Det første menneske

Camus’ sidste store værk er et ufærdigt, nostalgisk erindringsbillede, der netop i kraft af sin ufuldstændighed fremstår fuldstændig perfekt i al sin upolerethed. 

En kold dag i januar 1960 omkom fransk-algeriske Camus i en bilulykke. Med sig havde han manuskriptet til Det første menneske skrevet med hurtig, næsten ulæselig skrift tilplastret med overstregninger og talrige noter i marginen. Først i 1994 blev romanen udgivet i Frankrig og var øjeblikkelig en litterær sensation. Det første menneske er Camus’ egne erindringer om hans barndom og opvækst i en fattig, algerisk familie bestående af hans mor, bedstemor, storebror og onkel.

Faren er død i Første Verdenskrig, men savnet er udeblevet. Først da Camus, i en alder af fyrre år, besøger farens gravsted, vækkes interessen og nysgerrigheden for det menneske, han aldrig nåede at kende. Den tabte far er dog kun en lille brik i erindringsbilledet. Camus’ kærlighed til sin mor var uudtømmelig, og bogen er derfor i høj grad en hyldest og tak til hende og til den barndom, hun var med til at give ham. For selvom eller måske netop fordi familien var ludfattig, lærte han at værdsætte de gratis værdier. Livet under den afrikanske himmel, skoletiden, især hans klasselærer, at spille fodbold og svømme i havet med vennerne og jagtudflugterne med onkel Ernest. Alt dette var med til at forme ham som menneske og lærte ham at forstå og sidenhen tale på vegne af de marginaliserede. 

Bogen slutter midt i gymnasietiden. Der er ikke mere. 144 håndskrevne ark omsat til små 280 renskrevne, danske sider. Sandt at sige var det med en lille portion skepsis og uvilje, jeg lagde billet ind på at anmelde denne bog, fordi jeg foretrækker færdige, helstøbte, gennemarbejdede romaner frem for notespækkede kladder. Men netop det ufærdige viser sig at være bogens helt store force og giver den en autenticitet, den ellers ikke ville kunne have haft. Der er alenlange passager, der overgår selv Proust og Mann. Der er navneforviklinger, manglende ord og ufuldstændige sætninger. Men det gør ikke noget. Tværtimod. Anmærkningerne, både udgiverens, oversætterens og Camus’ egne, giver et interessant indblik i den franske nobelpristagers måde at arbejde på og inspirerer til nye læsninger af hans øvrige værker. Historien om unge Albert, eller Jaques, som han hedder her, ender ikke med en uafsluttet sætning, men er flot rundet af og gør værket helstøbt og fuldendt. 

Det første menneske er et nostalgisk tilbageblik, intelligent og reflekteret, og har du endnu til gode at træde ind i Camus’ forfatterskab, er bogen en oplagt indføring i hans værk, hans værdier, hans tankesæt og filosofi. Og så er det selvfølgelig en rigtig god roman, der i kraft af sin ufuldstændighed fremstår fuldstændig perfekt i al sin upolerethed. Har du læst Den fremmede, Pesten, Faldet, de fremragende noveller i Eksil og kongedømme og alt det andet, men er du stadig ikke mæt, vil jeg anbefale Elizabeth Hawes’ forelskede biografi Camus - en romance. Og læs så hele hans værk igen. Og igen.