Bog

Drager over Kabul

Af (
2007
)

Anmeldelse

Drager over Kabul af Morten Hesseldahl

22 okt.07

Her er eksplosive temaer som fanatisme, Islam, terror og Afghanistan - så læs ikke denne bog hvis du vil have din nattesøvn i fred! Men læs den hvis du ikke vil gå glip af en ny forrygende spændende og superaktuel roman om et terrorangreb i Danmark.

"Drager over Kabul" er ikke en ny "Drageløberen", men Afghanistan spiller alligevel en stor rolle i Morten Hesseldahls nye roman. Det er i Afghanistan flere af hovedpersonerne møder deres skæbne, men det meste af romanen foregår i lille trygge Danmark. Eller trygge og trygge…. i denne meget realistiske roman står Danmark over for det første terrorangreb.

Der er flere hovedpersoner i bogen: En af dem er Mathias, en ung dansk kunstner, der møder Alice under en ferie i Norge. Alice forsvinder pludselig, Mathias begynder at lede efter hende og bliver forfulgt af to islamister, Mahmoud og Omar, som er i gang med at forberede et terrorangreb. Det skal finde sted, når den afghanske præsident Karzai og den unge kvindelige islamkritiker Mona Tariq mødes på dansk grund under et besøg, som er arrangeret af den danske udenrigsminister. En af PET´s ansatte har et stort alkoholforbrug og har stadig forbindelser til en gammel KGB-agent. Det afghanske efterretningsvæsen har sendt én af deres egne agenter, Nazir, til Danmark.  Han kender en af de unge islamister fra Paris, men deres veje skiltes, og de kæmper nu på hver sin side i Afghanistan. Nazir og Mathias mødes i et sommerhus med Alice, og sammen får de… nå nej slutningen skal ikke fortælles – den skal I selv læse.

Som det måske fremgår, er der mange personer i bogen og forrest er der en oversigt over hovedpersonerne. Men den brugte jeg ikke særlig meget, for jeg læste bogen næsten ud i ét, så spændende er den. Udover at være afsindigt spændende er det også en politisk nøgleroman, for det er ikke svært at genkende for eksempel vores nuværende udenrigsminister i Lars-Ole Ravns skikkelse, og Mona Tariq er skabt over Hirsi Alis person.

Morten Hesseldahl er direktør for dagbladet Information og har tidligere udgivet to spændingsromaner sammen med Mich Vraa. Han er også tekstforfatter til flere tegneserier og Cand. Phil. i filosofi!
Morten Hesseldahl må meget gerne skrive flere spændingsromaner, jeg tror at vi i ham har fået en ny ’Leif Davidsen’ – en forfatter, der skriver politiske højaktuelle spændingsromaner med et internationalt snit.

Modtryk, 2007. 301 sider.

Bogdetaljer

Forlag
Modtryk
Faustnummer
26916720
ISBN
9788770530903
Antal sider
301

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer