Bog

Hånden

Af (
2013
)

Anmeldelse

Hånden af Henning Mankell

26 nov.13

En lille – sidste – Wallander-perle med bonusmateriale er guf for alle Wallanderfans. Nye læsere kan ikke begynde her.

Det er jo næsten synd at fortælle noget, for hvilken Wallander-læser har ikke ønsket sig bare lidt mere om denne den nordiske krimis grand old man?

Her får vi en lille krimi  (117 sider) fra tiden før Wallander køber hus og hund. Martinsons kone skal sælge et lille landhus for en aldrende slægtning, og Wallander får nøglerne og kører ud for at se huset. Han falder for det, overvejer at købe det – men finder på vejen ud en skeletteret hånd, der stikker op af jorden. Og så går der i stedet en efterforskning i gang, selvom hånden og det tilhørende skelet viser sig at have ligget i jorden  i ganske mange år.

Efter krimien – en klassisk Wallander – følger bonusmaterialet. Et efterskrift af Mankell, og så en gang guf for afficionados, nemlig ’Wallanders verden’. Indholdet er :’Hvordan det begyndte, hvordan det endte, og hvad der sket indimellem’ (hvordan og hvornår Wallander og hans verden blev til), ’Fortællingen om Kurt Wallander’ (kronologisk oversigt over bøgerne), ’Wallander, hans nærmeste og de andre’ (om personerne i Wallanders ”liv”) og ’Wallanders geografiske verden’ (kort opremsning af en række lokaliteter i bøgerne). Hele to ting som begge er lige noget for os, der har fulgt med fra de første spæde politiskridt i ’Mordere uden ansigt’ (eller mere korrekt  i ’Pyramiden’, som jo er fra Wallanders ungdom).

Kriminalhistorien har alle de rigtige elementer. Wallanders private overvejelser og problemer med at finde ud af sig selv, sin datter, sine fremtidsplaner og livet i al almindelighed. Og så en speget efterforskning, som indeholder ned-på-jorden-politiarbejde, besvær med personaleressourcerne og kvikke indfald og heldige tilfælde, som fører til opklaringen. Trods de relativt få sider er fortællingen fuldt på højde med resten af serien, og det er flot at det til slut føles som at have har læst ”en Wallander” af almindelig længde. Der bindes tråde til andre bøger i serien, og opklaringen er som altid – tilfredsstillende.

Og så er der bonusmaterialet, som er det nytænkte ved denne udgivelse. Man får styr på rækkefølgen af romanerne; både udgivelsesorden og ”datoorden”, og som læser får man både en lidt anden vinkel på Wallander-sagaen, forfatterens beskrivelse af hans personer og desuden et komprimeret overblik. Sjovt er det, at Mankell beskriver det hele nærmest set lidt udefra. Han er trådt et skridt tilbage og har set på sin skriveproces og på den hovedperson, der kom ud af de mange overvejelser. I afsnittet om ”Hvordan det begyndte…” kommer læseren med ind bag forfatterens skrivebord og får perspektiveret bøgernes temaer. At Mankell er politisk i sine bøger, ved jo alle hans læsere. Nu kan vi læse lidt om, hvorfor de forskellige temaer dukkede op på lige de tidspunkter, hvor han skrev dem ind i krimierne.

Nye læsere kan ikke begynde her, men ”gamle” læsere kan få megen god underholdning og information på disse 182 indholdsrige sider.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Anneli Høier
Faustnummer
50773671
ISBN
9788702153477
Antal sider
182

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer