Nanna Storr-Hansen

Nanna Storr-Hansen skriver med et kraftfuldt bundtræk, der lige lovlig økopolitisk forbinder moseligenes stenalder med vores senmoderne tid.

Krop, maskiner og hjælpemidler flyder sammen i dette velskrevne sygdomsforløb, hvor både de indre og ydre omstændigheder emmer af afmagt.

Digtsamlingen om et jeg i udvikling udmærker sig i skildringen af, hvor let mennesket kan gå fra kærlighed til had.

Digte som via mange forskellige digteriske udtryk handler om kroppen og jeg'et.