Blog
Ambassadørens første blog
Jeg er blevet bedt om at være ambassadør for Litteratursiden og vil i det her vidunderlige overflødighedshorn af anmeldelser og artikler berette om, hvad jeg laver, når jeg ikke skriver.
Jeg er lige kommet hjem fra Helmand-provinsen i Afghanistan, fra en ørken fuld af soldater, sol, støv, skud, savn og rød saftevand. Og krig og kage. Og en afghansk oberst, der hed Shawali og elskede lyserøde roser. Midt i ørknen dyrkede han en lille have med fedt frodigt græs og violette snerler, der blomstrede op af væggene.
Jeg var på besøg hos de danske styrker i Camp Bastion og Mob Price. Vi kørte ud på patrulje og mødte to unge politibetjente, begge atten år. Det er dem på billedet. Fra skuldrene og ned lignede de små drenge, ikke mere end ni år, hulryggede med deres spinkle arme og ben, men deres ansigter var stærkt rynket og markeret med skarpe træk og et tungt blik. De lignede to børn, der var blevet overfaldet af alderdom. Tag mig med til Danmark, sagde den ene til mig. Jeg så fundamental fattigdom. Og en krigstræthed i landet. Om natten vækkede lyden af mortergranater mig.
Før jeg tog af sted, sagde min far til mig: ”Hvis du tager til Afghanistan, så fortæller du mig først, hvor du har gemt dine penge. Hvis du nu dør.” Han begyndte at gå rundt i min lejlighed og åbne skabene. ”Hvor har du gemt dem?” sagde han. ”I banken,” sagde jeg. ”I banken,” sagde min far og tog hånden op til hovedet og rystede det.
Jeg læste flere bøger om krigen i Afghanistan før min afrejse. En af de bedste, synes jeg, var ”Krigens ansigt” af Sven Arvid Birkeland. Den er bygget op af stribevis af interviews med soldater, psykologer, sociologer, pårørende osv. Den er barsk. Den skåner ingen. Det kan jeg godt lide. For samtidig er den på en mærkelig måde rørende, sært livsbekræftende. Den kan jeg varmt anbefale.
Jeg har rejst meget siden, jeg var nitten år og blev færdig med gymnasiet, til Afrika, Asien, Mellemøsten, USA, Sydamerika osv. At rejse avler et sprog i mig. Jeg tror, jeg rejser for at skrive. Ikke for at skrive om mine rejser nødvendigvis, men der ligger noget i bevægelsen væk, det at stå et sted i verden og ikke vide, hvordan håndvasken fungerer (hvis der overhovedet er en håndvask). At se så meget og ligesom få mine øjne fyldt op, det skaber et liv i mig, et blik, jeg skriver på senere hen. I de seneste år fra omkring 2007 har jeg rejst en del for aviser og skrevet reportager fra mine rejser, særligt for Weekendavisen. Det var også dem, jeg var i Afghanistan for. Den første af mine reportager kan læses i avisen i denne uge. Den næste reportage kommer i avisen på fredag d. 2 november.
Jeg er blevet bedt om at være ambassadør for Litteratursiden og vil i det her vidunderlige overflødighedshorn af anmeldelser og artikler berette om, hvad jeg laver, når jeg ikke skriver.
Jeg er lige kommet hjem fra Helmand-provinsen i Afghanistan, fra en ørken fuld af soldater, sol, støv, skud, savn og rød saftevand. Og krig og kage. Og en afghansk oberst, der hed Shawali og elskede lyserøde roser. Midt i ørknen dyrkede han en lille have med fedt frodigt græs og violette snerler, der blomstrede op af væggene.
Jeg var på besøg hos de danske styrker i Camp Bastion og Mob Price. Vi kørte ud på patrulje og mødte to unge politibetjente, begge atten år. Det er dem på billedet. Fra skuldrene og ned lignede de små drenge, ikke mere end ni år, hulryggede med deres spinkle arme og ben, men deres ansigter var stærkt rynket og markeret med skarpe træk og et tungt blik. De lignede to børn, der var blevet overfaldet af alderdom. Tag mig med til Danmark, sagde den ene til mig. Jeg så fundamental fattigdom. Og en krigstræthed i landet. Om natten vækkede lyden af mortergranater mig.
Før jeg tog af sted, sagde min far til mig: ”Hvis du tager til Afghanistan, så fortæller du mig først, hvor du har gemt dine penge. Hvis du nu dør.” Han begyndte at gå rundt i min lejlighed og åbne skabene. ”Hvor har du gemt dem?” sagde han. ”I banken,” sagde jeg. ”I banken,” sagde min far og tog hånden op til hovedet og rystede det.
Jeg læste flere bøger om krigen i Afghanistan før min afrejse. En af de bedste, synes jeg, var ”Krigens ansigt” af Sven Arvid Birkeland. Den er bygget op af stribevis af interviews med soldater, psykologer, sociologer, pårørende osv. Den er barsk. Den skåner ingen. Det kan jeg godt lide. For samtidig er den på en mærkelig måde rørende, sært livsbekræftende. Den kan jeg varmt anbefale.
Jeg har rejst meget siden, jeg var nitten år og blev færdig med gymnasiet, til Afrika, Asien, Mellemøsten, USA, Sydamerika osv. At rejse avler et sprog i mig. Jeg tror, jeg rejser for at skrive. Ikke for at skrive om mine rejser nødvendigvis, men der ligger noget i bevægelsen væk, det at stå et sted i verden og ikke vide, hvordan håndvasken fungerer (hvis der overhovedet er en håndvask). At se så meget og ligesom få mine øjne fyldt op, det skaber et liv i mig, et blik, jeg skriver på senere hen. I de seneste år fra omkring 2007 har jeg rejst en del for aviser og skrevet reportager fra mine rejser, særligt for Weekendavisen. Det var også dem, jeg var i Afghanistan for. Den første af mine reportager kan læses i avisen i denne uge. Den næste reportage kommer i avisen på fredag d. 2 november.
Kommentarer