Bog

Fut fut fut : digte

Af (
2014
)

Anmeldelse

Fut fut fut af Klaus Rifbjerg

Digte fra en gammel mester i storform. Fabulerende, poetiske, fræsende, underfundige, alvorlige og gnistrende gode digte nok engang fra Rifbjerg.

Rifbjerg har opdelt denne lille digtsamling i tre afsnit. Det første hedder ’Fut fut fut nu kommer toget’, det andet ’Fut fut fut nu kommer digtet’ og den sidste ’Fut fut fut og nu af sted’. Digtsamlingens første digt, ’Mellem bjergene’, giver os et billede af Zürich med glimt af både Chaplin og Joyce undervejs, og det slutter inviterende:

"toget kører
fut fut fut
af sted af sted

hvis du skynder dig så kan du
let få plads og køre med."

Sikke en opfordring! Og så rimer den endda! Og der er al mulig grund til at tage imod invitationen og køre med Rifbjerg på togrejse i hans digteriske univers. Som i ’Mellem bjergene’ strør Rifbjerg i samlingen en række glimt af eller hilsener til hedengangne kolleger. Oehlenschlæger og Baggesen i digtet ’Smalspor’ om Baggesens bestigning af det svimlende høje tårn på katedralen i Strasbourg, nu:

"Et tårn mellem ruiner
Men med udsigt til en evighed
Og verdens ende 

Et digtertårn."

Digtet ’Sortladne hav’ indledes ligefrem med begyndelseslinjerne til Johs. Ewalds vidunderlige ’Rungsteds lyksalighede’:

"I kiølende Skygger
I Mørke som Roser udbrede (...)"

- vakler digtets jegfortæller ind 

"Med en mellemstor bagskid viklet
Om halsen"

Der er liv i disse digtermøder på tværs af tid. Nyd det, når for eksempel også J.P. Jacobsen uendeligt smukke indledning til Niels Lyhne:

"Hun havde Blidernes sorte, strålende Øjne"

hakkes af og fortsætter:

"Men desværre en klap

For det venstre
Som bestemt ikke var klædelig"

Det kan så ikke overraske, nu vi taler tog og jernbaner, at vi også skal omkring Herman Bang og Ved Vejen i digtet ’Bai Bai!’:

"Stationsforstanderen skiftede Frakke
Til Toget

Han var sur selvom han stod
Med sit elskede flag parat til at vifte.

Den satans pc'er
Den gjorde ham knuder

Som så meget andet.
Ikke mindst konen"

Der er simpelthen sådan et overskud i disse digtermøder, at man læser med smil og glæde og latter og ønske om mere, meget mere af den slags. Det får man så ikke, men lidt kan jo også være nok, når lidt er så godt! Men så får man samlingens store digt, der slet ikke handler om tog men om fly, nemlig det lange digt ’Fut’ om flyveturen med Farman-flyet i 1915, hvor København for første gang blev filmet fra luften. Denne uskyldige flyvning sætter Rifbjerg ind i tidsmæssigt perspektiv op til nu med det, som flyvning (også) skulle udvikle sig til: Massedrab fra himlen med allehånde hykleriske og modbydelige bortforklaringer fra de store massemordere gennem tiderne, gennem krigene. Det er den fræsende Rifbjerg, vi jo heldigvis også kender.

Den lille perle af en digtsamling slutter i en afklaret viden om, at disse togture er vidunderlige - men at de også en dag får en ende.

Digtet ’Sidste tog’ slutter:

"Selv så kan man leve lidt
Med alt sit fut
der går det gik
det går
vist går det
siger man og svinger døren op
for dér er stationen hvor man skal af
i fred og ro."

I sådan en solfalds-stilhed står vi så af på perronen efter at have været på en uforglemmelig rejse gennem tider og steder med sansninger og refleksioner i en tæthed, som den netop Rifbjerg mestrer som få. En rig og dejlig lille digtsamling, der trods sin slutning med dødsbevidstheden har netop en overraskende, boblende, utæmmelig vitalitet.

Tak for turen, Rifbjerg!

Originally published by Torben Wendelboe, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
51100131
ISBN
9788702160307
Antal sider
64

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer