Bog

Idræt

Af (
2014
)

Anmeldelse

Idræt af Klaus Rifbjerg

Ganske beskeden af omfang, men det skal man ikke lade sig narre af. 'Idræt' har indre fylde som en vanlig Rifbjerg-roman.

Steffen Gurt hedder hovedpersonen i Klaus Rifbjergs nyeste roman. Gentag lige det navn! Nærmest latterligt og i hvert fald ikke just respektindgydende. Og rigtig respektindgydende er Steffen Gurt da heller ikke. Han er ganske vist akademiker, dr. phil. endda, men i faget idræt, et lille fag, som man i akademiske kredse smiler af. ’Fodboldpræsten’ er hans øgenavn på universitetet, også fordi Steffen er i fremragede fysisk form for en mand på omkring de 50.

Steffen er gift med Harriet, der driver en butik med sportsudstyr. De bor i København, og et behov for et stemningsskifte sætter handlingen i gang: Steffen vil køre en tur til sommerhuset i Nordjylland, her og nu, uden forberedelse. Og så går turen af sted ud i landet. Undervejs får endnu en indskydelse dem til at lægge vejen forbi de gamle venner, Hans og Ellinor, der bor tæt på ruten, og her bliver de inviteret på middag og overnatning. Det bliver en stærkt overrislet affære, og under indflydelse af de rigelige mængder alkohol får Steffen sagt nogle ganske forfærdelige ting. Vi har undervejs lige fået indblik i hans stærke meninger om for eksempel den siddende regering, ifølge Steffen "en samling halvfascister af værste skuffe, der netop dyrkede grimheden og det plumpt dyriske og hyldede vulgariteten på en så larmende måde, at deres personlige udvikling synes standset på abestadiet". Sådan! Er her ikke et ekko af Rifbjerg selv, for eksempel i de senere års små dagbogsagtige udgivelser, senest Året vender?

Uden måske egentlig at ville gå så vidt får Steffen i løbet af den våde nat både sagt, at Ellinor har lår i skoene, og at Hans, der åbenbart har stemt på regeringspartiet, er nazist. Der er så noget at reparere... Men nu begynder der for alvor at tegne sig et billede af Steffen; bedrevidende, rethaverisk og aggressiv i sin overbevisning om, at han alene vide. Det bliver først udfoldet rigtigt ubehageligt i en grotesk scene i en fiskebutik, hvor Steffen går fuldstæng amok over ingenting. Og Rifbjerg kører konsekvent Steffens tiltagende almagtsforestillinger helt ud i den voldsomme og uundgåelige afslutning, hvor disse almagtsforestillinger tager magten fra Steffen og sender ham ud i den rene galskab under et besøg i en bagerbutik.

Og anderledes kunne det ikke blive med Steffen.

Undervejs har Rifbjerg indlagt blandt andet nogle tilbageblik til Steffens barndom og nogle klip fra besøg hos hans mor på institution. Her får også ældreplejen nogle ordentlige hug, som i dette klip:

   "- Får vi nok at drikke, fru Gurt? Det går jo ikke hvis du ikke drikker noget.
Hun tog et glas med saftevand og pressede det ind mod den gamle kvindes læber med hele husets kraft bag sig.
  - Drik, sagde hun, drik, fru Gurt, det er det eneste der hjælper.
  Saftevand piblede ud af mundvigene og drev ned over hagen.
  - Vi skal huske vores vand, det andet dur ikke!"

Det er jo grum satire, som Rifbjerg jo mestrer den. Men romanen er også dybt præget af Rifbjergs helt særlige og vidunderlige sprogkunst, og jeg bliver nødt til at citere mit yndlingssted i den lille, rige roman. Prøv lige at følge med i dette syn på vej mod havet:

"(...) Det var en meget stor figur, let blå i skindet, der kom kravlende op over klitkanten med sømkassen under armen og tilfreds satte sig på stranden med skrævende ben og begyndte på arbejdet. Han havde sømmene siddende i munden og tog dem ud ét efter ét, inden han med hammeren drønede dem ned i kanten af billedet, langs horisonten, ind mod stranden, gråt, gråt, gråt, bank, bank, bank. En stor, blå, håret mand med et sygt smil af dum tilfredshed om munden og krum ryg arbejdede med det, han tilsyneladende var bedst til og havde prøvet hundrede gange før: at sømme havet fast. Havet. Den store moder med skind på. Bank, bank, bank. Knock, knock, knock, knokkelbeiser og klabautermand i ét, måske hjalp det med et bad, det plejede at hjælpe, ned over klitten, badekåbe, baderulle, men hvordan kom man i?

Det var spørgsmålet."

Og det er så den sproglige magi, Rifbjerg som ingen anden kan folde ud og drage ind i. En ganske lille roman, omkring 110 sider skrevet med stor skrift. Men formidabelt skrevet og stor af indhold i sin fylde. Operaelskeren er en roman, som Idræt for mig bringer i erindring. Det er Rifbjergs tredje udgivelse i år, mener jeg, ubegribeligt, at han stadig har det drive, at det stadig er vedkommende kunst, han kan skabe. Det er en gave. Også til os.

 

Originally published by Torben Wendelboe, Litteratursiden.

Originally published by Torben Wendelboe, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
51333039
Graphic
Ida Balslev-Olesen
ISBN
9788702157444
Antal sider
110

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer