Bog

Pigen under træet

Af (
2019
)

Anmeldelse

Pigen under træet af Sara Blædel

15 nov.19

Sara Blædel er igen på hjemmebane med en ny forryggende krimi om Louise Rick, hvor et mumificeret lig af en ung pige dukker op i Ekkodalen på Bornholm.

Efter en pause på fem år vender Sara Blædel tilbage med en ny og spændende krimi om Louice Rick og hendes veninde Camilla Lind. Handlingen er igen henlagt til egnen omkring Hvalsø, hvor forfatteren selv voksede op, og Sara Blædel evner at gøre Midtsjælland til et eksotisk område, hvor der foregår langt mere under overfladen, end man lige skulle tro. Hun fortæller om dem, som blev på egnen og dem, der valgte at flytte de 50 km væk til København og om hvilken forskel, det har gjort for dem.

Louise har orlov fra politiet og er på jordomrejse med sin familie, da hendes far ringer og fortæller, at hendes bror Mikkel har forsøgt at begå selvmord, efter at hans kæreste Trine har forladt ham. Trine har tidligere forladt familien, men er kommet hjem, og alt synes at være godt igen. Så hvorfor er Trine væk uden pas, dankort og telefon?

Kort efter hjemkomsten møder Louise sin gamle veninde, Camilla, der skriver om en sag med rødder til egnen. På et lejrskoleophold på Bornholm forsvandt Susan sporløst, og nu tyve år senere er hendes mumificerede lig dukket op i en grotte i Ekkodalen. Trine, Pia, Nina og Susan gik i 7. klasse og var klassens vilde piger, der løb ud om natten for at mødes med rødderne på Bornholm. Den sidste aften forsvandt Susan, og ingen havde tilsyneladende set noget. De andre piger har en enslydende forklaring: De var ikke sammen med Susan, da hun forsvandt.

Camilla, der har gået på samme skole som klassen, der var på Bornholm, skriver om sagen til sin avis, og det viser det sig, at Louises forsvundne svigerinde Trine gik i klasse med Susan, ligesom Pia, der har begået selvmord et par dage i forvejen. Pludselig forsvinder Nina også. Louise og Camilla tror, der er en sammenhæng og tager kontakt med nogle af de personer, der var involveret, da Susan forsvandt. Hvad skete der dengang? Hvem lyver? Og hvorfor?

Handlingen skifter mellem lejrskolen på Bornholm i 1995 og nutiden, og hver gang noget synes oplagt, peger noget i en anden retning. Selve krimiplottet er spændende og godt skruet sammen, men det er lige så meget de underliggende ting, der skaber spændingen, som når Sara Blædel ser også på nogle af de ting, der foregår indenfor familierne, som får børn til at lyve. Sara Blædel sætter også fokus på det fænomen, at en psykolog går for vidt for at beskytte sin en klient.

Jeg har også læst serien om Ilka, men jeg synes, Sara Blædel er langt mere på hjemmebane med serien om Louise Rick. Selv om Ikke alle bind har været lige gode, formår hun altid at skrue en spændende handling sammen, hvor hun inddrager forskellige problemer i dagens Danmark. Sara Blædel lægger ikke skjul på, at hun foretager grundig research forud for sine bøger, og det bærer de præg af.

Jeg har fulgt Louise og Camilla siden Grønt støv fra 2004,og synes, at pigernes personlige historier er mindst lige så spændende som plottene. Selv om mange krimiserier er på ti bind, håber jeg i mit stille sind på, at der kommer et bind til, hvor jeg får at vide, hvordan det går med Louise og kæresten Eik.

Bogdetaljer

Forlag
Politiken
Faustnummer
47051649
ISBN
9788740053692
Antal sider
318

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer