Bog

Kennedys hjerne

Af (
2006
)

Anmeldelse

Kennedys hjerne af Henning Mankell

09 okt.06
Skribent

Mankell har endnu engang skrevet en roman, der fanger fra ende til anden. Du bliver ført ind i en dyster verden, hvor menneskeliv intet er værd i kampen for at opnå profit.

Mankell har endnu engang valgt at henlægge bogens handling til Afrika, helt konkret Mozambique.

Hovedpersonen i krimien er Louise Cantor, der er en fraskilt svensk arkæolog bosat i Grækenland. Det eneste, hun har tilbage hjemme i Sverige, er hendes far og 25-årige søn, Henrik. Hendes eks-mand, Aron, har hun for længst mistet forbindelsen til, men han er stadig en stor del af hendes tankeliv; han er manden, som hun i alle andre forhold sammenligner mænd med.

I forbindelse med en konference tager hun tilbage til Sverige. Før rejsen forsøger hun forgæves at komme i kontakt med sønnen Henrik. Godt hjemme i Sverige forlader hun konferencen før tid for at besøge Henrik, og her bryder hendes verden sammen. Hun finder ham død i sin seng, og uanset hvor meget politiet pointerer, at det er selvmord, kan Louise ikke acceptere dette. For hende peger alle spor på mord, og følelsen af, at hun er ved at dø indvendigt, træder tydeligt frem.

For hende er der kun en vej frem, og det er at finde sandheden, for på den måde at bringe sig selv tilbage til livet.

Hendes søgen fører hende ud på en lang rejse med stop i Australien, Mozambique og Barcelona. Alle steder finder hun spor af Henrik, men sandheden er stadig skjult. Gennem sin søgen kommer der hjælp fra mange ventede og uventede steder, men hvem kan hun stole på siger sandheden, og hvor vidt vil folk gå for at skjule den?

Hendes sporjagt bringer hende endvidere til erkendelsen af, at hendes søn på mange måder var ukendt for hende. Upåagtet dette kører hun videre, selv om angsten hele tiden lurer under overfladen. Sandheden skal frem, og til slut kan man så sidde og overveje, om det er konsekvenserne værd.

Det er en fantastisk bog, der fører læseren dybt ind i de mørke og dystre sider af Afrika, hvor AIDS og prostitution er en del af dagligdagen, og hvor menneskeliv er ligegyldige og uden værdi.

Mankell er utrolig god til at beskrive personerne og miljøet. Specielt Louise træder tydeligt frem, og du kommer ind i hendes tanker og følelser i hendes søgen efter sandheden om Henrik.    

Oversat af Peter Nielsen. Gyldendal, 2005. 376 sider. Kr 275,-

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Peter Nielsen
Faustnummer
26419816
ISBN
9788702043334
Antal sider
375

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer