Bog

Se på mig

Af (
2014
)

Anmeldelse

Se på mig af Jennifer Egan

08 jan.15

Aktuel og indsigtsfuld samtidsroman om identitet, selvbilleder og skellet mellem det private og offentlige rum.


’Se på mig’ er en samtidsroman, der ifølge forfatteren er skrevet i forsøget på at være en smule foran udviklingen, men undervejs blev fiktionen indhentet af virkeligheden. ’Se på mig’ udkom oprindeligt på amerikansk i september 2001. Først i 2014 er den blevet udgivet på dansk men er stadig højaktuel og på nogle områder skræmmende at læse.

’Se på mig’ har to spor, og i det først møder vi Charlotte, en erfaren fotomodel med en solid karriere på Manhattan, der efter en alvorlig bilulykke pludselig er en helt anden. Charlottes ansigt bliver ødelagt ved ulykken og herefter rekonstrueret kirurgisk, og efter at bandagerne er væk, opdager Charlotte til sin gru, at hun er blevet ukendelig og allerværst helt almindelig! Charlotte prøver med hjælp fra sin tidligere agent at genoptage karrieren, men det lykkedes ikke. I stedet kommer hun i kontakt med et firma, der vil relancere hende på den nylig oprettede webside Xtraordinary People, som er en art tidlig forsøg med sociale medier og realtityshows.

I romanens andet spor har vi en anden Charlotte; datteren til Charlottes barndomsveninde Ellen, der som ung var meget smuk og eftertragtet. Denne Charlotte er umiddelbart indadvendt, interesserer sig ikke for tøj og mode, men er i stedet den nørdede type. Hun er meget optaget af at blive voksen og finde sin egen identitet og indlader blandt andet en affære med en lærer. Dette medfører pludselig, at hun er en af de piger, der bliver set, hun mærker de andres blikke på sig og oplever pludselig, ligesom den første Charlotte, sig selv som en anden.

De helt store centrale temaer i bogen er identitet, og hvordan vi har brug for at spejle os i andre for at blive bekræftet som mennesker. En spejling som er kendetegnende for kulturen i den vestlige verden, og som Jennifer Egan får beskrevet glimrende. Derudover handler bogen om grænserne mellem det private og fælles rum, brugen af de sociale medier, realityshows og som et helt tredje spor; angsten for at vores trygge liv i vesten bliver truet. Når man så tænker på, at Egan skrev bogen før 9/11 og før Facebooks fremstormen, må man sige, at hun med denne roman har ramt uhyggeligt præcist i sine forudsigelser.

Ideen med de to spor og de to forskellige Charlotte-karakterer er interessant, og bogens første halvdel greb mig med dens skarptskårne tema og oplæg til to spændende, spejlende historier, men den taber pusten undervejs og bliver en anelse rodet. ’Se på mig’ vil dog nok appellere til nogle læsere, med sin skarpe samfundskritik pakket ind i moderne identitetsfortællinger.

Bogdetaljer

Forlag
Klim
Oversætter
Steffen Rayburn-Maarup
Faustnummer
51414357
Graphic
Christian Hvid
ISBN
9788771293289
Antal sider
414

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer