Bog

Ternet Ninja 2

Af (
2019
)

Anmeldelse

Ternet Ninja 2 af Anders Matthesen

28 jun.19

Mesterlige Matthesen inviterer på den vildeste ferie, og den lille, aggressive ninja er tilbage i ny form. Stadig psykopathævngerrig, morderisk og helt igennem genial. 

Ternet Ninja (TN) kommer til live igen, da et lyn slår ned og rammer et pindsvin, som Aske derefter kommer til at køre over på cyklen. TN er, som han plejer, krævende og helt uden forståelse for andet end hård på brystet og machosnak. Han afkræver Aske at købe koldskål. Askes mor Sirene siger, at pindsvin kun må drikke vand, da de ellers får dårlig mave. TN er nu ikke bekymret, ’Og? Altså, jeg HAR allerede nåle i hele ryggen og åbenbart også lopper. Jeg tror jeg overlever en gang tyndskid også’. Grov, fornærmende og helt autentisk, selv i en pindsvinekrop.

Aske ved at de er nødt til at få TN over i en anden krop og foreslår at bytte krop med en smølf, som har en kagerulle i hånden. TN bliver helt vild: ’Er du dum? Hvis endelig det skulle lykkes mig at bevæge den der støbte plastikkrop, så ville jeg stadig være strandet med en kagerulle i hånden og ikke engang være høj nok til at kilde nogen under tæerne’. Aske får i stedet Sirene til at sy en ny ternet ninja-dukkekrop. Denne gang med både hjerter på stoffet og kikærtefyld.

Familien skal på ferie, og Aske og TN opdager, at Philip Eberfrø, der er varetægtsfængslet i Thailand for kokainsmugling, børnemishandling og drab, står overfor løsladelse pga. anklagerens inkompetence. Aske lokker familien med derned på ferie. Eberfrøs advokat, Carsten Nokken Ghan, har også en række domme bag sig, men bor nu i Thailand og ejer stripklubben "Lucky Fucky Klub". Aske og TN tager hen til klubben, hvor advokaten og Eberfrø skal mødes, og bliver opdaget. Heldigvis bliver Aske reddet i sidste øjeblik af Onkel Stewart, der lige sad i baren nedenunder og fik en øl ’med hende med skægstubbene’.

Da Eberfrø og advokaten vil dræbe de 12 børn, som arbejdede på fabrikken, hvor Eberfrø tævede en lille dreng til døde i Ternet Ninja - bind 1, har Aske og TN rimeligt travlt. Nu har familien fået onkel Stewart med, og lige som det hele er allermest besværligt, opdager Aske, at Sune har filmet hans samtaler med TN og truer med at vise videoen til Sirene og Jørn. 

Stereotyperne står i kø, og det er vanvittig skægt. Anders Matthesens kæmpe fortælletalent og formidable humor fylder siderne helt ud, men det hverken kan eller må være anderledes.

Det her er bogen, jeg sender med ALLE hjem, uanset alder.

Bogdetaljer

Forlag
Høst & Søn
ISBN
9788763859646
Antal sider
272

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer