Lyngtarm

Krop, maskiner og hjælpemidler flyder sammen i dette velskrevne sygdomsforløb, hvor både de indre og ydre omstændigheder emmer af afmagt.

Nanna Storr-Hansens digtsamling giver anledning til at være opmærksom på detaljerne i verdenen indeni og udenom os. Med 'Lyngtarm' har hun skrevet en lille komprimeret samling digte, der indkredser et hospitalsforløb hvor jeg’et opereres for tarmslyng. Digtene begynder bogstaveligt talt i åbningen - åbningen af kroppen og for jeg’ets vedkommende også åbningen af sindet. Jeg’et føler sig både blottet og klar til at åbne sig, og gennem digtene får man som læser en fornemmelse af, at det hverken er mund eller en skrift, der taler, men selve indvoldene. De taler om smerter og kontroltab, når man lægger sin krop i andres hænder.

Sygdom, indlæggelse og smerte kan sagtens være en smuk verden, man bliver nysgerrig på. Det inviterer Nanna Storr-Hansens sprog i hvert fald til. Der er både en forfærdelse og en begejstring ved de forskellige kropsdele, deres funktioner og deres mangler. Der er generelt meget krop i den danske litteratur i disse år - og altså også i dette ud-af-og-ind-i-kroppen-hæfte fra Storr-Hansen.

Forholdet til kroppen er her præget af det afhængighedsforhold, der udspringer af sygdom. Både fordi kroppen og hjernen har brug for hinanden, og på hospitalet har kroppen og maskinerne brug for hinanden. Dertil har patienten brug for plejerne. Det er især kroppens evne til at gå i forbindelse med sine omgivelser, der bliver undersøgt i digtene. Denne tematik kan både bruges til at beskrive de helt tætte symbioser og de meget fremmedgjorte afstande der kan være mellem krop og ting eller krop og krop.Lidt banalt kan man sige at ved at pege på fremmedheden mellem ting, krop og rum, peger Storr-Hansen også på livets svære relationer, når hun skriver om en krop, der er i en verden, som gør modstand. Både kroppen og sproget er modtagelige overfor denne verden.

Men det er ikke kun hospital og sygdom. Der er også et du og et jeg, det nære og det fjerne, det intime og universet. Modsat digtsamlingen Mimosa, der er Nanna Storr-Hansens foregående og anmelderroste udgivelse, er der her i ’Lyngtarm’ en klar fortælling med begyndelse midte og

slutning. Udover sygdomsforløbet handler digtene om at være i en tilstand i en afgrænset verden. Hvor ’Mimosa’ havde et fokus på naturen, har 'Lyngtarm' et fokus på den tingslige verden.

Nanna Storr-Hansen viser gennem sit sprog stor interesse for, hvordan mennesket, dets krop og den verden, den er placeret i, kan leve med hinanden.