Mimosa

Digtsamlingen om et jeg i udvikling udmærker sig i skildringen af, hvor let mennesket kan gå fra kærlighed til had.

’Mimosa’ kan betyde flere forskellige ting; det kan fx være en drink eller en plante. Den tvetydighed, der er til stede i titlen, går også igennem samlingen som én lang forvandlingsproces. Jegets erkendelser af sin egen krop, den omkringliggende natur og relationer til andre mennesker vikler sig ind og ud af hinanden, visner og bryder frem på ny.

Digtsamlingen er opdelt i tre afsnit med titlerne ’ØEN SLAYER’, ’BBY’ og ’TEEN AGE’, hvoraf det første står stærkest. I det første digt viser Storr-Hansen, at hun med ganske få ord kan skabe en scene og stemning: ”Solen jagter os / uden lyd eller bevægelse / vi går sommeren i møde / nærhed til solen / slægtskab til solen / vi går rundt i det høje græs” . Her indtager naturen en magtfuld rolle, hvor karaktererne søger nærhed, men dette ændrer sig i løbet af samlingen som fx her ”sandet behøver ikke vores livstegn”, og senere opstår et decideret had mod græsset.

Når samlingen er bedst, formår Storr-Hansen at skildre en omskiftelighed, de fleste mennesker kan genkende. Sproget gennemgår en hakkende, til tider gentagende, forandring, som fint understøtter de forskellige stemninger. Eller med andre ord: den nedbrydning og genopbygning, som digtsamlingen er et udtryk for. Især når forfatteren lader stemningerne fra og skildringerne af forandringerne træde i forgrunden, fungerer samlingen. De sproglige billeder er overraskende, smukke og til tider vilde.

I afsnittet ’BBY’ skildres en voldsom forelskelse, der manifesterer sig i kroppens opsvulmen og spændstighed, viklet ind i væsker. Fokus skifter fra natur til krop og bliver maveknugende. Akavethed og vrede hænger til tørre på papiret som fx ”er færdig med kroppen / er færdig med dens hensynsløse kommunikation / ømhedens symboler / mine bryster står altid til forhandling”.

Det tredje og sidste afsnit ’TEEN AGE’ er samlingens mest rodede, hvor især sammenblandingen af dansk og engelsk virker forceret. Der kan selvfølgelig være en pointe i den forandring, jegets sprog og observationsevne gennemgår ved først at være kort og præcis, siden længere vredt reflekterende og til sidst en teenager, med alt hvad det indebærer.

’Mimosa’ er et økologisk og kropsligt værk, som udmærker sig i skildringen af, hvor let mennesket kan gå fra at elske, til at hade og tilbage til at elske igen. Især de korte digte viser, hvordan poesien kan skabe en vej til refleksion og forståelse af, hvor komplekse (og dumme) mennesker kan være i dets forhold til naturen og andre mennesker. Og ikke mindst sig selv.