Forfatter
Will Eisner
Baggrunden for at Will Eisner (William Erwin Eisner (født 1917)) skabte tegneseriefiguren Spirit i 1940 var, at han fik ansvaret for at lave et fast tegneserietillæg til en række amerikanske søndagsaviser.
Det var i den periode, hvor trikot-klædte superhelte som Superman (udgivet fra 1938) og Batman (udgivet fra 1939) netop var blevet populære, men Will Eisner ville hellere lave en figur, der havde tættere relation til virkeligheden, og derfor blev resultatet en almindelig mand, klædt i et almindeligt jakkesæt.
Sådan var det i det mindste i de første to striber, men da Eisners chef blev nervøs for, at seriens helt trods alt var for almindelig til at kunne hamle op med konkurrenterne, gik Eisner - fra og med den tredje stribe – med til at give figuren den maske og de handsker, som siden hen er blevet nogle af hans kendetegn.
Meget af dramatikken og spændingen i Spirit-tegneserien udspringer af storbyen. Will Eisners blik for byens ofte brutale liv stammer muligvis fra hans egen barndom i den fattige Bronx-bydel i New York, hvor han voksede op, og den kommer i Spirit til udtryk gennem voldsomme beskrivelser af fattigdommen og de dramaer, der ofte udspringer fra byens fattigste kvarterer.
Spirit-tegneserien giver et samtidsbillede, hvor storbyens yderområder – havnen, kloakkerne, kirkegården og de faldefærdige slumkvarterer – udgør en usund baggrund for byens indbyggere, der i deres menneskelige sårbarhed aldrig kan vide sig i fuldstændig sikkerhed. Og med byen som kulisse udøver helten Spirit, der også selv balancerer på kanten af samfundet, sin utrættelige kamp for retfærdighed i en ikke altid gennemskuelig balanceren mellem det gode og det onde…… suk!!!
Dette er dog kun én side af serien. Det, som her er genfortalt som en tung og tragisk tegneserie, er nemlig meget mere – og ofte det stik modsatte. Seriens miljø er for så vidt rigtigt nok beskrevet. Og de emner, som Eisner tager op, er ofte også ganske alvorlige – som f.eks. historien Forbryderen (fra Spirit nr. 14, 1990), hvor en lille dreng for at være med i nogle drenges hemmelige klub bliver overtalt til at skyde en politibetjent.
Alligevel vil det være en stor misforståelse at stoppe beskrivelsen der. Det, der gør Spirit til mere end blot en tragisk serie om politi og røvere, er nemlig, at Will Eisner gør det meget tydeligt, at han er bevidst omkring, at han er trådt ind i en bestemt genre. Han er således aldeles skamløs, når han benytter de virkemidler, som action-tegneserierne stiller til rådighed: Effektfulde close up’s, dramatisk lyssætning, stærke farver og ikke mindst et rigeligt forbrug af skumle, regnvåde gyder, maniske professorer, mord og lækre damer.
Han overiscenesætter helt bevidst historierne, idet han sjældent spilder en mulighed for at give tegningerne et ekstra effektfuldt perspektiv eller lader personerne fremstå som parodier på de karakterer, som samtiden kendte til gennem bl.a. andre tegneserier og Hollywood-film.
Især starten på historierne, som næsten altid er et stort og dramatisk koreograferet billede samt den ofte halvfilosofiske prolog, skaber en teatralsk tone, der er et tydeligt udtryk for en omfattende mediebevidsthed. På denne måde fremstiller Will Eisner det umiddelbart tragiske med en sympatisk ironi og gør samtidig opmærksom på, at seriens alvor ikke nødvendigvis er mere dyster, end at den kan dannne et rigtigt godt grundlag for nogle spændende historier.
Denne vurdering skal bestemt ikke ses som en kritik af serien, for det er først og fremmest den overdramatiserende tegnestil og de meget velfortalte historier, der gør Spirit-serien så sjov at læse. Og med den amerikanske storby som kulisse bygges der veloplagt videre på den storby-mytologi, som også kan findes i Batmans Gotham City, Supermans Metropolis og Hollywoods detektivfilm, som tegneserien ganske sikkert også må være inspireret af.
Forkærligheden for det parodisk makabre, som Eisner gennemspiller i Spirit-tegneserien, er ikke så gennemtrængende i de af hans tegneserier, der specifikt handler om storbyen og den beboere (f.eks. Storbyen – et portræt (1985) og Storbymennesker (1989)). Interessen for byen ligger dog også her i byens evne til at generere historier for den opmærksomme tilskuer.
Will Eisner citeres ofte for at beskrive sine barndomsoplevelser af livet i fattigkvartererne i Bronx på følgende måde: "Der var ingen mulighed for at være anonym eller alene. Enten stod man på scenen eller sad som tilskuer på første række", og man kan glimrende forestille sig, hvordan Eisner Junior har siddet på fortovskanten og taget mentale noter til de historier, han senere skulle finde på. Storby-beskrivelserne tager ofte udgangspunkt i helt konkrete ting, som er særligt kendetegnende for byen – postkassen, lygtepælen, affald eller spisetid – og selv om disse hverdagsting ikke oser af den samme umiddelbare spænding som findes i Spirits Central City, så indeholder de altid meget mere end det, som umiddelbart møder øjet.
Will Eisners pointe med at gøre Spirit-figuren så almindelig som muligt kan således være, at den virkelige by og de virkelige mennesker udgør et så stort naturligt historie-materiale, at man dybest set ikke har brug for hverken trikot eller evnen til at flyve for at tiltrække publikums opmærksomhed.
Af Jacob Møller Overgaard, Cand. Mag.
