Bog

Mens vi legede

Af (
2024
)

Anmeldelse

Mens vi legede

25 mar.24

Den svenske idyl dækker over en række hemmeligheder i mørk og vellykket ny serie fra Ninni Schulman. 

Hovedpersonerne i romanen, der foregår i 1980’erne, er 12-årige Mattias Holm, som vi følger i tiden op mod hans forsvinden og Ingrid Wolt, der er tidligere politibetjent og netop løsladt efter en fængselsdom.

Ingrid beslutter at etablere et helt nyt liv i den lille ukendte landsby Våmhus i Dalarna. Her er hun overbevist om, at hendes ekskæreste ikke vil finde hende, og hun ved med sikkerhed, at ingen kender hende. Ingrid savner sin lille datter Anna, der bor hos en plejefamilie, men hun ved, at hvis hun skal gøre sig forhåbninger om nogensinde at få hende hjem, må hun finde sig et arbejde, så hun kan forsørge dem. 

Da Ingrid første dag cykler ind til landsbyen, ser hun et solbleget A4-papir, der hænger hos købmanden med et sløret sort-hvidt billede af en smilende dreng med pjusket hår og teksten "Har du set Mattias?”. Ingrid opdager, hvor svært det er at få et job, og beslutter at åbne "Siljans Efterforskningsbureau", hvor hun kort efter kontaktes af Mattias’ mor, der vil gøre alt for at finde ud af, hvad der er sket med hendes søn. Politiet er overbevist om, at Mattias’ forsvinden er en drukneulykke, men da Ingrid nænsomt men sikkert begynder at efterforske sagen, afdækker hun gradvist flere og flere hemmeligheder i det lille samfund.

Ninni Schulman formår at bringe den svenske sommeridyl frem som en kontrast til alle landsbyens hemmeligheder. Romanen foregår i 80’erne, som var en tid med fastnettelefoner og båndoptagere uden hverken mobiltelefoner og internettet, hvilket skaber den helt rette detektivstemning. Historien afslører både komplekse karakterer, kærlige miljøbeskrivelser og er samtidig en virkelig god fortælling. Jeg er stor fan af landsbykrimier, hvor man både introduceres for et stort persongalleri, og processen frem mod opklaringen handler om at udrulle de indbyrdes relationer

Romanen er første del af Ninni Schulmans nye spændingsserie, der er mørk og virkelig velskrevet og foregår i det idylliske Sverige. Historien er faktisk så vellykket, at film- og tv-rettighederne er solgt til et større amerikansk selskab.

Bogdetaljer

Forlag
Alpha
Oversætter
Louise Ardenfelt Ravnild
Faustnummer
137726807
ISBN
9788772390321
Antal sider
488

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer