Blog
En vej til Hald
Det er som altid en fantastisk god fornemmelse at komme på Hald for at skrive. Denne gang kan jeg fordybe mig i to uger med arbejdet på ny roman. Dyb ro og en helt særlig glæde, er altid det første jeg mærker, når jeg rammer den skrånende vej der fører ned mod bygningerne. Stemning af noget meget forankret, genkendeligt og samtidig så inspirerende til kreativitet og nyskabelse, at tiden til jeg endelig når frem, består af lutter forventningens glæde.
Jeg har gjort mig mange overvejelser om, førhen, hvad det var der gjorde, at jeg har et grundlæggende behov for at skifte univers. Og vejen til Hald blev med mange omveje. Nu er det til gengæld lige så vigtigt et sted for mig, som jeg har erfaret, at det også er for rigtig mange andre kunstnere. Vi er alle forskellige, så jeg kan kun tale ud fra mig selv og min egen erfaring.
De første mange år troede jeg bare, jeg var blevet mærkelig et sted under min opvækst. Jeg var nok blevet rodløs af en opvækst i et hjem med ”åbne vinduer” mod verden udenfor, med en dansk far, en tysk mor og selv født i Norge. Tre sprog, rejser mellem tre lande. Prægning af tre kulturer med alt – lige fra adfærd til mad og sprog.
I dag ved jeg, at det var en gave, og når det kunne føles så svært, var det måske bare fordi, at dem jeg senere kom i fællesskab med, ikke havde den samme baggrund. I det der blev mit primære hjemland, Danmark, var der, i hvert fald dengang, en kultur, hvor det at kunne dokumentere, at man var i stand til at kunne arbejde det samme sted, være gift med den samme person og bo det samme sted i mange år, det samme som duelighedsbevis på god og stabil personkarakter. Uanset hvordan man så end havde det med det, man var havnet i. Jeg dumpede flot i alle tre discipliner i indtil flere gange. For mig kom trangen til at blive udfordret ,og hvornår det var tid for næste trin på stigen, altid på tværs af de eksisterende krav om stabilitet og gang ad snorlige veje.
Det tog mig en del år at nå frem til, at jeg ikke er ustabil, flyvsk og sær. Jeg er bare kreativ, undrende, med stærk sans og har trang til at udtrykke mig via disse faktorer, lige som jeg er videbegærlig med behov for at blive udfordret. Min opvækst gjorde mig ikke rodløs. Den gav mig tværtimod en evne til at søge mod åbne vinduer og døre – se både udad og indad, mod steder, hvor jeg kan være – uden at skulle være en hel masse andet. Jeg er jo bare forfatter.
På Hald kan jeg tilmed netværke med, spejle mig i og være i indforstået samtale med ligesindede, når jeg ønsker det. Jeg kan være alene, uden at føle mig ensom. Jeg magter i særlig grad at være i mine følelser, når jeg skriver på dette sted, fordi jeg ikke skal bruge energi på så meget andet. Jeg kan lægge tvivlen til side og skrive løs.
Det er som altid en fantastisk god fornemmelse at komme på Hald for at skrive. Denne gang kan jeg fordybe mig i to uger med arbejdet på ny roman. Dyb ro og en helt særlig glæde, er altid det første jeg mærker, når jeg rammer den skrånende vej der fører ned mod bygningerne. Stemning af noget meget forankret, genkendeligt og samtidig så inspirerende til kreativitet og nyskabelse, at tiden til jeg endelig når frem, består af lutter forventningens glæde.
Jeg har gjort mig mange overvejelser om, førhen, hvad det var der gjorde, at jeg har et grundlæggende behov for at skifte univers. Og vejen til Hald blev med mange omveje. Nu er det til gengæld lige så vigtigt et sted for mig, som jeg har erfaret, at det også er for rigtig mange andre kunstnere. Vi er alle forskellige, så jeg kan kun tale ud fra mig selv og min egen erfaring.
De første mange år troede jeg bare, jeg var blevet mærkelig et sted under min opvækst. Jeg var nok blevet rodløs af en opvækst i et hjem med ”åbne vinduer” mod verden udenfor, med en dansk far, en tysk mor og selv født i Norge. Tre sprog, rejser mellem tre lande. Prægning af tre kulturer med alt – lige fra adfærd til mad og sprog.
I dag ved jeg, at det var en gave, og når det kunne føles så svært, var det måske bare fordi, at dem jeg senere kom i fællesskab med, ikke havde den samme baggrund. I det der blev mit primære hjemland, Danmark, var der, i hvert fald dengang, en kultur, hvor det at kunne dokumentere, at man var i stand til at kunne arbejde det samme sted, være gift med den samme person og bo det samme sted i mange år, det samme som duelighedsbevis på god og stabil personkarakter. Uanset hvordan man så end havde det med det, man var havnet i. Jeg dumpede flot i alle tre discipliner i indtil flere gange. For mig kom trangen til at blive udfordret ,og hvornår det var tid for næste trin på stigen, altid på tværs af de eksisterende krav om stabilitet og gang ad snorlige veje.
Det tog mig en del år at nå frem til, at jeg ikke er ustabil, flyvsk og sær. Jeg er bare kreativ, undrende, med stærk sans og har trang til at udtrykke mig via disse faktorer, lige som jeg er videbegærlig med behov for at blive udfordret. Min opvækst gjorde mig ikke rodløs. Den gav mig tværtimod en evne til at søge mod åbne vinduer og døre – se både udad og indad, mod steder, hvor jeg kan være – uden at skulle være en hel masse andet. Jeg er jo bare forfatter.
På Hald kan jeg tilmed netværke med, spejle mig i og være i indforstået samtale med ligesindede, når jeg ønsker det. Jeg kan være alene, uden at føle mig ensom. Jeg magter i særlig grad at være i mine følelser, når jeg skriver på dette sted, fordi jeg ikke skal bruge energi på så meget andet. Jeg kan lægge tvivlen til side og skrive løs.
Kommentarer