Blog
1000 fangehuller
Af og til sker der det uheld for en forfatter, at han ikke bare selv skriver, men at hans fiktive personer også begynder at skrive.
Sådan er det sket for mig i min seneste bog, ULVEN, hvor en af mine figurer bogstavelig talt har fravristet mig mit skriveværktøj, og selv har givet sig til at digte. Det drejer sig selvfølgelig om fortællingens eneste forfatter, nemlig hr. Fink, som er en adelig mand fra Jylland, der er blevet forladt af sine kone, og som nu skamfuldt gemmer sig (og sit knuste hjerte) i Køge. Før hr. Fink flyttede Køge, var han imidlertid på en vild flugt til Spanien, og det var muligvis dernede, at hans fantasi fik stof til følgende fortælling:
EN HISTORIE AF HR. FINK: 1000 FANGEHULLER
(Historien er ikke trykt andre steder)
De mauriske konger, der på et tidspunkt regerede i det sydlige Spanien, var meget forskellige. Nogle levede i fred og fordragelighed med deres omgivelser og krummede ikke så meget som et hår på de kristnes hoveder, andre regerede deres små riger med hård hånd.
Hr. Finks historie handler om en maurisk konge, der var usædvanlig ond og usædvanlig grusom, ikke bare over for de kristne, men over for alle, der ikke makkede ret. Den onde konge fik bygget 1000 fangehuller. Ingen skulle tro, at det var for sjov, når han truede med at kaste dem i et fangehul, og det var faktisk ofte sådan, en samtale med kongen sluttede. Den sluttede med, at han nikkede til sine soldater, og sagde:
-Kast ham i fangehullet.
Efterhånden sad der mange forskellige mennesker i fangehullet. Der var selvfølgelig de kristne, men der var også folk, der på forskellige måder havde svigtet kongens tillid: Gamle venner, tyve, mordere, en enkelt abe, der havde svunget sig i kongens turban. Det var ingen fest at sidde i fangehullet. Mad var et sjældent syn, og den, der nåede frem, var som oftest fordærvet. Fangerne klagede sig og jamrede. Og efterhånden som alle 1000 huller blev fyldt op, blev jammeren ganske betydelig. Det var faktisk umuligt at opholde sig nogen steder på slottet, uden at man kunne høre lyden af lidende mennesker.
Hvis man vel at mærke kendte lyden. Kongens kone og søn gik i flere år rundt og kunne ikke forstå, hvor lyden kom fra. At kongen havde fangehuller indgik ikke i deres vildeste fantasier. De regnede hverken kongen for grusom eller ond. Faktisk roste de ham ofte ved middagsbordet om aftenen, hans kone sagde:
-Åh, jeg har den mest retfærdige mand i verden.
Desværre begyndte sønnen at få mareridt, om natten havde han nogle mærkelige drømme, hvor han blev kastet i fængsel og gav sig til klage, højt og hjerteskærende. Langsomt blev drømmene stærkere og stærkere og til sidst skete der det, at drøm og virkelighed byttede plads.
Når sønnen var vågen, mærkede han, hvordan slottet var blevet ét, stort fængsel, når han sov åndede alt fred og ro. For at finde ud af, hvor de klagende lyde kom fra, var maurerkongens søn nødt til at stå op om natten for at gennemsøge slottet. Og sådan gik han omkring i månedsvis og blev klogere på sin far. Fordi der var så mange fangehuller, gik der temmelig lang tid, før han havde set alle fangerne, og da han endelig en dag følte, at han nu havde fået et overblik over hele systemet, var der gået knap ti år.
Det var på høje tid at finde tilbage til slottet.
Da sønnen kom tilbage til slottet, var hans far kun blevet endnu mere ond og grusom, og sønnen kunne næsten ikke kende ham igen.
-Hvor er min far? sagde han og så sin far direkte ind i øjnene.
Men hans far svarede ikke. Det kunne han ikke. Der var sket det mærkelige, at han havde skilt sig selv ad i 1000 dele, 1000 dele som var i de 1000 fangehuller. I den situation kunne han ikke tale, ja, det var faktisk så galt fat med ham, at det kun var sønnen (som kendte hele systemet), der kunne redde ham. Der var ikke andet for. Én gang til måtte sønnen gå den lange vej mellem alle fangehullerne, han måtte med sine skridt forbinde de 1000 fangehuller og dermed sin far. Han var nødt til at kortlægge sine skridt. Men hver gang han satte pennen til papiret for at tegne et kort, blev han noget så sørgmodig. Ikke mindst, når han kom til at tænke på sin mor, der gik omkring på slottet som et spøgelse. Det varede lang tid, før han kom tilbage. Faktisk var han så gammel, at han ankom længe efter, at begge forældre var døde.
Af og til sker der det uheld for en forfatter, at han ikke bare selv skriver, men at hans fiktive personer også begynder at skrive.
Sådan er det sket for mig i min seneste bog, ULVEN, hvor en af mine figurer bogstavelig talt har fravristet mig mit skriveværktøj, og selv har givet sig til at digte. Det drejer sig selvfølgelig om fortællingens eneste forfatter, nemlig hr. Fink, som er en adelig mand fra Jylland, der er blevet forladt af sine kone, og som nu skamfuldt gemmer sig (og sit knuste hjerte) i Køge. Før hr. Fink flyttede Køge, var han imidlertid på en vild flugt til Spanien, og det var muligvis dernede, at hans fantasi fik stof til følgende fortælling:
EN HISTORIE AF HR. FINK: 1000 FANGEHULLER
(Historien er ikke trykt andre steder)
De mauriske konger, der på et tidspunkt regerede i det sydlige Spanien, var meget forskellige. Nogle levede i fred og fordragelighed med deres omgivelser og krummede ikke så meget som et hår på de kristnes hoveder, andre regerede deres små riger med hård hånd.
Hr. Finks historie handler om en maurisk konge, der var usædvanlig ond og usædvanlig grusom, ikke bare over for de kristne, men over for alle, der ikke makkede ret. Den onde konge fik bygget 1000 fangehuller. Ingen skulle tro, at det var for sjov, når han truede med at kaste dem i et fangehul, og det var faktisk ofte sådan, en samtale med kongen sluttede. Den sluttede med, at han nikkede til sine soldater, og sagde:
-Kast ham i fangehullet.
Efterhånden sad der mange forskellige mennesker i fangehullet. Der var selvfølgelig de kristne, men der var også folk, der på forskellige måder havde svigtet kongens tillid: Gamle venner, tyve, mordere, en enkelt abe, der havde svunget sig i kongens turban. Det var ingen fest at sidde i fangehullet. Mad var et sjældent syn, og den, der nåede frem, var som oftest fordærvet. Fangerne klagede sig og jamrede. Og efterhånden som alle 1000 huller blev fyldt op, blev jammeren ganske betydelig. Det var faktisk umuligt at opholde sig nogen steder på slottet, uden at man kunne høre lyden af lidende mennesker.
Hvis man vel at mærke kendte lyden. Kongens kone og søn gik i flere år rundt og kunne ikke forstå, hvor lyden kom fra. At kongen havde fangehuller indgik ikke i deres vildeste fantasier. De regnede hverken kongen for grusom eller ond. Faktisk roste de ham ofte ved middagsbordet om aftenen, hans kone sagde:
-Åh, jeg har den mest retfærdige mand i verden.
Desværre begyndte sønnen at få mareridt, om natten havde han nogle mærkelige drømme, hvor han blev kastet i fængsel og gav sig til klage, højt og hjerteskærende. Langsomt blev drømmene stærkere og stærkere og til sidst skete der det, at drøm og virkelighed byttede plads.
Når sønnen var vågen, mærkede han, hvordan slottet var blevet ét, stort fængsel, når han sov åndede alt fred og ro. For at finde ud af, hvor de klagende lyde kom fra, var maurerkongens søn nødt til at stå op om natten for at gennemsøge slottet. Og sådan gik han omkring i månedsvis og blev klogere på sin far. Fordi der var så mange fangehuller, gik der temmelig lang tid, før han havde set alle fangerne, og da han endelig en dag følte, at han nu havde fået et overblik over hele systemet, var der gået knap ti år.
Det var på høje tid at finde tilbage til slottet.
Da sønnen kom tilbage til slottet, var hans far kun blevet endnu mere ond og grusom, og sønnen kunne næsten ikke kende ham igen.
-Hvor er min far? sagde han og så sin far direkte ind i øjnene.
Men hans far svarede ikke. Det kunne han ikke. Der var sket det mærkelige, at han havde skilt sig selv ad i 1000 dele, 1000 dele som var i de 1000 fangehuller. I den situation kunne han ikke tale, ja, det var faktisk så galt fat med ham, at det kun var sønnen (som kendte hele systemet), der kunne redde ham. Der var ikke andet for. Én gang til måtte sønnen gå den lange vej mellem alle fangehullerne, han måtte med sine skridt forbinde de 1000 fangehuller og dermed sin far. Han var nødt til at kortlægge sine skridt. Men hver gang han satte pennen til papiret for at tegne et kort, blev han noget så sørgmodig. Ikke mindst, når han kom til at tænke på sin mor, der gik omkring på slottet som et spøgelse. Det varede lang tid, før han kom tilbage. Faktisk var han så gammel, at han ankom længe efter, at begge forældre var døde.
Kommentarer