Bog

Den store bog om bier

Af (
2021
)

Anmeldelse

Den store bog om bier

02 jun.21

Gennem imponerende illustrationer lukkes læseren ind i en summende bikube med mulighed for at følge de vigtige biers færden op gennem verdenshistorien.

Bierne har eksisteret på jorden i mange år, og det ved man, fordi der er fundet insekter indkapslet i rav, som anslås at være ca. 100 mio. år gamle. Der findes ca. 20.000 forskellige bi-arter i verden, og bare i Danmark er der hele 220 arter. Evolutionen har betydet, at bierne har udviklet hår på kroppen, så pollenkornene kan sætte sig fast på dem, hvorved de kan transportere pollen rundt. Bierne bestøver rigtigt mange typer af planter, og deres arbejde er uvurderligt for alt liv i verden. Bierne er inddelt i droner, spejderbier, arbejderbier og dronningen. 

Der er fundet dokumentation for, at mennesker allerede for ca. 8000 år siden samlede honning til at spise. De gamle egyptere var faktisk eksperter i biavl. Men det er ikke kun mennesker, der elsker den gyldne nektar. Bjørne elsker det i særdeleshed, og de har snuppet honning fra mange skovbiavlere langt oppe i de høje træer.

Den store gule bog lokker læseren indenfor og viser, hvordan en biavlers udstyr bør være, og fortæller grundigt om arbejdet ved at have "tam-bier". Den sætter også fokus på endnu flere spændende bi-informationer fra hele verden.

‘Bogen om bier’ er vidunderlig smuk og fortæller både spændende og uddybende om biernes liv og færden. Illustrationerne minder om gamle skoletavler, og med dens flotte retro-look lægger bogen sig i tråden af særligt æstetiske fagbøger, der udkommer i tiden. Bogen har et stort format, så billederne kommer til deres ret, og papiret er tykt, så man kan bare bladre løs.

Wojciech Grajkowski er biolog og har skrevet flere naturvidenskabelige bøger til børn. Illustrator Piotr Socha er søn af en biavler. Hans tegninger er fantastiske og havde jeg ikke så stor ømhed for mine bøger, rev jeg siderne ud for at ramme dem ind.

Fagbogen henvender sig til børn, men bestemt også til voksne. Ikke kun fordi bogen er en visuel godbid, men også fordi den indeholder en masse virkeligt interessant viden til den voksne læser, og jeg anbefaler den varmt.

Bogdetaljer

Forlag
Carlsen
Oversætter
Annette Lerche Trolle
Faustnummer
38997904
ISBN
9788711992159
Antal sider
71

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer