Anmeldelse

Under vejr med mig selv af Klaus Rifbjerg

Uimponeret og selvbevidst – det er indtrykket af den unge Klaus Rifbjerg, der debuterer med digte om barnets vej mod det voksne liv, lysende af humor og overskud.

Digte om barndommen ville typisk begynde med glimt fra de tidligste års gryende erkendelse af omverdenen og jeg'et. Men ikke hos Rifbjerg! Han begynder før, længe før, nemlig allerede ved undfangelsen, i bogens første digt "Undfangelse" skildret således:

"Een, to, tre
uforståelig sammensmelten af to organismer
filihankat
og grunden er lagt til det bedste af alt
at eksistere." 

Så undfangelse og fostertilværelse er en del af skildringen af dette jeg, der først i bogens tredje digt "Fødsel" med stor selvbevidsthed træder ind på livets scene:

 "Poseur fra starten.
Med en elegant bevægelse
snor jeg mig ud af navlestrengen
der som cashmeretørklæde
er viklet tre gange om halsen.

En ubehagelig mandsperson
beviser hurtigt det ny livs haardhed
tre bragende klask i rumpen." 

Ganske firkantet sagt er temaet for digtsamlingen her stillet op. Der er et jeg, som nu skal til at finde sin vej i verden. Og der er en omverden, som dette jeg må lære at forholde sig til, at konfronteres med gennem barndommens og ungdommens vigtige faser, som bogen skildrer frem til kærlighed og ægteskab.

Rifbjerg har mange elementer med. Han har bedsteforældrene med som en del af den arv, vi får med os livet igennem. Han skildrer med stor humor og herlig ironi de institutioner, vi om jeg så må sige udsættes for, og som i deres af og til absurde selvforståelse mener sig kvalificerede og berettigede til at søge at præge os i deres billede. Her er skarpttegnede portrætter af børnehaven, skolen, universitetet, hvor den latterlige konformitet råder, fra digtet "Universitet":

"Mænd af middelhøjde
med brunt hår
og ubestemmelig alder (...)" 

Lad mig formode, at denne "middelhøjde" ikke kun gælder undervisernes fysiske fremtræden! Over for institutionerne står så selvfølelsen, oplevelseshungeren, der kan udfoldes i ræs på motorcyklen eller mødet med værtshusets helt anderledes mennesker. Og sidst og størst er der kærligheden, forelskelsens stormløb og erotikken. Kærligheden, hvor jeg'et bliver afhængigt af et andet jeg. Det er bogens slutning, her fra det næstsidste digt "Nygift":

"Enhver frygt for spirende borgerlighed
borttages, kære
naar du løser snoren paa dine pyjamas. 

Trykker min nygifte næse
mod din maves vinduesrude
og gaar paa indkøb." 

Så fuldt færdig ikke bare springer Rifbjerg ind på scenen, nej han indtager den og bliver stående, ved vi nu, en central figur i de næste næsten tres år. Utroligt. Vidunderligt.

 

Bogdetaljer

Secondary title
Gyldendals spættebøger
Forlag
Gyldendal
Faustnummer
01377477
ISBN
9788700372016
Antal sider
33

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer