Blog
Togtur til Århus
Som forfatter bliver man ofte spurgt, hvordan man bliver inspireret til at skrive. Det er et godt spørgsmål. Lidt à la: Hvordan kommer du i god form? Hvordan plejer du din hud?
For mig er det meget mere kaotisk og grundlæggende end som så. Jeg tror altid, jeg er inspireret (næsten altid). Jeg kan blive inspireret af at læse en bog, men jeg kan også blive inspireret af at se på mennesker.
Tag nu bare den anden dag, da jeg skulle til Århus. I toget sad jeg over for en person, der var mig så gådefuld og interessant, at han fik mig til at føle mig som en rigtig dårlig forfatter. For hvordan skulle jeg nogensinde ramme ham på kornet? Denne mand var skaldet, tydeligvis over-æstet, og om det håndled, hvor der ikke (snydt igen!) sad et dyrt mærkevareur, sad der en grov sølvkæde,og i den sad der en stor, flad sten. Alt ved ham var lærd og på samme tid hjemløst. Han smilede varmt (eller snarere bredt?), var i 50’erne, og hans stil var så ren, at man næsten kunne se ham gøre morgentoilette, dyrke bizar sex med skiftende partnere. Først læste han en bog, hvor den ene side var på engelsk, den modstående side på thailansk. Derefter hev han (naturligvis) en bog om Kierkegaard op. Hans sko og hans taske var af groft læder. Sort, selvfølgelig. Okse, forestiller jeg mig. På et tidspunkt brokkede han sig til personalet over klimaanlægget, og da var det, at jeg opdagede, at han talte dansk med en østeuropæisk accent. Men hvem lærer sig dansk for at tage til Danmark og bitche over et klimaanlæg? Total mystisk, krimigåde. Jeg måtte tage mig sammen for ikke at stirre. Ved siden af denne mand sad der en dame, der var næsten lige så interessant, hendes ansigt var ødelagt og rynket efter et langt liv med røg, det kunne man se langt væk. Hendes blik var vemodigt, som længtes det efter noget afgørende. Måske noget, hun håbede at finde i Århus. På den anden side af gangen sad der en kvinde, der var utrolig smuk, men som havde det helt forkerte tøj på.
Nu ligger det jo ikke til vores kulturkreds at prale, men jeg har faktisk et talent for at klæde andre mennesker på. I mit næste liv vil jeg være personlig shopper for andre mennesker. Jeg er muligvis ikke særlig god til at klæde mig selv på, men andre går det glimrende med. Og det gjorde næsten ondt på mig at sidde ved siden af denne kvinde, der havde en høj, flot, gazelleagtig krop, og som så var klædt den alt for piget på. Åh, hvor skulle jeg lægge bånd på mig selv for ikke at sige noget. Ikke opføre mig som om hun var en karakter i en roman!
Da jeg ankom til banegården i Århus, så jeg en mand med kun ét øje, og han havde ikke klap for det øje, der manglede. Man så lige ind i den tomme øjenhule, der var dækket af noget, der mest af alt lignede hudfarvet stearin. Min Gud, det var uhyggeligt. Så sig ikke at man overhovedet kan tage toget uden at blive inspireret, uden at få lyst til at skrive, uden at blive overfaldet af verden.
Som forfatter bliver man ofte spurgt, hvordan man bliver inspireret til at skrive. Det er et godt spørgsmål. Lidt à la: Hvordan kommer du i god form? Hvordan plejer du din hud?
For mig er det meget mere kaotisk og grundlæggende end som så. Jeg tror altid, jeg er inspireret (næsten altid). Jeg kan blive inspireret af at læse en bog, men jeg kan også blive inspireret af at se på mennesker.
Tag nu bare den anden dag, da jeg skulle til Århus. I toget sad jeg over for en person, der var mig så gådefuld og interessant, at han fik mig til at føle mig som en rigtig dårlig forfatter. For hvordan skulle jeg nogensinde ramme ham på kornet? Denne mand var skaldet, tydeligvis over-æstet, og om det håndled, hvor der ikke (snydt igen!) sad et dyrt mærkevareur, sad der en grov sølvkæde,og i den sad der en stor, flad sten. Alt ved ham var lærd og på samme tid hjemløst. Han smilede varmt (eller snarere bredt?), var i 50’erne, og hans stil var så ren, at man næsten kunne se ham gøre morgentoilette, dyrke bizar sex med skiftende partnere. Først læste han en bog, hvor den ene side var på engelsk, den modstående side på thailansk. Derefter hev han (naturligvis) en bog om Kierkegaard op. Hans sko og hans taske var af groft læder. Sort, selvfølgelig. Okse, forestiller jeg mig. På et tidspunkt brokkede han sig til personalet over klimaanlægget, og da var det, at jeg opdagede, at han talte dansk med en østeuropæisk accent. Men hvem lærer sig dansk for at tage til Danmark og bitche over et klimaanlæg? Total mystisk, krimigåde. Jeg måtte tage mig sammen for ikke at stirre. Ved siden af denne mand sad der en dame, der var næsten lige så interessant, hendes ansigt var ødelagt og rynket efter et langt liv med røg, det kunne man se langt væk. Hendes blik var vemodigt, som længtes det efter noget afgørende. Måske noget, hun håbede at finde i Århus. På den anden side af gangen sad der en kvinde, der var utrolig smuk, men som havde det helt forkerte tøj på.
Nu ligger det jo ikke til vores kulturkreds at prale, men jeg har faktisk et talent for at klæde andre mennesker på. I mit næste liv vil jeg være personlig shopper for andre mennesker. Jeg er muligvis ikke særlig god til at klæde mig selv på, men andre går det glimrende med. Og det gjorde næsten ondt på mig at sidde ved siden af denne kvinde, der havde en høj, flot, gazelleagtig krop, og som så var klædt den alt for piget på. Åh, hvor skulle jeg lægge bånd på mig selv for ikke at sige noget. Ikke opføre mig som om hun var en karakter i en roman!
Da jeg ankom til banegården i Århus, så jeg en mand med kun ét øje, og han havde ikke klap for det øje, der manglede. Man så lige ind i den tomme øjenhule, der var dækket af noget, der mest af alt lignede hudfarvet stearin. Min Gud, det var uhyggeligt. Så sig ikke at man overhovedet kan tage toget uden at blive inspireret, uden at få lyst til at skrive, uden at blive overfaldet af verden.
Kommentarer