Bog

Danselærerens genkomst

Af (
2002
)

Anmeldelse

Danselærerens genkomst af Henning Mankell

22 jan.03
Skribent

Året er 1945, og en bøddel flyves til Tyskland for at foretage nogle henrettelser.

Derefter springer handlingen frem til 1999, hvor en pensioneret politibetjent findes myrdet på makaber vis. På gulvet ses blodige og mystiske trin, som viser sig at være tangotrin. Hvad er der sket, hvem har gjort det og hvorfor?

Det er starten på Mankells nye, klassiske, og helt igennem spændende krimi. Serien med Wallander er afsluttet, og en yngre politimand, Stefan på 37 år, er nu hovedpersonen. Han har netop fået at vide, at han har kræft og skal holde ferie, indtil han skal indlægges og opereres.

Men at holde fri er imidlertid det sidste, han har lyst til. Sygdommen er så skræmmende, at han kaster sig ud i hvad som helst for at holde tankerne på afstand. Så da han som helt ung betjent har kendt den myrdede politibetjent, bliver opklaringen af denne sag hans påskud for en virkelighedsflugt. Han blander sig i en sag, som ikke kommer ham ved, optræder uortodokst og ikke altid inden for lovens rammer og er ret uvelkommen hos de lokale politibetjente i distriktet oppe i Norrland.

Samtidig med, at vi følger Stefans forsøg på at opklare mordet på sin tidligere kollega, følger vi også den historiske udvikling for både offeret og bødlen tilbage til tiden under 2. verdenskrig. Og som det antydes allerede i første afsnit, spiller nazismen en stor rolle både i fortid og nutid.

Kombinationen af en rigtig krimi og skildringen af hovedpersonens personlige krise, hans dødsangst og følelsesmæssige indelukkethed, der kommer til udtryk ved, at han dårligt er i stand til at tale med sin kæreste og hele tiden er på flugt, giver bogen en ekstra dimension. Det er ikke bare et mord, der skal opklares. For Stefan personligt er døden også meget tæt på.

Bogen er elementært spændende hele vejen igennem og svær at lægge fra sig. Det virker overraskende, men realistisk, at rester af nazistiske kredse stadig findes i Sverige og er så gennemorganiserede. Men man er ikke i tvivl om, at Mankell har sin research i orden.

Oversat af Lena Krogh Bertram. Forlaget Klim, 2002. 415 sider. Kr. 295,-

Bogdetaljer

Forlag
Klim
Oversætter
Lena Krogh Bertram
Faustnummer
24244709
ISBN
9788779550223
Antal sider
415

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer