Blog
En forfatters figur fortæller
Katrine Marie Guldagers "Ulven" er til debat i DR Romanklubben, og på hendes blog skriver en figur fra romanen sin egen historie.
Af og til sker der det uheld for en forfatter, at han ikke bare selv skriver, men at hans fiktive personer også begynder at skrive. Sådan er det sket for mig i min seneste bog, "Ulven", hvor en af mine figurer bogstavelig talt har fravristet mig mit skriveværktøj, og selv har givet sig til at digte. Det drejer sig selvfølgelig om fortællingens eneste forfatter, nemlig hr. Fink, som er en adelig mand fra Jylland, der er blevet forladt af sin kone, og som nu skamfuldt gemmer sig (og sit knuste hjerte) i Køge. Før hr. Fink flyttede Køge, var han imidlertid på en vild flugt til Spanien, og det var dernede, at hans fantasi fik stof til en lille samling fortællinger, hvor Litteratursiden.dk allerede har bragt den første (nemlig: EN HISTORIE AF HR. FINK: 1000 FANGEHULLER). Her følger den anden historie, nemlig: "1000 DELE"
1000 DELE
Da spanierne stadig sloges med maurerne, var der en spansk soldat, der havde en temmelig bemærkelsesværdig evne, han kunne nemlig skille sig selv ad i 1000 dele. Hvis han ønskede det, kunne han skille hovedet fra kroppen, fingrene fra hånden, han kunne skrue underbenet fra overbenet. Det var ganske nyttigt, når han var i krig. Alle, der så ham i adskilt tilstand, blev vanvittige på et øjeblik.
Ingen kendte soldatens hemmelige våben, og kun hans fjender så det. Derfor steg han støt i graderne, og selv om der nok var nogen, der undrede sig over, at en så lille mand skulle velsignes med så meget krigslykke, så var der ingen, der kunne gøre noget ved det. Med årene blev soldaten udnævnt til kommandant. Han gik slet og ret under navnet El Comandante.
Desværre havde hans evne til at skille sig ad i 1000 dele også en pris. Prisen var, at han var ved at gå i opløsning. Vist var det praktisk at kunne skille sig selv ad i 1000 dele, men efterhånden var hans krop blevet skilt ad så mange gange, at han havde svært ved at sætte sig selv rigtigt sammen igen. Kommandanten blev mere og mere trist til mode. Og til sidst spredte tristheden sig i kroppen som gift.
Hvis han havde haft muligheden, havde han samlet alle sine lemmer sammen og var taget hjem til sin bitre, korsikanske mor. Men nu var han jo kommandant, og han kunne ikke bare forlade hæren. Derfor havde han kun et ønske, og det var at dø. Således besluttede kommandanten sig for at bryde op fra det fort, hvor han havde kommandoen. Han ville ride mod syd. Ned mod de maurere, der endnu ikke havde overgivet sig.
Kommandanten ænsede dårligt nok mængden af soldater og raslende våben bag sig, og hans eneste ønske var at finde nogen, han kunne udfordre til duel. Det var ikke nogen let opgave. Overalt, hvor spanierne vandt frem, var de så overlegne, at fjenden straks overgav sig. På den mindste foranledning trådte de frem og kastede deres kraftige våben i støvet. Kommandanten var desperat. I årevis red han med en særlig trop af nådesløse mænd omkring i det sydlige Spanien.
En dag var kommandanten og hans mænd så heldige at støde ind i en gruppe fjender, der var nøjagtig lige så nådesløse og desperate som dem selv. Det udviklede sig til en lang og bitter stillingskrig.
Flere uger gik, kommandanten ledte stadig efter en modstander, han kunne udfordre til duel. Han havde tænkt meget over det. Det sikreste var, at udfordre et menneske, der ikke havde noget at miste. En menneske, der ikke ville stikke af, men kæmpe til sidste blodsdråbe. Han havde allerede udfordret fjendens leder, men denne havde takket nej. Derfor blev kommandanten meget lettet, da han en dag så en ny mand bag fjendens linier. Der var ikke alene tale om en ung mand, der ikke længere ønskede at leve, der var tale om en ung mand, der var så hadefuld, at der stod røg op fra hans kranie. Fjenden forsikrede, at den unge mand var den mest desperate og frygtindgydende blandt dem. Kommandanten tænkte, at han havde fundet den perfekte modstander.
Desværre forstod kommandanten snart, at han havde taget fejl af den unge mand. Hans had til livet var tilsyneladende ganske forbigående. Kommandanten lå i sit telt og tænkte. Hvis han ville tabe, var han nødt til at give sig selv et handicap. Det sikreste var, hvis han huggede sin højre hånd af.
Da morgenen kom, hvor duellen skulle finde sted, var kommandantens blødninger kun lige standset. Kommandanten havde været ude at gå en lang tur for at tage afsked med sine sidste tanker. Han havde prøvet at forsone sig med alle de kropsdele han i tidernes løb havde skruet, hakket og skåret af.
Nu fremstod han som en hel person i morgenlyset. Han missede mod solen, og vinden tog i hans stinkende skæg. Der var faktisk noget rørende ved ham, som han stod dér. Hans korsikanske mor ville have stukket i et hyl.
Duellen gik i gang.
Den smukke, unge mand havde et beslutsomt drag om munden, men det var tydeligt, at han ikke kunne slås. Hvis kommandanten havde haft lyst, kunne han have dræbt ham på stedet. Nu blev hans store udfordring i stedet at skjule, hvor svag hans modstander var.
Til sidst lykkedes det kommandanten at skabe en situation, hvor han lå ned med sand i øjnene. Den anden skulle ikke gøre andet end at stikke sværdet i hans bryst. Det var en foræring!
Men den smukke, unge mand havde for længst mistet sin beslutsomhed, og pludselig skreg han skingert mod himlen:
-Jeg kan ikke! Jeg kan ikke!
Der blev helt stille blandt tilskuerne. Det var det værste, der kunne ske. Fjendens leder, en langskægget herre med onde øjne, vendte det hvide ud af øjnene og skreg til sin soldat, at han skulle se at få det overstået. Men den unge mand kunne ikke. Han kiggede op mod himlen og kaldte på sin Gud. Til sidst faldt han sammen. Om han så skulle rives i småstykker af ulve, om han så skulle gå i 1000 stykker, han kunne ikke få sig selv til at slå et andet menneske ihjel.
Så ville han hellere dø.
Kommandanten lå på jorden med sand i øjnene og ventede. Han ventede og ventede og mærkede til sidst en frygtelig skuffelse i hele kroppen. Så åbnede han øjnene, og da han igen kunne se noget, trak han den unge mand helt ned til sig og spyttede:
-Hvad fanden er der i vejen, knægt? Hvorfor kan du ikke slå mig ihjel?
Knægten sagde:
-Lad mig være.
Kommandanten var ydmyget. Hvis man ikke engang er værdig nok til at blive slået ihjel, hvad er man så værdig nok til?
Til sidst rejste han sig op, børstede støvet af tøjet og gik tilbage til sine mænd. Stillingskrigen ophørte, kommandanten red videre med sine mænd. De red stadig mod syd, og en aften kom de til et klippefremspring. Kommandanten bad sine mænd vente og gik op på klippen for at tage bestik af situationen. Da han kom derop, kastede han sig ud fra klippen. Han landede lige foran sine mænd som kom farende hen til ham for at se, om han var død. Kommandanten lå med sammenknebne øjne og håbede det bedste. Men så mærkede han nogle trækninger i det ene øje. Det sitrede så irriterende i hans overlæbe. Hvor lidt han end ønskede det, måtte han se det i øjnene. Han var i live.
Katrine Marie Guldagers "Ulven" er til debat i DR Romanklubben, og på hendes blog skriver en figur fra romanen sin egen historie.
Af og til sker der det uheld for en forfatter, at han ikke bare selv skriver, men at hans fiktive personer også begynder at skrive. Sådan er det sket for mig i min seneste bog, "Ulven", hvor en af mine figurer bogstavelig talt har fravristet mig mit skriveværktøj, og selv har givet sig til at digte. Det drejer sig selvfølgelig om fortællingens eneste forfatter, nemlig hr. Fink, som er en adelig mand fra Jylland, der er blevet forladt af sin kone, og som nu skamfuldt gemmer sig (og sit knuste hjerte) i Køge. Før hr. Fink flyttede Køge, var han imidlertid på en vild flugt til Spanien, og det var dernede, at hans fantasi fik stof til en lille samling fortællinger, hvor Litteratursiden.dk allerede har bragt den første (nemlig: EN HISTORIE AF HR. FINK: 1000 FANGEHULLER). Her følger den anden historie, nemlig: "1000 DELE"
1000 DELE
Da spanierne stadig sloges med maurerne, var der en spansk soldat, der havde en temmelig bemærkelsesværdig evne, han kunne nemlig skille sig selv ad i 1000 dele. Hvis han ønskede det, kunne han skille hovedet fra kroppen, fingrene fra hånden, han kunne skrue underbenet fra overbenet. Det var ganske nyttigt, når han var i krig. Alle, der så ham i adskilt tilstand, blev vanvittige på et øjeblik.
Ingen kendte soldatens hemmelige våben, og kun hans fjender så det. Derfor steg han støt i graderne, og selv om der nok var nogen, der undrede sig over, at en så lille mand skulle velsignes med så meget krigslykke, så var der ingen, der kunne gøre noget ved det. Med årene blev soldaten udnævnt til kommandant. Han gik slet og ret under navnet El Comandante.
Desværre havde hans evne til at skille sig ad i 1000 dele også en pris. Prisen var, at han var ved at gå i opløsning. Vist var det praktisk at kunne skille sig selv ad i 1000 dele, men efterhånden var hans krop blevet skilt ad så mange gange, at han havde svært ved at sætte sig selv rigtigt sammen igen. Kommandanten blev mere og mere trist til mode. Og til sidst spredte tristheden sig i kroppen som gift.
