Mado

Vild, rå og rørende roman om en kvinde, der i fragmenteret form fortæller om moderskab, parforhold, sex, angst, ånder og overlevelse – både mentalt og fysisk.  

Med stor fornøjelse læste og anmeldte jeg i 2011 Hanne Højgaard Viemoses debutroman ’Hannah’. Og med mindst lige så stor fornøjelse har jeg nu læst og anmeldt Viemoses anden roman ’Mado’, der på visse punkter har en del tilfælles med ’Hannah’ men på andre stikker meget dybere end debutromanen.

Den vildskab og råhed, som Viemose både sprogligt og tematisk foldede ud i sin debut, er stadig til stede – og heldigvis for det! – men en modenhedens alvor har også fået mæle i ’Mado’, og dét er med til at gøre denne roman til en formfuldendt toer, der på det bestemteste understreger, at Viemose er en forfatter, man skal have respekt for. Hun skriver med hud og hår, og det gør hun fa’me godt!

Den kvindelige hovedperson, hvis navn kan være både Anne, Hannah eller Hanne, fortæller i fragmenteret form om sit liv, der romanen igennem udspiller sig i både Korea, på Island og i Gellerupparken i Århus. Hun føder et drengebarn i Korea, som hun forlader (altså, både Korea og drengen), og med ujævne mellemrum hjemsøges hun rent åndeligt af det barn. Senere i livet, da hun er rejst til Island for at skrive en opgave til sit antropologistudie, møder hun manden Sveinn/Jussi/Steinn (fra nu af bare kaldet Jussi), som hun får to sønner med. Jussi er sindslidende, og det er vores heltinde, hvilket jeg ikke tøver med at kalde hende, og hvilket jeg vil redegøre for om et øjeblik, faktisk også. Angsten lader til at være et eksistensvilkår, gemt som den er i både moderskabet, selvopholdelsesdriften, ensomheden og også i fællesskabet.

Som i et hvilket som helst andet liv, er der ups and downs, og i Anne/Hannah/Hannes tilfælde er der altså smæk på såvel ups som downs. Og det er her, jeg finder mit belæg for at omtale hende som romanens heltinde. Livet, moderskabet, parforholdet er et slid – mentalt og fysisk – men som læser er jeg ikke et sekund i tvivl om, at hun besidder den råstyrke, der skal til, for igen og igen at bringe sig selv på fode. Både som mor og som menneske.

Tilværelsen er som bekendt ikke for sarte sjæle, og historien i romanen er både barsk og smuk, men ikke uden en vis lune og humor sine steder. Viemose skriver på den ene side med en jordnær ægthed og på den anden side med en følsomhed i sproget, som blot understreger det første.

Autofiktion? Well – who cares?!

Oprindeligt skrevet af Maria Guldager Rasmussen, Litteratursiden.