Dage i stilhedens historie

Stilfærdig og intens roman om et ældre ægtepar, der aldrig har formået at åbne op for fortidens fortielser. Nu lever de uden ord

Merete Lindstrøm vandt i 2012 Nordisk Råds Litteraturpris for denne stilfærdige og stærke roman om Eva og Simon, et ældre ægtepar, som lever sammen i et stilhedens univers. Begge bærer de på hemmeligheder – l hemmeligheder, som de har delt med hinanden men ikke har formået at dele med andre, selv ikke med deres tre døtre. De ting, der aldrig er blevet sagt, har gjort, at familiens liv har været præget af fortielser og fortrængninger. Eva fødte som kun 17 årig en dreng, som hun valgte at bortadoptere, fordi hun ikke magtede at være mor.  Simon, der er jøde og født i Tyskland, måtte holde sig skjult under det meste af krigen sammen med sin familie.

 Det er en roman uden ydre drama set fra Evas synsvinkel og med Eva som fortæller. Vi følger ægteparret i en hverdag, hvor der ikke siges mange ord. Simon på vej ind i demensen, Eva kører ham til og fra et dagcenter og kører ham hjem, hvis hun finder ham rundt omkring i byen, når han er gået ud uden rigtig at vide, hvorfor og hvorhen. På bordet ligger ansøgningsskemaet til en plejehjemsplads, som den yngste datter har givet til sin mor. Men Eva udskyder beslutningen.

I periferien af romanen befinder døtrene sig som lidt gennemsigtige personer, hvor kun den yngste datter Helene får ansigt og tager aktivt del i forældrenes tilværelse. På et tidspunkt accepterer Eva efter pres fra døtrene at ansætte en rengøringshjælp. Det bliver den lettiske Marija, som Eva hyrer, og hun bliver for en tid et friskt pust i parrets hverdag og en slags veninde for Eva. Ansættelsen ophører dog brat – til stor undren både for døtrene og i første omgang også for læseren. Døtrene reagerer lidt barnligt ved at bliver væk fra forældrenes bryllupsdagsfejring, men Eva og Simon har jo heller ikke fortalt dem, hvorfor Marija blev afskediget.

Skønt romanen er meget stilfærdig, mangler den ikke spænding, og den er opbygget lidt som en thriller, hvor alle mysterierne fra Evas og Simons liv åbenbares bid efter bid for læseren. Vi lærer sider af Eva og Simon at kende, men vi kommer aldrig rigtig tæt på dem, for de ting, der ikke blev fortalt, mens tid var, bliver aldrig fortalt. Eva har været gymnasielærer og Simon læge, så man må formode, at de har brugt deres ord i deres professionelle liv. Man kan måske forstå Evas tavshed, men det kan forekomme lidt underligt, at Simon ikke har kunnet fortælle om sin fortid. Måske skammer han sig over at have overlevet.

Af omfang er ’Dage i stilhedens historie’ en lille bog, men det er en bog, som man læser langsomt for at få alle nuancer med. Jeg kan fint forestille mig Eva og Simon i det store, stille hus, og jeg kan mærke den trykkede stemning. Bogen er skrevet i et smukt, poetisk sprog, og det er en både trist og dejlig bog. Det er den eneste af Merethe Lindstrøms bøger, der er oversat til dansk.