Jeg vil ønske alle her på litteratursiden en rigtig glædelig jul og et godt nytår og sige tak for tiden som ambassadør med denne lille julehistorie, skrevet af mig, selvfølgelig.
Jul i juli
Som forfatter er jeg i den ekstrem heldige situation, at jeg får mange bøger tilsendt, fra kolleager og mit forlag, som jeg ønsker mig. Men jeg kan stadig huske årene fra jeg var 10 år og indtil jeg debuterede som 24 årig, hvor jeg kun ønskede mig bøger til jul. Jeg ved ikke, hvorfor nogen synes, bøger er kedelige at give, bøger er det bedste. Stemningen i mine forældres hus ved Buresø første juledag, hvor jeg sad inde i stuen foran brændeovnen og forsvandt ind i det univers, bogen åbnede for mig. Jeg kunne nå at læse en hel bog på første juledag.
En forfatter har mange bøger. Jeg har i hvert fald. De fylder det største rum i min lejlighed. Det rum kalder jeg biblioteket. Alle fire vægge er dækket af reoler fra gulv til loft. Reoler, der er fyldt op med bøger. Jeg kan godt lide at gå rundt i det rum, tage en bog ud, læse lidt i den igen, huske en sætning, et billede, tænke, nåh, ja, det er sådan den roman starter. I går tænkte jeg, om generationerne efter mig vil have et bibliotek. Om det er en slags museum, jeg egentlig har skabt.
Forfatterambassadør Dy Plambeck blogger om november og Copenhagen Dox - en festival for dokumentarfilm.
Jeg er blevet bedt om at være ambassadør for Litteratursiden og vil i det her vidunderlige overflødighedshorn af anmeldelser og artikler berette om, hvad jeg laver, når jeg ikke skriver.
Jeg er lige kommet hjem fra Helmand-provinsen i Afghanistan, fra en ørken fuld af soldater, sol, støv, skud, savn og rød saftevand. Og krig og kage. Og en afghansk oberst, der hed Shawali og elskede lyserøde roser. Midt i ørknen dyrkede han en lille have med fedt frodigt græs og violette snerler, der blomstrede op af væggene.
