Bog

Intet sikkert abnormt

Af (
2013
)

Anmeldelse

Intet sikkert abnormt af Klaus Rifbjerg

Endnu en novellesamling fra Rifbjerg, der viser ham som ubestridt mester i genren.

’Intet sikkert abnormt’ hedder novellesamlingen. Det er det gamle lægeudtryk for, at patienten ikke med sikkerhed fejler noget - men at man dog på den anden side ikke helt vil udelukke muligheden for tilstedeværelsen af en eller anden lidelse. Og denne følelse af, at alt egentlig er i orden, og så måske alligevel ikke er helt i orden, ligger som en grundfornemmelse, ikke bare i titelnovellen men i en række af samlingens lille snes noveller.

Det er stramme historier, de fleste er på en håndfuld sider, og de spænder ganske vidt i tid. Her er en historie om det første møde med kvindekønnet, ’En badetur’, der synes at udspille sig engang i 1930'erne. Med den som det tidsmæssigt ældste indslag breder novellerne sig igennem tiderne og op til nutiden, hvor alder og aldersproblemer trænger sig på og understøtter titlens fornemmelse af usikkerhed.

Usikkerhed præger så til gengæld på ingen måde Rifbjergs skrivende hånd. Han skriver blændende i disse karakteristiske forløb, hvor sansninger, refleksioner og indfald strømmer over siden, følger et spor, pludselig skifter retning, træder vande eller udløses i en sproglig knaldperle. Jeg har det sådan, at jeg meget hurtigt for mit indre øre hører Rifbjerg selv læse op med sin karakteristiske diktion. Jeg vil godt give et eksempel på denne vidunderlige strømning fra novellen ’Ikke altid’:

"Det er formiddags, ikke andet, iscenesat med kurs mod det usædvanlige, det ventet-uventede, så det skulle bare lige mangle, hvis ikke opkrudtningen havde et vist omfang og blodtrykket ikke var helt normalt. Godt at have hånd i hanke med tingene og hånden i hanken på taxaen og flyde ud ved synet af buksetern og blanke sko og gå ind i svinget med de indvendige vægtlodder i centrifugal balance, scrotum køligt strammet med en antydning af glid i venstre sten, men ubemærket, ingen tandkødsrecedens, ingen hysterisk ustyrlige celledelinger, kun en lun lumren i peristaltikken og bugspytkirtlens milde dyse over havregryn. Sådan skal det være".

Ja, lige nøjagtigt sådan skal det være, når Rifbjerg skriver mest rifbjergsk - og ret meget bedre kan det ikke gøres. Samlingen omgives af to korte noveller, den første hedder ’Morgen’, den sidste ’Aften’, og de består begge to kun af lydord, nogle ubegribelige, nogle på kanten af mening: "unk flis erle murf tank tank tank goni vuffferstål (...) begynder "Morgen", og "Aften" slutter med disse ord, hvormed vi jo går ind i søvnen: "(...) bamregarf dokker dali dule dned aghs synkbkly bluddddd

   Zzzzzzzzzzzzzzzzzz........"

Altså: bevidstheden samles, tankerne samler sig til begreber og sammenhænge, og det hele flyder så atter ind i søvnen. Nogenlunde midtvejs i samlingen står novellen "Middag", der i sin helhed lyder: "ååååååååhntttt".

Er novellesamlingen således et dagsværk mellem morgen og aften? Eller et livsværk, det korte liv, omgivet af en søvn? Det kan man så fundere over, mens man nyder disse vidunderlige forløb, der vel ikke når det kanoniserede mesterværk ’Og andre historier’ (1964), men smukt ligger på højde med for eksempel novellerne i ’En naturlig forklaring’ (2006), og det er mildt sagt heller ikke dårligt.

Originally published by Torben Wendelboe, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
29934215
Graphic
Ida Balslev-Olesen
ISBN
9788702078862
Antal sider
115

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer