Blog
Jul i juli
Jeg vil ønske alle her på litteratursiden en rigtig glædelig jul og et godt nytår og sige tak for tiden som ambassadør med denne lille julehistorie, skrevet af mig, selvfølgelig.
Jul i juli
Min onkel Jørn var julemand. I hans stue hang et diplom i en skifteramme på væggen ved siden af amagerhylden og indrammede familiefotos. ”Julemand Jørn trofast tjeneste i femogtyve år,” stod der på diplomet. Det var udstedt af Dansk Julemands Laug. Jørn deltog i Julemændenes Verdenskongres i årevis, og et år var jeg med, det var i 1987, jeg var syv år, og skulle være musebarn i optoget.
Verdenskongressen løb af stablen på Bakken, det var juli, hedebølge, kronerne på bøgetræerne i Dyrehaven lignede overfyldte gammeldags vaffelis. Jørn var koordinator for de børn, der skulle skifte fra muse til rottekostume i optoget. Han gik ved siden af mig. Året før havde han ellers gået forrest ved siden af oldermanden fra Santa Claus i Grønland. Det var en ære. Oldermanden var klædt i en kopi af pavens tøj bortset fra, at oldermandens tøj var rødt med en hvid plyskant. Alligevel var ligheden usædvanlig. Der var flere af tilskuerne, der råbte: Se, der går paven!
Efter oldermanden gik julemændene over femhundrede år, så dem under femhundrede år og bag dem nissekoner og nissebørn. Så kom muse og rottebørnene og efter dem det tyvemandsstore blæserorkester og rensdyrene, voksne mænd i tætsiddende brune dragter med bjælder om halsen. Allerbagerst havde de, der hældte mere til den alternative side, fået en plads. Dem, der var mødt op i en blå julemandsdragt, med bare tæer eller malet sorte i hovedet, fordi de insisterede på, at julemanden var afrikaner.
Efter optoget blev julemændenes olympiske lege holdt. Skorstensklatring og nissegolf, sækkekast og grydeskefægtning. Min onkel Jørn havde haft julehop-rekorden tre år i træk. Jeg svedte i mit musekostume, mens min onkel Jørn og de andre julemænd over femhundrede år sad på hver deres træstamme med indgraverede navne ved siden af Spøgelsestoget og diskuterede grydeskeers størrelse, beskatning af julegaver og datoen for årets juleaften. Duften af nybagte pebernødder og lyden af bjældeklang, nissesang og radiobilerne, der stødte mod hinanden, bredte sig over Bakken.
Jeg sad i skyggen under et træ, hvor bladene hang og sov og tænkte på en blæst, en storm, der ville rive rutschebanens træværk i stykker og få isflagene til at tage flugten, men luften var stille, og varmen tung. Jeg så på julemændene. De var kommet fra hele verden: Grønland, Sverige, Norge, England, USA, Spanien og også en enkelt én fra Kina. Ham kastede de andre julemænd lange blikke efter. Også min onkel Jørn. Han kom hen til mig under træet og skubbede til mig. Se ham kineseren! sagde han, sikken en dragt! Jørn havde ret. Kineserens julemandstøj havde klasse. Han havde store buskede øjenbryn af ægte hår og skræddersyet overtræksstøvler. En dragt af fløjl med broderede mønstre af én tråd.
Misundelsen hang i de andre julemænds ansigter, tungt, som grenene fra en hængebøg, over kineserens tøj, hans ægte skæg og autentiske træsko. Flere gange under julemændenes olympiske lege stoppede min onkel Jørn op, rystede på hovedet og sagde for sig selv: Nej, Jørn, nej den kineser er ikke en rigtig julemand! Så smuk var han. Han er verdens smukkeste julemand, sagde Jørn og oldermanden gav ham ret. En hel gruppe af julemænd stod og så efter kineseren, da han gik forbi dem, og de så ned ad sig selv, så sig selv udefra, hvordan de falmede i den skarpe eftermiddagssol, hvor kunstige de så ud, klædt i polyester og parykker.
Det eneste, kineseren manglede, var julemandsstørrelsen fra naturens side. Det blev der snakket om blandt julemændene. Flere af dem gned sig i hænderne og grinede. Det var ikke sådan at se bort fra, størrelsen, sagde min onkel Jørn, den var helt håbløs, det var tydeligt for enhver. Jeg kunne godt se det. Kineserens vom var perfekt. Han havde en enestående og troværdig substitutmave, men alligevel var der noget med hans drøjde, tykkelsen af hans knogler, den måde hans dragt hang på ham på. Den kunne ikke undgå at afsløre, hvor lille han var inde bagved. Faktisk fik den ham til at se endnu tyndere ud, end han var i virkeligheden. Hans højde var det helt galt med. Han ragede ikke op over os musebørn. Flaget, Kinas flag, som han bar rundt på gjorde det ikke bedre. Et kommunistisk flag, der blafrede midt mellem nissebørn, grantræer, rensdyr og kaner.
Det store kolde julefrokostbord blev serveret på Bakkens Perle, da julemændenes olympiske lege var forbi. Gammeldags marinerede sild, karrysild, æg med rejer, laks, frikadeller med surt, en and stoppet ud med svesker, flæskesteg med rødkål. Vi sad i gårdhaven og spiste, julemænd, nisser, musebørn og Pjerrot. Rundt om os blomstrede bonderoserne. Der var et brunkagehus og æbleskiver, en julemand, der spillede på ske, et grantræ pyntet med røde glaskugler.
Jeg sad ved siden af min onkel Jørn og spiste flæskesteg og brun sovs i mit musekostume. Jørn sad overfor kineseren ved bordet. En samtale var i gang mellem dem, de skålede i snaps og snakkede om, hvordan man fejrede jul i Kina. Der var det vigtigt at have en fræk aftale juleaften. Jesus og julemænd var det så om så med, en romantisk date var det kineserne gik op i. Kærlighedshotellerne var booket flere måneder i forvejen. Kineserne knaldede. De spiste traditionel kinesisk mad serveret af tjenere iført nissehuer og træsko og knaldede.
Varmen lagde sig om mig i gårdhaven. Den trak sig ned over mig fra skuldrene og ned over brystet. Svedperlerne gled fra min pande ned på min tallerken og blandede sig med fedtperlerne fra sovsen. Det var umuligt at få flæskestegen ned, rødkålen og skysovsen i den bagende hede. Agurkesalaten var stort set flydt ud. Pludselig sprang min onkel Jørn op, snapsefuld, og slog en knytnæve i ansigtet på kineseren, så han tippede bagover på stolen. Blodet løb ud af hans næse og mund og ned over julemandsdragten som en å, der pludselig forgrener sig. De røde farver gled ind i hinanden, det mørkerøde blod blandede sig med den skarlagensrøde julemandsdragt.
Alle så på mig, en uendelig række af julemænd, nisser, rensdyr og rottebørn, mens stilheden bredte sig i Bakkens Perle. Alle var ligesom frosset fast i deres bevægelser. Jeg mærkede skammen stige op gennem min krop, fra fødderne og op til tindingerne, skammen over mig selv, et simpelt musebarn og min onkel Jørn, der råbte, at for ham var det i orden, at kineseren var den smukkeste julemand, det var i orden, at han viftede med det kommunistiske flag under optoget, men han skulle saksusme have terminologien på plads. Han skulle ikke sidde og sige til ham, at julemanden var far til Jesus.
Jeg vil ønske alle her på litteratursiden en rigtig glædelig jul og et godt nytår og sige tak for tiden som ambassadør med denne lille julehistorie, skrevet af mig, selvfølgelig.
Jul i juli
Min onkel Jørn var julemand. I hans stue hang et diplom i en skifteramme på væggen ved siden af amagerhylden og indrammede familiefotos. ”Julemand Jørn trofast tjeneste i femogtyve år,” stod der på diplomet. Det var udstedt af Dansk Julemands Laug. Jørn deltog i Julemændenes Verdenskongres i årevis, og et år var jeg med, det var i 1987, jeg var syv år, og skulle være musebarn i optoget.
Verdenskongressen løb af stablen på Bakken, det var juli, hedebølge, kronerne på bøgetræerne i Dyrehaven lignede overfyldte gammeldags vaffelis. Jørn var koordinator for de børn, der skulle skifte fra muse til rottekostume i optoget. Han gik ved siden af mig. Året før havde han ellers gået forrest ved siden af oldermanden fra Santa Claus i Grønland. Det var en ære. Oldermanden var klædt i en kopi af pavens tøj bortset fra, at oldermandens tøj var rødt med en hvid plyskant. Alligevel var ligheden usædvanlig. Der var flere af tilskuerne, der råbte: Se, der går paven!
Efter oldermanden gik julemændene over femhundrede år, så dem under femhundrede år og bag dem nissekoner og nissebørn. Så kom muse og rottebørnene og efter dem det tyvemandsstore blæserorkester og rensdyrene, voksne mænd i tætsiddende brune dragter med bjælder om halsen. Allerbagerst havde de, der hældte mere til den alternative side, fået en plads. Dem, der var mødt op i en blå julemandsdragt, med bare tæer eller malet sorte i hovedet, fordi de insisterede på, at julemanden var afrikaner.
Efter optoget blev julemændenes olympiske lege holdt. Skorstensklatring og nissegolf, sækkekast og grydeskefægtning. Min onkel Jørn havde haft julehop-rekorden tre år i træk. Jeg svedte i mit musekostume, mens min onkel Jørn og de andre julemænd over femhundrede år sad på hver deres træstamme med indgraverede navne ved siden af Spøgelsestoget og diskuterede grydeskeers størrelse, beskatning af julegaver og datoen for årets juleaften. Duften af nybagte pebernødder og lyden af bjældeklang, nissesang og radiobilerne, der stødte mod hinanden, bredte sig over Bakken.
