Bog

Luka og livets ild

Af (
2011
)

Anmeldelse

Luka og livets ild af Salman Rushdie

14 jun.11

Vidunderligt, fabulerende eventyr for børn i alle aldre om 12-årige Luka, der rejser ind i Magiens Verden for at finde Livets Ild.

Alle elsker historierne om hvordan en undermåler i form af et barn, en hobbit eller en hvilken som helst skabning mod alle odds påtager sig en umulig og farefuld opgave – og overvinder alle farer. Vi elsker dem, for de får det indre legebarn frem i os.  

Luka er 12 år og søn af historiefortælleren Rashid Khalifa, også kaldet Kong Bavl, i byen Kahani i landet Alifbay. Så kan det ikke blive mere eventyrligt, vel? Ifølge Lukas storebror, Harun, er det snart på tide at Luka begiver sig ind i Magiens Verden og får sit eget eventyr – jo, Harun er ham med Eventyrhavet.

En dag falder Rashid i søvn og kan ikke vågne igen, han bliver svagere og svagere – noget må gøres. Ledsaget af sine tro forbundsfæller, bjørnen Hund og hunden Bjørn, snubler (ja, snubler) Luka ind i Magiens Verden, og sammen med faderes dødsskygge (en lidt lumsk forbundsfælle) drager de ud for at stjæle ”Livets Ild, som brænder på Indsigtens Bjerg, som ligger ved Visdommens Sø, som bliver belyst af Tidens Daggry”.

Ilden er godt beskyttet, og det er mange gange ved at gå gruelig galt, som fx i rottelandet Respektoratet I. Men heldigvis møder de Insultanaen af Gåforvidt, der har arvet Resham, Kong Salomons magiske flyvende tæppe, og hun er en god forbundsfælle.

Det hjælper også, at det faktisk er Rashids eventyrverden, Luka rejser i, Magiens Verden. Den verden, han fik fortalt som godnathistorier. Her bor de guder, som ingen tror på længere, fabelvæsner, her er metoder som FV2F (For Vanskeligt Forklarlige Fremgangsmåder), her er Tidens Strøm, Hjertets Hjerte, Glemslens Bjerg … en skøn leg med ord, sprudlende oversat af det sproglige legebarn Thomas Harder.

’Luka og livets ild’ er et vildt, vidunderligt fabulerende eventyr for børn i alle aldre. Salman Rushdie skrev ’Harun og Eventyrhavet’ til sin ældste søn og denne til sin yngste, og han har moret sig. En lystig sammenblanding af alle mytologier og eventyr tilsat elementer fra computerspillet, fx skal Luka huske at trykke på ’save’-knappen for ikke at miste sine opsparede liv. Godt fundet på!

Dyk med ned i Lukas eventyrverden og mærk glæden boble!

 

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Thomas Harder
Faustnummer
28794576
Graphic
Sven Reiner Johansen
ISBN
9788702089554
Antal sider
227

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer