Henning Mankell: Mordere uden ansigt

Den svenske politimand Kurt Wallander er en antihelt. Han er sådan, som den moderne mand helst ikke vil være, men som han nok kender bedre, end han vil stå ved.

Ægteskabet er røget sig en tur. Hans fra på 80 er et vrøvlehoved, der er vred på sin søn. Datteren var fars øjesten som barn, men i teenagealderen skete der noget. Far Wallander var ofte hjemmefra, fordi der var sager, der krævede ham her og nu. Hun forsøgte selvmord.

Wallander er i virkeligheden lidt små-reaktioner, flæbende, og nogen stærk karakter er han ikke i sit civile liv.

Men vi elsker at læse om ham og kigge ham over skulderen.

 »Mordere uden ansigt« er en fremragende krimi om svensk fremmedhad. Da den udkom i 1991, fik den ganske fortjent »Glasnøglen«, prisen for årets bedste skandinaviske krimi. Den er nyskabende og drønhamrende spændende.

Kommissær Wallander bliver kaldt ud til et grimt mord på et ældre ægtepar uden for Ystad. Motivet fortaber sig i tågerne over Skåne, og hele apparatet sættes i gang for at opklare det. Sporet peger først på udlændinge. I området er der flere asylcentre med flygtninge. Fremmedhadet ulmer – også i Sverige.

Wallanders efterforskning bliver tilgrumset af hans egen holdning. Han nærmest håber, at den skyldige findes i flygtningelejren. Så kan der måske endelige sket noget »i den vilkårlige, slatne holdning med, at hvem som helst ligegyldigt hvilket motiv kan passere den svenske grænse«, som han siger.

Henning Mankell sætter fingeren på ømme punkter i et Sverige, der vel ikke har ændret sig radikalt, siden romanen udkom. Romanen er også en kritik af politiets arbejdsmetoder og rutiner, men også en hyldest til Wallanders stædighed, der trods alt fører til, at morderne uden ansigt får et ansigt i offentligheden. Og får ham til at stå ansigt til ansigt med sine egne forudindtagede holdninger. 

Ind imellem har Kurt Wallander lidt dårlig mave, og han spejder ganske gevaldigt efter den kvindelige anklager. Den slags skal jo til i denne type kriminalromaner, hvor kriminaliteten fremstår som skræmmende irrationel. Fremmedhadet og nationalismen gør opklaringen så vanskelig, at man begynder at blive irriteret over de reaktionære følelser.

»Mordere uden ansigt« er en af Henning Mankells allerbedste kriminalromaner. Det er den slags, man sluger fra først til sidst for at bøje sig i støvet for svenskerne. De kan bare det dét – og Mankell især.

Henning Mankell: Mordere uden ansigt, 254 sider (Klim).