Dunbar

Romanen beskriver på typisk St Aubynsk manér overklassens utiltalende magtbegær og fornedrende opførsel i en moderne Kong Lear.

Edward St Aubyns bidrag til serien ’Shakespeare i et nyt årtusind’ er en morsom og vanvittig fortælling om en magtfuld mediemoguls kamp for at genvinde sit imperium og slippe ud af kløerne på sine to ældste døtre, der ingen midler skyr, for at overtage farens milliard-forretning og skubbe ham af pinden for egen vinding.

Romanen indledes med en noget forvirrende samtale mellem vores hovedperson, Henry Dunbar og en med-patient, Peter Walker, der hver især taler i øst og vest, men alligevel afdækkes noget af historien om hvordan Dunbar er havnet på et sanatorie i det nordvestlige England. Dunbars livlæge har rottet sig sammen med hans to ældste døtre, Megan og Abigail (Abby) og givet ham et medikament, som har fået Dunbar til at miste forstanden. På den måde har de kunnet få faren af vejen, så de frit kan udføre deres udspekulerede planer uden hans indblanding. Dunbar, som selv havde valgt at trække sig tilbage, har fortrudt og det er gået op for ham hvad pigerne er ude på. Han ønsker i stedet at den yngste datter, Florence, som han har haft en uoverensstemmelse med og tidligere har udelukket fra sit testamente, skal overtage hans post.

Dunbar planlægger, sammen med Peter, at flygte fra sanatoriet for at komme hjem og få styr på det hele. De stikker af og møder på vejen én af sanatoriets andre patienter. Men Abby og Megan vil gøre alt for at finde ham og få ham anbragt igen. Florence er ude af sig selv af bekymring for sin far og indleder også en eftersøgning i kapløb med søstrene. Imens må Dunbar kæmpe for sit liv og for ikke at falde i de monstrøse ældre søstres klør i det kuperede og iskolde engelske landskab. Ikke en nem opgave for en firsårig senil herre, som ikke helt har styr på tankerne.

Det er en virkelig morsom og spændende bog med et meget broget og fængende persongalleri, som jeg på den ene side synes, jeg får lært at kende på få sider, men på den anden side ville ønske, at jeg kunne høre meget mere om. Bogen måtte gerne have været hundrede sider længere for min skyld. Det er nu ikke fordi man støder på ret mange sympatiske personer i bogen, tværtimod, men måske så meget desto mere fængslende er det at læse om dem. Jeg sad og vred mig på stolen, da jeg læste om de modbydelige og ondskabsfulde søstre Abby og Megan og hidsede mig op over dobbelt-forræderen Dr. Bob. Og slutningen… Tja, du kender måske King Lear? Intet afsløres her, men jeg vil helt klart anbefale, at du læser ’Dunbar’.

Monica Severin