Glem det. Dårligt nyt. En smule håb

Den engelske forfatter Edward St. Aubyns romaner om alter ego'et Patrick Melrose er mesterværker om overklassen, overgreb, misbrug og identitetssøgen – den slags bøger man aldrig vil glemme.

Edward St. Aubyn har udtalt i en engelsk avis, at han egentlig var færdig med romanerne om Patrick Melrose, Aubyns alter ego, da han havde skrevet tredje bind, men at hovedpersonen blev ved med at tale til ham, og derfor måtte han skrive yderligere to bind. En romancyklus der har taget ham 22 år at skrive. Han kan derfor ikke sige, om der kommer et bind nummer seks, det bestemmer hans hovedperson Patrick Melrose suverænt.

Edward St. Aubyn var en smule skræmt, da han skulle udgive sin første roman. Den udstillede aristokratiet og gav den engelske overklasse en så sønderlemmende kritik, dels som fuldblodssnobber men også som pæderaster og spytslikkere. Men de skulle efter sigende have taget det pænt. De følte ifølge forfatteren faktisk, at de var blevet en smule negligeret i samtidslitteraturen, og at de gennem hans romaner fik lov til litterært at få luftet deres umådelige rigdom og hang til dekadence.

St. Aubyn er søn af den engelske lavadel, og moderen tilhørte en hovedrig amerikanske familie. Fra han var fem til han var otte, forbrød hans far sig seksuelt mod ham med hans mors vidende, og indtil han blev femten, blev han jævnligt tævet. St. Aubyn begyndte allerede i kostskoletiden at tage stoffer, og han var narkoman i over 15 år.

Han er nu bosiddende i London, er clean, bor alene, har to børn fra et tidligere ægteskab og er en estimeret forfatter.

"Glem det, Dårligt nyt, En smule håb" er en af de mest fantastiske romaner, jeg har læst. Den er intet mindre end et mesterværk og det er svært for mig at få hænderne ned af begejstring. Det er blandingen af en følelsesmæssigt enormt bevægende historie, et uovertruffent smukt sprog, en stringent komposition og den sorteste sorte humor og ironi, der gør den engelsk helt ind til benet. Edward St. Aubyn skriver, så man føler det isne gennem marv og ben, så trist, men aldrig patetisk. Den spidder overklassen og er ironisk så det driver.

Aldrig har jeg læst noget så grusomt, som den dag i sommerhuset i Frankrig i 1965 hvor Patrick på fem, det ensomste menneske i verden, for første gang bliver voldtaget af sin far. Dagen hvor Patrick bliver til en gekko og får en ud-af-kroppen-oplevelse, for at kunne udholde overgrebet. 

Eller dagen i 1982 hvor Patrick på 22 bruger 10.000 dollars i New York på stoffer, dagen da han skal hente sin fars aske og bringe den hjem til London, og hvor han for første gang er sammen med faderen, uden at han enten bliver voldtaget, tævet eller ydmyget. 

Eller dagen i 1990 hvor Patrick fortæller sin bedste ven, hvad der er sket for ham, og at han ønsker at slippe hadet, slippe tanken om stofferne, at slutte med at være en del af snobberiet - at blive fri, at være virkelig.

Nu siger du sikkert: "Nej, jeg kan godt høre, det er en god bog, – ja OK en vidunderlig bog. Men jeg kan altså ikke læse om vold mod børn". Og så er det, jeg siger, "Jo du kan, det skal du unde dig selv"! Dette er nemlig en bog, du ikke kan komme uden om, en bog du aldrig vil glemme, et mesterværk. Storslået, vulgær, følsom, morsom, ironisk, sørgelig, men frem for alt et must, for alle os der elsker litteratur.

Originally published by Marianne Träff, Litteratursiden.