Baggrunden for at Will Eisner (William Erwin Eisner (født 1917)) skabte tegneseriefiguren Spirit i 1940 var, at han fik ansvaret for at lave et fast tegneserietillæg til en række amerikanske søndagsaviser.
Det var i den periode, hvor trikot-klædte superhelte som Superman (udgivet fra 1938) og Batman (udgivet fra 1939) netop var blevet populære, men Will Eisner ville hellere lave en figur, der havde tættere relation til virkeligheden, og derfor blev resultatet en almindelig mand, klædt i et almindeligt jakkesæt.
Sådan var det i det mindste i de første to striber, men da Eisners chef blev nervøs for, at seriens helt trods alt var for almindelig til at kunne hamle op med konkurrenterne, gik Eisner - fra og med den tredje stribe – med til at give figuren den maske og de handsker, som siden hen er blevet nogle af hans kendetegn.
Meget af dramatikken og spændingen i Spirit-tegneserien udspringer af storbyen. Will Eisners blik for byens ofte brutale liv stammer muligvis fra hans egen barndom i den fattige Bronx-bydel i New York, hvor han voksede op, og den kommer i Spirit til udtryk gennem voldsomme beskrivelser af fattigdommen og de dramaer, der ofte udspringer fra byens fattigste kvarterer.
Spirit-tegneserien giver et samtidsbillede, hvor storbyens yderområder – havnen, kloakkerne, kirkegården og de faldefærdige slumkvarterer – udgør en usund baggrund for byens indbyggere, der i deres menneskelige sårbarhed aldrig kan vide sig i fuldstændig sikkerhed. Og med byen som kulisse udøver helten Spirit, der også selv balancerer på kanten af samfundet, sin utrættelige kamp for retfærdighed i en ikke altid gennemskuelig balanceren mellem det gode og det onde…… suk!!!
Dette er dog kun én side af serien. Det, som her er genfortalt som en tung og tragisk tegneserie, er nemlig meget mere – og ofte det stik modsatte. Seriens miljø er for så vidt rigtigt nok beskrevet. Og de emner, som Eisner tager op, er ofte også ganske alvorlige – som f.eks. historien Forbryderen (fra Spirit nr. 14, 1990), hvor en lille dreng for at være med i nogle drenges hemmelige klub bliver overtalt til at skyde en politibetjent.
Alligevel vil det være en stor misforståelse at stoppe beskrivelsen der. Det, der gør Spirit til mere end blot en tragisk serie om politi og røvere, er nemlig, at Will Eisner gør det meget tydeligt, at han er bevidst omkring, at han er trådt ind i en bestemt genre. Han er således aldeles skamløs, når han benytter de virkemidler, som action-tegneserierne stiller til rådighed: Effektfulde close up’s, dramatisk lyssætning, stærke farver og ikke mindst et rigeligt forbrug af skumle, regnvåde gyder, maniske professorer, mord og lækre damer.
Han overiscenesætter helt bevidst historierne, idet han sjældent spilder en mulighed for at give tegningerne et ekstra effektfuldt perspektiv eller lader personerne fremstå som parodier på de karakterer, som samtiden kendte til gennem bl.a. andre tegneserier og Hollywood-film.
Især starten på historierne, som næsten altid er et stort og dramatisk koreograferet billede samt den ofte halvfilosofiske prolog, skaber en teatralsk tone, der er et tydeligt udtryk for en omfattende mediebevidsthed. På denne måde fremstiller Will Eisner det umiddelbart tragiske med en sympatisk ironi og gør samtidig opmærksom på, at seriens alvor ikke nødvendigvis er mere dyster, end at den kan dannne et rigtigt godt grundlag for nogle spændende historier.
Denne vurdering skal bestemt ikke ses som en kritik af serien, for det er først og fremmest den overdramatiserende tegnestil og de meget velfortalte historier, der gør Spirit-serien så sjov at læse. Og med den amerikanske storby som kulisse bygges der veloplagt videre på den storby-mytologi, som også kan findes i Batmans Gotham City, Supermans Metropolis og Hollywoods detektivfilm, som tegneserien ganske sikkert også må være inspireret af.
Forkærligheden for det parodisk makabre, som Eisner gennemspiller i Spirit-tegneserien, er ikke så gennemtrængende i de af hans tegneserier, der specifikt handler om storbyen og den beboere (f.eks. Storbyen – et portræt (1985) og Storbymennesker (1989)). Interessen for byen ligger dog også her i byens evne til at generere historier for den opmærksomme tilskuer.
Will Eisner citeres ofte for at beskrive sine barndomsoplevelser af livet i fattigkvartererne i Bronx på følgende måde: "Der var ingen mulighed for at være anonym eller alene. Enten stod man på scenen eller sad som tilskuer på første række", og man kan glimrende forestille sig, hvordan Eisner Junior har siddet på fortovskanten og taget mentale noter til de historier, han senere skulle finde på. Storby-beskrivelserne tager ofte udgangspunkt i helt konkrete ting, som er særligt kendetegnende for byen – postkassen, lygtepælen, affald eller spisetid – og selv om disse hverdagsting ikke oser af den samme umiddelbare spænding som findes i Spirits Central City, så indeholder de altid meget mere end det, som umiddelbart møder øjet.
Will Eisners pointe med at gøre Spirit-figuren så almindelig som muligt kan således være, at den virkelige by og de virkelige mennesker udgør et så stort naturligt historie-materiale, at man dybest set ikke har brug for hverken trikot eller evnen til at flyve for at tiltrække publikums opmærksomhed.
Af Jacob Møller Overgaard, Cand. Mag.
