Anmeldelse
Henning Mankell: Inden frosten
- Log ind for at skrive kommentarer
Nogle gange er der romaner, hvor man ikke ved, om det er romanens skyld, at den ikke fængede. Eller om det skyldtes ens egen træthed eller manglende koncentrationsevne, at man gentagne gange faldt i søvn.
Det er aldrig sket for mig med en Henning Mankell-roman i hånden. Især ikke, når politimanden Kurt Wallander spillede hovedrollen.
»Inden frosten« skuffede denne anmelder, og tykkelsen gjorde det ikke bedre. Romanen har dobbelt så mange bogstaver som en gennemsnits Wallander-bog.
Linda Wallander – Kurts kønne datter på 30 år – skal i praktik på fars politistation i Ystad efter at have været på politiskolen i Stockholm. I virkelighedens verden ville enhver politiaspirant ved sine fulde fem have valgt at være alle andre steder end der, hvor faren er.
Kurt Wallander har travlt med en række tilfælde af bizar dyremishandling (der bliver sat ild til et par svaner i en herregårdssø og dernæst en tyrekalv) og et brutalt mord på en kvinde langt ude på landet. Det drejer sig om en ældre kulturgeograf, der er ved at kortlægge lokalområdets gamle stier, der findes uden hoved og arme i en kløft ude i skoven.
Så forsvinder den lægestuderende Anna, der er Lindas barndomsveninde. Anna mener at have set sin far, der ellers er meldt forsvundet, ved højlys dag i Malmø.
Den gamle kvinde, der findes brutalt myrdet, har forbindelse til Anna, der både er væk men åbenbart også lægger spor ud. Uhyggen kommer snigende, men der sker i virkeligheden ikke særlig meget i den murstenstykke roman. Det meste foregår på det psykologiske plan, og for dem, der ynder dette, vil »Inden frosten« sikkert være det rene guf.
En styrke ved Mankells romaner er, at læserne får mulighed for at kigge både gerningsmænd og kriminalpolitiet over skuldrene. Spændingsmomentet ligger for en stor del i uvisheden, hvorvidt de gode eller de onde kræfter vinder.
Religiøs fanatisme er et af hovedtemaerne i bogen. Der er skygger fra det chokerende religiøst inspirerede kollektive selvmord i Jonestown i Sydamerika i 1978 og den fanatisme, der førte til angrebet på World Trade Center i 2001. Den idylliske, men gennemkontrollerede velfærdsstat Sverige slipper heller ikke.
Mændene på politistationen kigger ofte efter Linda Wallanders gode bagdel, men ellers har hun lidt vanskeligt ved at træde i karakter. Vi får tråde tilbage til forældrenes turbulente samliv og oplever hendes til tider iltre temperament. Og der er en, hun bliver mere end blot kollega med.
Det er ikke den bedste Mankell-roman, jeg har læst i Wallander-serien. Men de andre er sørme også bare suveræne.
Henning Mankell: Inden frosten, 504 sider (Gyldendal).
- Log ind for at skrive kommentarer
Nogle gange er der romaner, hvor man ikke ved, om det er romanens skyld, at den ikke fængede. Eller om det skyldtes ens egen træthed eller manglende koncentrationsevne, at man gentagne gange faldt i søvn.
Det er aldrig sket for mig med en Henning Mankell-roman i hånden. Især ikke, når politimanden Kurt Wallander spillede hovedrollen.
»Inden frosten« skuffede denne anmelder, og tykkelsen gjorde det ikke bedre. Romanen har dobbelt så mange bogstaver som en gennemsnits Wallander-bog.
Linda Wallander – Kurts kønne datter på 30 år – skal i praktik på fars politistation i Ystad efter at have været på politiskolen i Stockholm. I virkelighedens verden ville enhver politiaspirant ved sine fulde fem have valgt at være alle andre steder end der, hvor faren er.
Kurt Wallander har travlt med en række tilfælde af bizar dyremishandling (der bliver sat ild til et par svaner i en herregårdssø og dernæst en tyrekalv) og et brutalt mord på en kvinde langt ude på landet. Det drejer sig om en ældre kulturgeograf, der er ved at kortlægge lokalområdets gamle stier, der findes uden hoved og arme i en kløft ude i skoven.
Så forsvinder den lægestuderende Anna, der er Lindas barndomsveninde. Anna mener at have set sin far, der ellers er meldt forsvundet, ved højlys dag i Malmø.
Den gamle kvinde, der findes brutalt myrdet, har forbindelse til Anna, der både er væk men åbenbart også lægger spor ud. Uhyggen kommer snigende, men der sker i virkeligheden ikke særlig meget i den murstenstykke roman. Det meste foregår på det psykologiske plan, og for dem, der ynder dette, vil »Inden frosten« sikkert være det rene guf.
En styrke ved Mankells romaner er, at læserne får mulighed for at kigge både gerningsmænd og kriminalpolitiet over skuldrene. Spændingsmomentet ligger for en stor del i uvisheden, hvorvidt de gode eller de onde kræfter vinder.
Religiøs fanatisme er et af hovedtemaerne i bogen. Der er skygger fra det chokerende religiøst inspirerede kollektive selvmord i Jonestown i Sydamerika i 1978 og den fanatisme, der førte til angrebet på World Trade Center i 2001. Den idylliske, men gennemkontrollerede velfærdsstat Sverige slipper heller ikke.
Mændene på politistationen kigger ofte efter Linda Wallanders gode bagdel, men ellers har hun lidt vanskeligt ved at træde i karakter. Vi får tråde tilbage til forældrenes turbulente samliv og oplever hendes til tider iltre temperament. Og der er en, hun bliver mere end blot kollega med.
Det er ikke den bedste Mankell-roman, jeg har læst i Wallander-serien. Men de andre er sørme også bare suveræne.
Henning Mankell: Inden frosten, 504 sider (Gyldendal).
Kommentarer