Blog
Mit bibliotek
En forfatter har mange bøger. Jeg har i hvert fald. De fylder det største rum i min lejlighed. Det rum kalder jeg biblioteket. Alle fire vægge er dækket af reoler fra gulv til loft. Reoler, der er fyldt op med bøger. Jeg kan godt lide at gå rundt i det rum, tage en bog ud, læse lidt i den igen, huske en sætning, et billede, tænke, nåh, ja, det er sådan den roman starter. I går tænkte jeg, om generationerne efter mig vil have et bibliotek. Om det er en slags museum, jeg egentlig har skabt. Om kommende generationer vil ryste på hovedet af det og helt bogstaveligt udvikle allergi mod bogstøv, fordi de digitale medier, e-bogen vil blive dét, de vil vokse op med.
Der er bøger, jeg bliver ved med at vende tilbage til, og som jeg vil anbefale alle at læse, forfattere, jeg ikke kan slippe. Jeg kan ikke blive færdig med J.P Jacobsen og Herman Bang. Begge de forfattere var med til at åbne mine øjne for litteraturen. Da jeg gik i gymnasiet ønskede jeg ikke andet, end at Herman Bang ikke var homoseksuel og død i 1800-tallet, så ville jeg gifte mig med ham. Starten på Mogens, en novelle af J. P Jacobsen, er fuldstændig fantastisk, så moderne. Nærmest filmisk. Og Jacobsens insisteren på naturen, ikke som noget symbolsk, men som noget væsentligt, der er. Wow.
Og så er der Masters Letters af den amerikanske digterinde Emily Dickinson. Tre kærlighedsbreve/digte. De er noget af det mest poetiske og smukke, jeg i mit liv har læst, og jeg har læst dem hundrede gange. Også fordi de er uendelige i deres univers på en måde. Jeg kan blive ved med at finde nye ting i dem.
Når jeg løber tør for sprog i mit eget, så læser jeg Virginia Woolf, "Mrs Dalloway" bør alle læse og "Til fyret", to romaner, der er fyldt med øjeblikke, sådan som livet er, en strøm af øjeblikke og sansninger og stemninger og replikker. Det er en strøm af liv og sprog at læse. For mig er det et sprog, der avler sprog.
Jeg er på en måde lidt forelsket i den finske forfatter Pentti Saarikoski (selv om han også er død). Han er vidunderlig vild. Skriver som han drikker: fuldstændig uden mådehold. Uden at tage hensyn til nogen eller noget. Han springer fra det ene til det andet i et afsnit, ja, i én sætning. Det er stærk og meget livsbekræftende og humoristisk.
Tove Ditlevsen er selvfølgelig også i mit bibliotek. Nogle af hendes første digte, selv om de er gennemtærskede og man næsten ikke kan læse dem længere, uden at høre Anne Linnets stemme, så giver et digt som "Blinkende lygter" mig stadig gåsehud. Og "Erkendelse". Stærkest er Tove Ditlevsens seneste prosa, synes jeg, erindringsromanen Gift og romanen Vilhelms værelse.
Bare lidt anbefalinger fra mit personlige bibliotek til jeres uge.
En forfatter har mange bøger. Jeg har i hvert fald. De fylder det største rum i min lejlighed. Det rum kalder jeg biblioteket. Alle fire vægge er dækket af reoler fra gulv til loft. Reoler, der er fyldt op med bøger. Jeg kan godt lide at gå rundt i det rum, tage en bog ud, læse lidt i den igen, huske en sætning, et billede, tænke, nåh, ja, det er sådan den roman starter. I går tænkte jeg, om generationerne efter mig vil have et bibliotek. Om det er en slags museum, jeg egentlig har skabt. Om kommende generationer vil ryste på hovedet af det og helt bogstaveligt udvikle allergi mod bogstøv, fordi de digitale medier, e-bogen vil blive dét, de vil vokse op med.
Der er bøger, jeg bliver ved med at vende tilbage til, og som jeg vil anbefale alle at læse, forfattere, jeg ikke kan slippe. Jeg kan ikke blive færdig med J.P Jacobsen og Herman Bang. Begge de forfattere var med til at åbne mine øjne for litteraturen. Da jeg gik i gymnasiet ønskede jeg ikke andet, end at Herman Bang ikke var homoseksuel og død i 1800-tallet, så ville jeg gifte mig med ham. Starten på Mogens, en novelle af J. P Jacobsen, er fuldstændig fantastisk, så moderne. Nærmest filmisk. Og Jacobsens insisteren på naturen, ikke som noget symbolsk, men som noget væsentligt, der er. Wow.
Og så er der Masters Letters af den amerikanske digterinde Emily Dickinson. Tre kærlighedsbreve/digte. De er noget af det mest poetiske og smukke, jeg i mit liv har læst, og jeg har læst dem hundrede gange. Også fordi de er uendelige i deres univers på en måde. Jeg kan blive ved med at finde nye ting i dem.
Når jeg løber tør for sprog i mit eget, så læser jeg Virginia Woolf, "Mrs Dalloway" bør alle læse og "Til fyret", to romaner, der er fyldt med øjeblikke, sådan som livet er, en strøm af øjeblikke og sansninger og stemninger og replikker. Det er en strøm af liv og sprog at læse. For mig er det et sprog, der avler sprog.
Jeg er på en måde lidt forelsket i den finske forfatter Pentti Saarikoski (selv om han også er død). Han er vidunderlig vild. Skriver som han drikker: fuldstændig uden mådehold. Uden at tage hensyn til nogen eller noget. Han springer fra det ene til det andet i et afsnit, ja, i én sætning. Det er stærk og meget livsbekræftende og humoristisk.
Tove Ditlevsen er selvfølgelig også i mit bibliotek. Nogle af hendes første digte, selv om de er gennemtærskede og man næsten ikke kan læse dem længere, uden at høre Anne Linnets stemme, så giver et digt som "Blinkende lygter" mig stadig gåsehud. Og "Erkendelse". Stærkest er Tove Ditlevsens seneste prosa, synes jeg, erindringsromanen Gift og romanen Vilhelms værelse.
Bare lidt anbefalinger fra mit personlige bibliotek til jeres uge.
Kommentarer