Tomas Espedal indskriver sig i den nordiske autofiktion, men hans bøger handler om meget mere end forfatteren selv. De behandler sorgen, livet og døden og gør det i en form, der springer romanens grænser og gør ham til noget helt unikt.
Med et bagkatalog bestående af 13 værker og tre nomineringer til Nordisk Råds Litteraturpris kan Tomas Espedal (f. 1961) roligt betegnes som en af Norges største forfattere.
Espedal debuterede med ’En vill flukt av parfymer’ i 1988, men fik først sit gennembrud med Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv i 2006, som indkasserede hans første nominering til Nordisk Råds Litteraturpris. 'Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv’ er først og fremmest en roman om at gå. Igennem et sammensurium af dagbogsnotater, essay, fiktion og selvbiografisk beretning tager Espedal læseren med på en rejse fra Norge til Grækenland til fods igennem sine refleksioner over livet, sig selv og friheden som kunstner. Værket handler om at gå på druk, gå i hundene og gå langt ud i verden på jagt efter sig selv, uden at vide, hvor fødderne bærer ham hen. På rejsen dykker han ned i litteraturhistorien og filosofien, hvor han går i dialog med bl.a. Rimbaud, Kierkegaard og Rousseau, som langsomt fører til indsigt i eget liv og individets plads i verden. Et litterært spor som han fører videre 10 år efter i Året (2016).
’Året’ undersøger tabet af kærlighed som det konstante i livet. Espedal søger ind i litteraturhistorien og begiver sig på en rejse til Vaucluse til foden af Mont Ventoux, hvor han vil læse Petrarcas langdigt om sin afdøde kærlighed, Laura, og romanen behandler Espedals eget kærlighedsforhold i relation til den ypperste kærlighed, som Petrarca illustrerer, som synes at stå i kontrast til den bevægelse, Espedals roman er opbygget omkring. Romanen er centreret om årstiderne, der trækker tråde til Karl Ove Knausgårds fire romaner om årstiderne, men Espedal behandler kun foråret og efteråret. Her er bevægelse, udvikling, forandring, som kædes sammen med Espedals rejse igennem udviklingen i livet, hvor døden står som den endegyldige forandring, der forbindes til det komplicerede forhold til hans alkoholiserede far. Der er en ro i romanen, på trods af glimtvise erindringer, der er mere eller mindre gennemsigtige, som afspejles i sproget, der igennem sin manglende tegnsætning skaber en gentagende og dvælende rytme, der genspejler dét at sætte den ene fod foran den anden.
Forandring som litterær tematik bliver også behandlet i Bergeners (2013), som er forfatterens seneste nominering til Nordisk Råds Litteraturpris. I ’Bergeners’ bruger Espedal igen en flydende skriftform, hvor han skifter mellem dagbogsnotater, digte, noveller og breve. Espedal tager læseren med overalt i verden, men Bergen forbliver bogens holdepunkt i en skildring, der ellers er konstant flydende. Foruden at arbejde med en flydende genreform, vakler bogen mellem et jeg og et han, så selv forfatterens identitet ikke kan rammesættes. Den bliver flygtig i sin identitetsløshed, der understreges af Espedals manglende kronologiske skildring. Bogen er skrevet som en række fragmenter udløst af erindringen og en gåturs passerende konstruktion. Ligesom i James Joyces ’Dublinfolk’, som ’Bergeners’ synes stærkt inspireret af, vandrer han rundt i byen og skildrer de ting, han ser, de mennesker, han går forbi, de kollegaer, han konserverer med, på vej rundt i byen. Det er en flygtig beskrivelse af ensomheden, hvor ingen mennesker og ingen erindringer for alvor fastsættes og bliver bearbejdet i dybden, men man mærker den alligevel i hver sætning. Det er en ensomhed hos en midaldrende mand i krise, der vågner op til en ny virkelighed og må forsøge at forholde sig til denne forandring og sit liv retrospektivt.
Døden og ensomheden er til stede igennem hele Espedals forfatterskab, hvor han tager udgangspunkt i sin egen mors og kones død, der på mange måder synes at have været afgørende for udviklingen og afviklingen af Espedals forfattervirke. Det har på én gang forekommet som drivkraften bag litteraturen og overskyggende for mennesket, som det blev indledt i Biografi, dagbog, breve (2013), der er en samling af bøger udgivet mellem 1999 og 2005, der griber om diverse episoder og elementer i livet, men hvor døden er det gennemgående tema.
Der synes derfor at forekomme et skift med romanen Elsken (2019), som bærer på en mere udtalt optimisme end de andre værker, på trods af den handler om selvmordet. Her møder vi Jeg, som ikke længere ønsker at leve – han er ensom i et hus, der en gang var fuld af liv, og Jeg kan ikke længere se formålet med at stå op og leve livet. Jeg giver derfor sig selv ét år tilbage at leve i til at gøre alting en sidste (og nogle gange første) gang. Og på trods af at være helt igennem determineret ift. at tage sit eget liv, gør sidstegangsoplevelserne på en måde livet værd at leve – det smukke træder frem – og samtidig bærer Jeg også på en tanke om, at det er bedre at dø, mens livet er det smukkeste. Romanen fik stor kritik ved udgivelsen, hvor anmeldere og litteraturkritikere hæftede sig ved den voldtægtsanklage, som bogen skildrer, der også har fundet sted i virkeligheden, og Espedal har efterfølgende kritiseret det fokus, der har været på sammenfaldet mellem karakteren Jeg og Espedal, hvor spørgsmålet om autofiktion overskyggede den vigtige debat om selvmord, som bogen kunne foranledige.
Og det er måske netop i midten af de to parametre, at Espedals styrke ligger – ja, måske er det faktisk her, at han bliver noget helt særligt. Espedal formår nemlig at skrive autofiktion på den mest selvudleverende og selvundersøgende måde, samtidig med at placere rigeligt med huller i teksten, som læseren selv kan udfylde, og han gør det i et tætpakket sprog, så læseren altid holdes ved ilden og aldrig får udleveret så meget, at det bliver kedeligt. Espedal skriver for at undersøge sit selv – at finde sandheden – og han gør det i så smukt et sprog, at hvert ord har sin betydning for hele teksten og bliver æstetisk og eksistentielt afgørende for romanen og gør hans forfattervirke helt fantastisk.
Skrevet af Emma Karlebjerg, redaktør
Foto: Joachim Adrian
