Alle dage tilbage af Louise Juhl Dalsgaard

Venskab, ensomhed, sorg og storcentre. Kontrasterne flokkes, og Louise Juhl Dalsgaard smider ikke om sig med ord, men de er velvalgte og rammer antydningens fine kunst.

’Alle dage tilbage’ er en poetisk, kort roman om livet og døden. Romanen har to hovedpersoner: En kræftramt kvinde på knap 80 år og romanens måske cirka halvt så gamle jeg-fortæller. De to kvinder finder fællesskab i deres forskellighed, samtaler og diverse gøremål i køkken og have, men den ældre kvinde har kræft og svækkes langsomt. Jeg-fortælleren tager sig af hende og oplever en smertefuld sorgproces.

Jeg genkender jeg-fortællerens stemme, ensomhed, spiseforstyrrelse og de filosofiske, nøgterne og samtidig poetiske betragtninger om livet fra Louise Juhl Dalsgaards fine debutroman Det dér og dét der. Hun er ganske vist blevet ældre, men hun er stadig fremmed i verden:

”Selv har jeg ingen kontakt, slet ikke med mig selv. Mine tanker er skovlede og mosgrønne, kun mine bryster er til at forstå, som de hænger dér, midt på kroppen, og ligner triste serpentiner efter en fest, der for længst er forbi.”

Andre mennesker er ikke rigtig noget for hende, der er for meget på spil, måske for meget man kan miste, eller også foretrækker hun ensomheden. Da der en dag løber et firben over hendes terrasse, rækker hun sin hånd frem efter det lille dyr, som naturligvis smider halen i forskrækkelse:

”Tilbage på terrassen ligger den tabte hale, og de næste mange år gør jeg mig umage for ikke at række hænderne ud mod hverken dyr eller mennesker”.

Men hun har en ven, den ældre kvinde, romanens ’du’. Gesjæftig, rapkæftet, sjov, livsklog og med en anden gnist og helt andre ritualer end jeg-fortælleren. Den ældre kvinde taler ofte (i metaforer) om dyr og planter som en anden Mr. Chance, mens de arbejder sammen i haven: "Du skal rive bladene på græsset sammen, siger hun og samler en favnfuld, lægger dem omkring solbærbuskene. De skal fores til vinteren, forklarer hun, man skal huske omsorgen for sine rødder".

Samværet og kærligheden beskrives smukt, som en kontrast til hele den omkringliggende verdens vanvid; julemænd, storcentre, kræft, kvotekonger og tandlæger. Dagen oprinder dog uafvendeligt, hvor jeg-fortælleren sidder tilbage med en tom stol.

Antydningens kunst balancerer og vibrerer mellem linjerne. ’Alle dage tilbage’ er en smuk lille roman, der behandler sorgens væsen med ordknaphed og poesi.