Hvis han havde haft muligheden, havde han samlet alle sine lemmer sammen og var taget hjem til sin bitre, korsikanske mor. Men nu var han jo kommandant, og han kunne ikke bare forlade hæren. Derfor havde han kun et ønske, og det var at dø. Således besluttede kommandanten sig for at bryde op fra det fort, hvor han havde kommandoen. Han ville ride mod syd. Ned mod de maurere, der endnu ikke havde overgivet sig.
Kommandanten ænsede dårligt nok mængden af soldater og raslende våben bag sig, og hans eneste ønske var at finde nogen, han kunne udfordre til duel. Det var ikke nogen let opgave. Overalt, hvor spanierne vandt frem, var de så overlegne, at fjenden straks overgav sig. På den mindste foranledning trådte de frem og kastede deres kraftige våben i støvet. Kommandanten var desperat. I årevis red han med en særlig trop af nådesløse mænd omkring i det sydlige Spanien.
En dag var kommandanten og hans mænd så heldige at støde ind i en gruppe fjender, der var nøjagtig lige så nådesløse og desperate som dem selv. Det udviklede sig til en lang og bitter stillingskrig.
Flere uger gik, kommandanten ledte stadig efter en modstander, han kunne udfordre til duel. Han havde tænkt meget over det. Det sikreste var, at udfordre et menneske, der ikke havde noget at miste. En menneske, der ikke ville stikke af, men kæmpe til sidste blodsdråbe. Han havde allerede udfordret fjendens leder, men denne havde takket nej. Derfor blev kommandanten meget lettet, da han en dag så en ny mand bag fjendens linier. Der var ikke alene tale om en ung mand, der ikke længere ønskede at leve, der var tale om en ung mand, der var så hadefuld, at der stod røg op fra hans kranie. Fjenden forsikrede, at den unge mand var den mest desperate og frygtindgydende blandt dem. Kommandanten tænkte, at han havde fundet den perfekte modstander.
Desværre forstod kommandanten snart, at han havde taget fejl af den unge mand. Hans had til livet var tilsyneladende ganske forbigående. Kommandanten lå i sit telt og tænkte. Hvis han ville tabe, var han nødt til at give sig selv et handicap. Det sikreste var, hvis han huggede sin højre hånd af.
Da morgenen kom, hvor duellen skulle finde sted, var kommandantens blødninger kun lige standset. Kommandanten havde været ude at gå en lang tur for at tage afsked med sine sidste tanker. Han havde prøvet at forsone sig med alle de kropsdele han i tidernes løb havde skruet, hakket og skåret af.
Nu fremstod han som en hel person i morgenlyset. Han missede mod solen, og vinden tog i hans stinkende skæg. Der var faktisk noget rørende ved ham, som han stod dér. Hans korsikanske mor ville have stukket i et hyl.
Duellen gik i gang.
Den smukke, unge mand havde et beslutsomt drag om munden, men det var tydeligt, at han ikke kunne slås. Hvis kommandanten havde haft lyst, kunne han have dræbt ham på stedet. Nu blev hans store udfordring i stedet at skjule, hvor svag hans modstander var.
Til sidst lykkedes det kommandanten at skabe en situation, hvor han lå ned med sand i øjnene. Den anden skulle ikke gøre andet end at stikke sværdet i hans bryst. Det var en foræring!
Men den smukke, unge mand havde for længst mistet sin beslutsomhed, og pludselig skreg han skingert mod himlen:
-Jeg kan ikke! Jeg kan ikke!
Der blev helt stille blandt tilskuerne. Det var det værste, der kunne ske. Fjendens leder, en langskægget herre med onde øjne, vendte det hvide ud af øjnene og skreg til sin soldat, at han skulle se at få det overstået. Men den unge mand kunne ikke. Han kiggede op mod himlen og kaldte på sin Gud. Til sidst faldt han sammen. Om han så skulle rives i småstykker af ulve, om han så skulle gå i 1000 stykker, han kunne ikke få sig selv til at slå et andet menneske ihjel.
Så ville han hellere dø.
Kommandanten lå på jorden med sand i øjnene og ventede. Han ventede og ventede og mærkede til sidst en frygtelig skuffelse i hele kroppen. Så åbnede han øjnene, og da han igen kunne se noget, trak han den unge mand helt ned til sig og spyttede:
-Hvad fanden er der i vejen, knægt? Hvorfor kan du ikke slå mig ihjel?
Knægten sagde:
-Lad mig være.
Kommandanten var ydmyget. Hvis man ikke engang er værdig nok til at blive slået ihjel, hvad er man så værdig nok til?
Til sidst rejste han sig op, børstede støvet af tøjet og gik tilbage til sine mænd. Stillingskrigen ophørte, kommandanten red videre med sine mænd. De red stadig mod syd, og en aften kom de til et klippefremspring. Kommandanten bad sine mænd vente og gik op på klippen for at tage bestik af situationen. Da han kom derop, kastede han sig ud fra klippen. Han landede lige foran sine mænd som kom farende hen til ham for at se, om han var død. Kommandanten lå med sammenknebne øjne og håbede det bedste. Men så mærkede han nogle trækninger i det ene øje. Det sitrede så irriterende i hans overlæbe. Hvor lidt han end ønskede det, måtte han se det i øjnene. Han var i live.
Kommentarer