Jeg sad i skyggen under et træ, hvor bladene hang og sov og tænkte på en blæst, en storm, der ville rive rutschebanens træværk i stykker og få isflagene til at tage flugten, men luften var stille, og varmen tung. Jeg så på julemændene. De var kommet fra hele verden: Grønland, Sverige, Norge, England, USA, Spanien og også en enkelt én fra Kina. Ham kastede de andre julemænd lange blikke efter. Også min onkel Jørn. Han kom hen til mig under træet og skubbede til mig. Se ham kineseren! sagde han, sikken en dragt! Jørn havde ret. Kineserens julemandstøj havde klasse. Han havde store buskede øjenbryn af ægte hår og skræddersyet overtræksstøvler. En dragt af fløjl med broderede mønstre af én tråd.
Misundelsen hang i de andre julemænds ansigter, tungt, som grenene fra en hængebøg, over kineserens tøj, hans ægte skæg og autentiske træsko. Flere gange under julemændenes olympiske lege stoppede min onkel Jørn op, rystede på hovedet og sagde for sig selv: Nej, Jørn, nej den kineser er ikke en rigtig julemand! Så smuk var han. Han er verdens smukkeste julemand, sagde Jørn og oldermanden gav ham ret. En hel gruppe af julemænd stod og så efter kineseren, da han gik forbi dem, og de så ned ad sig selv, så sig selv udefra, hvordan de falmede i den skarpe eftermiddagssol, hvor kunstige de så ud, klædt i polyester og parykker.
Det eneste, kineseren manglede, var julemandsstørrelsen fra naturens side. Det blev der snakket om blandt julemændene. Flere af dem gned sig i hænderne og grinede. Det var ikke sådan at se bort fra, størrelsen, sagde min onkel Jørn, den var helt håbløs, det var tydeligt for enhver. Jeg kunne godt se det. Kineserens vom var perfekt. Han havde en enestående og troværdig substitutmave, men alligevel var der noget med hans drøjde, tykkelsen af hans knogler, den måde hans dragt hang på ham på. Den kunne ikke undgå at afsløre, hvor lille han var inde bagved. Faktisk fik den ham til at se endnu tyndere ud, end han var i virkeligheden. Hans højde var det helt galt med. Han ragede ikke op over os musebørn. Flaget, Kinas flag, som han bar rundt på gjorde det ikke bedre. Et kommunistisk flag, der blafrede midt mellem nissebørn, grantræer, rensdyr og kaner.
Det store kolde julefrokostbord blev serveret på Bakkens Perle, da julemændenes olympiske lege var forbi. Gammeldags marinerede sild, karrysild, æg med rejer, laks, frikadeller med surt, en and stoppet ud med svesker, flæskesteg med rødkål. Vi sad i gårdhaven og spiste, julemænd, nisser, musebørn og Pjerrot. Rundt om os blomstrede bonderoserne. Der var et brunkagehus og æbleskiver, en julemand, der spillede på ske, et grantræ pyntet med røde glaskugler.
Jeg sad ved siden af min onkel Jørn og spiste flæskesteg og brun sovs i mit musekostume. Jørn sad overfor kineseren ved bordet. En samtale var i gang mellem dem, de skålede i snaps og snakkede om, hvordan man fejrede jul i Kina. Der var det vigtigt at have en fræk aftale juleaften. Jesus og julemænd var det så om så med, en romantisk date var det kineserne gik op i. Kærlighedshotellerne var booket flere måneder i forvejen. Kineserne knaldede. De spiste traditionel kinesisk mad serveret af tjenere iført nissehuer og træsko og knaldede.
Varmen lagde sig om mig i gårdhaven. Den trak sig ned over mig fra skuldrene og ned over brystet. Svedperlerne gled fra min pande ned på min tallerken og blandede sig med fedtperlerne fra sovsen. Det var umuligt at få flæskestegen ned, rødkålen og skysovsen i den bagende hede. Agurkesalaten var stort set flydt ud. Pludselig sprang min onkel Jørn op, snapsefuld, og slog en knytnæve i ansigtet på kineseren, så han tippede bagover på stolen. Blodet løb ud af hans næse og mund og ned over julemandsdragten som en å, der pludselig forgrener sig. De røde farver gled ind i hinanden, det mørkerøde blod blandede sig med den skarlagensrøde julemandsdragt.
Alle så på mig, en uendelig række af julemænd, nisser, rensdyr og rottebørn, mens stilheden bredte sig i Bakkens Perle. Alle var ligesom frosset fast i deres bevægelser. Jeg mærkede skammen stige op gennem min krop, fra fødderne og op til tindingerne, skammen over mig selv, et simpelt musebarn og min onkel Jørn, der råbte, at for ham var det i orden, at kineseren var den smukkeste julemand, det var i orden, at han viftede med det kommunistiske flag under optoget, men han skulle saksusme have terminologien på plads. Han skulle ikke sidde og sige til ham, at julemanden var far til Jesus.
Kommentarer