Bog

Missilhotellet

Af (
2014
)

Anmeldelse

Missilhotellet af Keld Broksø

Såre aktuel politisk thriller med baggrund i den faktiske situation i Afghanistan. Forfatteren udnytter elegant og vedkommende sin baggrund som journalist til at give sit bud på en udvikling i landet efter krigen.

Tyske David Wolff bliver chef for en hjælpeorganisation, der søsætter humanitære projekter i Afghanistan. David kommer fra en stilling i udenrigsministeriet, og han har påtaget sig jobbet dels af idealistiske grunde og dels af økonomiske. Den gode betaling for jobbet vil give ham og hustruen Marion gode betingelser for at starte deres eget firma og få etableret en familie.

I Afghanistan opdager David dog hurtigt, at han blot er en lille ubetydelig brik i et langt større spil om magt og indflydelse – et spil, som involverer både lokale korrupte embedsmænd, iranske interesser i landet og amerikanske forsøg på at kontrollere Iran.

David bliver ved et tilfælde vidne til et missilangreb på et prestigehotel. Angrebet er iværksat af den stenrige iranske konsul i området, og Davids viden får ham ikke alene bragt i fængsel, men betyder også indirekte, at hans kone, der er på besøg, bliver kidnappet og holdt som gidsel som garant for at David makker ret. Snart er David og hans kone på flugt gennem et land, der går mere og mere i opløsning, i takt med at de sidste udenlandske soldater rejser hjem.

Det er noget af et plot, forfatteren har fået skruet sammen, og handlingen og kompositionen med flere tilbageblik og indskudte historier gør bestemt ikke bogen lettilgængelig. I bund og grund hænger det hele egentlig dog meget godt sammen, og historien er både overraskende, spændende og tankevækkende. Der må ligge en omfattende research bag historien, og de aktuelle problemstillinger omkring staten Afghanistans fremtid efter 2014 er skildret særdeles troværdigt. Især forekommer det meget tankevækkende, at forfatteren overbevisende får skildret en faktor, der involverer Iran i området, og at taberne i denne storpolitiske konflikt i virkeligheden er den almindelige afghaner.

Udover at være en politisk roman og en spændingsbog er historien også en dannelsesrejse for hovedpersonen. David starter med at være overbevist idealist, hvor han mener, at hans hjælpeorganisation er med til at gøre en forskel, men oplevelserne i Afghanistan gør ham efterhånden mere og mere kynisk og opgivende. Dette føjer endnu en flot dimension til en på alle måder interessant historie, og den eneste anke undertegnede kunne komme frem med er, at bogen godt kunne være udvidet med et par hundrede sider – både til yderligere uddybelse af det politiske magtspil og forholdene i Afghanistan, men egentlig også til at få sat mere kød på hovedpersonerne. Men det er småting i en derudover næsten perfekt spændingsbog.

Bogdetaljer

Secondary title
Hertil findes video på bogens hjemmeside
Forlag
Skriveforlaget
Faustnummer
50980294
ISBN
9788793068490
Antal sider
289

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer