Forfatter
Marcel Proust
Erindringens rum. Marcel Proust bruger subjektet, dets bevidsthed og tilgang til verden som omdrejningspunkt. Midt i overfloden af ord folder en fascinerende verden sig ud
Marcel Proust På sporet af den tabte tid
7 tætskrevne bind med i alt 1.250.000 ord! Så omfangsrigt er Marcel Prousts kanoniserede værk, 'På sporet af den tabte tid' eller 'A la recherche du temps perdu'. Men ikke kun værkets omfang har gennem tiden skræmt mange læsere væk. Også Prousts alenlange sætninger, som til tider spænder over flere sider, har afholdt ikke så få fra at fordybe sig i et af det 20. århundredes mest kanoniserede værker. Værket er mere kendt, end det er læst.
Men det er en skam. For midt i overfloden af ord folder en fascinerende verden sig ud, hvis mangfoldighed bjergtager sin læser. Paris’ dekadente saloner fremstår lyslevende med sludrende chatoller og maniske kunstnere, mens hovedpersonen forsøger at finde sig til rette i denne tid – la belle époques sidste åndedrag.
På sporet af den tabte tid
I juni 1909 kunne forbipasserende konstatere, at lyset i Prousts arbejdsværelse var tændt 60 timer i træk. Det var på denne tid han arbejdede på første bind af På sporet efter den tabte tid (herefter På sporet). Proust, der ellers var et kendt ansigt i det parisiske selskabsliv, havde trukket sig tilbage til arbejdsværelset for at skrive sit livsværk i, hvad der skulle blive en kamp mod døden. Han dikterede passager til tjenestepigen så sent som den morgen han døde, den 18. november 1922.
På sporet er først og fremmest en erindringsroman. Fortælleren og hovedpersonen, forfatterspiren Marcel, beretter om sit liv, opvækst og ungdom og om mødet med det parisiske borgerskabs overfladiske salonliv, som fascinerer ham dybt. Han fortæller imidlertid ikke blot om sit eget liv, men lader også de personer han møder, optræde som hovedpersoner i enkelte bind. Eksempelvis handler en stor del af første bog, Swanns verden, om overklassejøden Charles Swann, der var en hyppig gæst i familiens sommerbolig i Combray, og om hans – på flere måder – problematiske forelskelse i den odiøse Odette.
Smagen af erindring
Romanens handling forløber imidlertid ikke lineært. Den knopskyder, er ordnet efter fortællerens associative erindring, hvis logik det umiddelbart kan være ganske svært at gennemskue – oftest fordi der ikke er nogen. Det mest berømte eksempel på den associative erindring er Madeleinekagen.
Den voksne Marcel kommer en vinterdag frysende hjem til sin mor, som laver ham en kop lindete og serverer en madeleinekage dertil. Marcel dypper kagen i teen, og da han smager den vædede kage, vælder erindringen op i ham. Han hensættes til barndommens søndage i hjemmet i Combray, hvor hans tante Léonie lod ham smage sin madeleinekage dyppet i lindete, når han kom op og sagde god morgen til hende. Disse søndagsbesøg havde Marcel helt glemt og først med madeleinekagens hjælp bliver de vakt til live i hans erindring.
De associative erindringsspring fører imidlertid ikke kun læseren tilbage til Marcels barndom. De leder også ind i en undersøgelse af principperne for den menneskelige erindring. Visse episoder husker vi bevidst, mens andre ubevidst er koblet sammen med sansninger. Og det er disse sansninger, især smags- og lugteoplevelser, der er stærkest forankrede og som ”ufortrødent bærer erindringens mægtige bygningsværk på deres lille, næsten uhåndgribelige dråbe.” (Swanns verden, p. 56. Jeg citerer fra Else Henneberg Pedersens oversættelse, Gyldendal, 2002)
På sporet kræver at man accepterer værkets uforudsigelige forgreninger. At man affinder sig med at læse uden et sikkert ståsted, for selv fortælleren Marcel er tvetydig. Han er på én gang den Marcel, der fra et senere tidspunkt beretter historien, men er samtidig den oplevende Marcel, der lever sit liv uden den berettende Marcels viden. Den ældre Marcel fortæller om sig selv som ung. De to udgaver af Marcel smelter først sammen i den sidste bog, Den genfundne tid, da Marcel beslutter sig for at skrive den roman, læseren netop har læst. Med romanens undfangelse sluttes cirklen og læseren er tilbage ved bogens begyndelse.
Romanen består af:
Bd. 1: Vejen til Swann/ Swanns verden, 1913 (da. 1932)
Bd. 2: I et rosenflor af purunge piger, 1918 (da. 1932)
Bd. 3: Vejen til Guermantes, 1920-21 (da. 1933)
Bd. 4: Sodoma og Gomorrha, 1922 (da. 1935)
Bd. 5: Albertine, 1924 (da.1964)
Bd. 6: Forladt af Albertine, 1925 (da.1937)
Bd. 7: Den genfundne tid, 1927 (da.1932-38)
En moderne roman
Proust beskriver ikke primært sine karakterer og deres omgivelser, og dermed bryder han med den realistiske franske romantradition, som Gustave Flaubert, Honoré de Balzac og Émile Zola udfoldede den. I stedet bruger han erindringen som strukturerende princip, og introducerer en ny måde at organisere den moderne roman på. Subjektet, dets bevidsthed og tilgang til verden bliver omdrejningspunkt, som det også ses hos Prousts irske samtidige, James Joyce.
Men Proust viderefører samtidig den klassiske franske romantradition. De indgående studier af det dekadente liv i de parisiske saloner gennemsyrer hele romanen, men præsenteres især i bog 3, 4 og 5. Det er en nøjagtig beskrivelse af et bestemt samfundslag, præcis som man kan genkende det fra eksempelvis Balzac.
I 1919 blev Proust tildelt Goncourt-prisen for ”I et rosenflor af purunge piger”, og hermed blev han anerkendt som forfatter. Prisuddelerne forstod hans roman som autobiografisk og samfundsskildrende, og så den som en arvtager til den store, franske, realistiske romantradition. Siden hen har litteraturkritikken ændret fokus på romanen, så den i dag ikke hovedsageligt læses autobiografisk og samfundsskildrende, men i højere grad med interesse for romanens kompositoriske træk og dens filosofiske overvejelser om tid, erindring og kunstens muligheder.
Netop kunsten spiller en stor rolle for Marcel. For ham er vejen ud af tilværelsens overfladiskhed og tidslige begrænsning belagt med kunst, og man finder i romanen utallige overvejelser over musikken, billedkunsten og litteraturens muligheder. Men lige meget hvilken kunstart, der tales om, sidder man som læser tilbage med en æggende følelse af, at det alt sammen handler om selve den bog, man sidder med i hånden. At Proust i virkeligheden har skrevet om den bog, han sidder og skriver. Hos Proust er det således kunsten, der overvinder alt. Kærligheden derimod nedbrydes af begær og jalousi, hvad der både ses i Marcels forhold til sin elskede Albertine (bog 2 -6) og i beskrivelsen af Baron de Charlus’ homoseksuelle eskapader. For en romantisk sjæl er det til tider ganske hård kost.
Biografisk
Marcel Proust blev født 1871 og døde i 1922. Han led hele sit liv under et svagt helbred. Allerede som ni-årig fik han det første alvorlige astmaanfald, og denne sygdom kom til at præge hans tilværelse. Han opholdt sig helst inden døre, arbejdede bedst om natten og kunne om vinteren kun holde varmen udendørs, hvis han var iført to frakker. Sygdommen knyttede Proust til sin mor, som indtil sin død i 1905 var en altafgørende figur i hans liv. Blandt andet var det hende, der førte ham ind i kunstens verden. Den stærke moderbinding er også et gennemgående tema i På sporet
Prousts andre udgivelser
Sin debut fik Marcel Proust med udgivelsen Noveller (Les Plaisirs et les Jours) med forord af Anatole France i 1896. Samme år begyndte han at arbejde på den autobiografiske roman Jean Santeuil, som han dog ikke fuldførte, men som blev udgivet posthumt i 1952. Selv om Jean Santeuil og På sporet har et fælles materiale, er de meget forskelligt udformet. Jean Santeuil er skrevet i tredjeperson (i modsætning til På sporets førstepersonsfortælling), den er mere tidsbundet idet det politiske liv, fx Dreyfus-affæren, spiller en mere væsentlig rolle. Og endelig er Jean Santeuil traditionelt opbygget, uden erindringen som strukturerende princip.
Det er imidlertid ikke kun skønlitteratur, der er kommet fra Prousts hånd. Især i tiden efter århundredeskiftet skrev han adskillige essays og pasticher (tekster, der efterligner andre kunstnere eller stilarter). Både forfatterne Flaubert og Balzac samt kritikeren Sainte-Beuve udgav i disse år nye tekster signeret af Proust, som især var kommentarer til aktuelle begivenheder.
Proust skrev også litterære essays om blandt andet Sainte-Beuves litteraturkritik i essayet ”Contre Sainte-Beuve”. Sainte-Beuve mente, at man kunne aflede en forfatters værk af privatpersonen, og var en af fortalerne for den biografiske læsemetode. Proust derimod fandt koblingen mellem privatperson og værk ligegyldig og mente, man måtte tage udgangspunkt i værket selv.
Et udgangspunkt i På sporet kan lede ad mange stier. Romanens knopskud fører én af sted i en konstant overraskende udforskning af erindringen, kunsten og kærligheden. Det er en roman af sanse- og følelsesindtryk, ikke kendsgerninger, som man må læse på bogens præmisser. Man må kaste sig ud i den, lade sig indfange af dens omsluttende, forgrenede sætninger for endelig at blive opslugt af dens fascinerende univers. Derfra er det bare at nyde, at der er så fantastisk mange sider at tage af.
Af cand.mag. Johanne Worsøe Petersen, 2006
Erindringens rum. Marcel Proust bruger subjektet, dets bevidsthed og tilgang til verden som omdrejningspunkt. Midt i overfloden af ord folder en fascinerende verden sig ud
Marcel Proust På sporet af den tabte tid
7 tætskrevne bind med i alt 1.250.000 ord! Så omfangsrigt er Marcel Prousts kanoniserede værk, 'På sporet af den tabte tid' eller 'A la recherche du temps perdu'. Men ikke kun værkets omfang har gennem tiden skræmt mange læsere væk. Også Prousts alenlange sætninger, som til tider spænder over flere sider, har afholdt ikke så få fra at fordybe sig i et af det 20. århundredes mest kanoniserede værker. Værket er mere kendt, end det er læst.
Men det er en skam. For midt i overfloden af ord folder en fascinerende verden sig ud, hvis mangfoldighed bjergtager sin læser. Paris’ dekadente saloner fremstår lyslevende med sludrende chatoller og maniske kunstnere, mens hovedpersonen forsøger at finde sig til rette i denne tid – la belle époques sidste åndedrag.
På sporet af den tabte tid
I juni 1909 kunne forbipasserende konstatere, at lyset i Prousts arbejdsværelse var tændt 60 timer i træk. Det var på denne tid han arbejdede på første bind af På sporet efter den tabte tid (herefter På sporet). Proust, der ellers var et kendt ansigt i det parisiske selskabsliv, havde trukket sig tilbage til arbejdsværelset for at skrive sit livsværk i, hvad der skulle blive en kamp mod døden. Han dikterede passager til tjenestepigen så sent som den morgen han døde, den 18. november 1922.
På sporet er først og fremmest en erindringsroman. Fortælleren og hovedpersonen, forfatterspiren Marcel, beretter om sit liv, opvækst og ungdom og om mødet med det parisiske borgerskabs overfladiske salonliv, som fascinerer ham dybt. Han fortæller imidlertid ikke blot om sit eget liv, men lader også de personer han møder, optræde som hovedpersoner i enkelte bind. Eksempelvis handler en stor del af første bog, Swanns verden, om overklassejøden Charles Swann, der var en hyppig gæst i familiens sommerbolig i Combray, og om hans – på flere måder – problematiske forelskelse i den odiøse Odette.
Smagen af erindring
Romanens handling forløber imidlertid ikke lineært. Den knopskyder, er ordnet efter fortællerens associative erindring, hvis logik det umiddelbart kan være ganske svært at gennemskue – oftest fordi der ikke er nogen. Det mest berømte eksempel på den associative erindring er Madeleinekagen.
Den voksne Marcel kommer en vinterdag frysende hjem til sin mor, som laver ham en kop lindete og serverer en madeleinekage dertil. Marcel dypper kagen i teen, og da han smager den vædede kage, vælder erindringen op i ham. Han hensættes til barndommens søndage i hjemmet i Combray, hvor hans tante Léonie lod ham smage sin madeleinekage dyppet i lindete, når han kom op og sagde god morgen til hende. Disse søndagsbesøg havde Marcel helt glemt og først med madeleinekagens hjælp bliver de vakt til live i hans erindring.
De associative erindringsspring fører imidlertid ikke kun læseren tilbage til Marcels barndom. De leder også ind i en undersøgelse af principperne for den menneskelige erindring. Visse episoder husker vi bevidst, mens andre ubevidst er koblet sammen med sansninger. Og det er disse sansninger, især smags- og lugteoplevelser, der er stærkest forankrede og som ”ufortrødent bærer erindringens mægtige bygningsværk på deres lille, næsten uhåndgribelige dråbe.” (Swanns verden, p. 56. Jeg citerer fra Else Henneberg Pedersens oversættelse, Gyldendal, 2002)
På sporet kræver at man accepterer værkets uforudsigelige forgreninger. At man affinder sig med at læse uden et sikkert ståsted, for selv fortælleren Marcel er tvetydig. Han er på én gang den Marcel, der fra et senere tidspunkt beretter historien, men er samtidig den oplevende Marcel, der lever sit liv uden den berettende Marcels viden. Den ældre Marcel fortæller om sig selv som ung. De to udgaver af Marcel smelter først sammen i den sidste bog, Den genfundne tid, da Marcel beslutter sig for at skrive den roman, læseren netop har læst. Med romanens undfangelse sluttes cirklen og læseren er tilbage ved bogens begyndelse.
Romanen består af:
Bd. 1: Vejen til Swann/ Swanns verden, 1913 (da. 1932)
Bd. 2: I et rosenflor af purunge piger, 1918 (da. 1932)
Bd. 3: Vejen til Guermantes, 1920-21 (da. 1933)
Bd. 4: Sodoma og Gomorrha, 1922 (da. 1935)
Bd. 5: Albertine, 1924 (da.1964)
Bd. 6: Forladt af Albertine, 1925 (da.1937)
Bd. 7: Den genfundne tid, 1927 (da.1932-38)
En moderne roman
Proust beskriver ikke primært sine karakterer og deres omgivelser, og dermed bryder han med den realistiske franske romantradition, som Gustave Flaubert, Honoré de Balzac og Émile Zola udfoldede den. I stedet bruger han erindringen som strukturerende princip, og introducerer en ny måde at organisere den moderne roman på. Subjektet, dets bevidsthed og tilgang til verden bliver omdrejningspunkt, som det også ses hos Prousts irske samtidige, James Joyce.
Men Proust viderefører samtidig den klassiske franske romantradition. De indgående studier af det dekadente liv i de parisiske saloner gennemsyrer hele romanen, men præsenteres især i bog 3, 4 og 5. Det er en nøjagtig beskrivelse af et bestemt samfundslag, præcis som man kan genkende det fra eksempelvis Balzac.
I 1919 blev Proust tildelt Goncourt-prisen for ”I et rosenflor af purunge piger”, og hermed blev han anerkendt som forfatter. Prisuddelerne forstod hans roman som autobiografisk og samfundsskildrende, og så den som en arvtager til den store, franske, realistiske romantradition. Siden hen har litteraturkritikken ændret fokus på romanen, så den i dag ikke hovedsageligt læses autobiografisk og samfundsskildrende, men i højere grad med interesse for romanens kompositoriske træk og dens filosofiske overvejelser om tid, erindring og kunstens muligheder.
Netop kunsten spiller en stor rolle for Marcel. For ham er vejen ud af tilværelsens overfladiskhed og tidslige begrænsning belagt med kunst, og man finder i romanen utallige overvejelser over musikken, billedkunsten og litteraturens muligheder. Men lige meget hvilken kunstart, der tales om, sidder man som læser tilbage med en æggende følelse af, at det alt sammen handler om selve den bog, man sidder med i hånden. At Proust i virkeligheden har skrevet om den bog, han sidder og skriver. Hos Proust er det således kunsten, der overvinder alt. Kærligheden derimod nedbrydes af begær og jalousi, hvad der både ses i Marcels forhold til sin elskede Albertine (bog 2 -6) og i beskrivelsen af Baron de Charlus’ homoseksuelle eskapader. For en romantisk sjæl er det til tider ganske hård kost.
Biografisk
Marcel Proust blev født 1871 og døde i 1922. Han led hele sit liv under et svagt helbred. Allerede som ni-årig fik han det første alvorlige astmaanfald, og denne sygdom kom til at præge hans tilværelse. Han opholdt sig helst inden døre, arbejdede bedst om natten og kunne om vinteren kun holde varmen udendørs, hvis han var iført to frakker. Sygdommen knyttede Proust til sin mor, som indtil sin død i 1905 var en altafgørende figur i hans liv. Blandt andet var det hende, der førte ham ind i kunstens verden. Den stærke moderbinding er også et gennemgående tema i På sporet
Prousts andre udgivelser
Sin debut fik Marcel Proust med udgivelsen Noveller (Les Plaisirs et les Jours) med forord af Anatole France i 1896. Samme år begyndte han at arbejde på den autobiografiske roman Jean Santeuil, som han dog ikke fuldførte, men som blev udgivet posthumt i 1952. Selv om Jean Santeuil og På sporet har et fælles materiale, er de meget forskelligt udformet. Jean Santeuil er skrevet i tredjeperson (i modsætning til På sporets førstepersonsfortælling), den er mere tidsbundet idet det politiske liv, fx Dreyfus-affæren, spiller en mere væsentlig rolle. Og endelig er Jean Santeuil traditionelt opbygget, uden erindringen som strukturerende princip.
Det er imidlertid ikke kun skønlitteratur, der er kommet fra Prousts hånd. Især i tiden efter århundredeskiftet skrev han adskillige essays og pasticher (tekster, der efterligner andre kunstnere eller stilarter). Både forfatterne Flaubert og Balzac samt kritikeren Sainte-Beuve udgav i disse år nye tekster signeret af Proust, som især var kommentarer til aktuelle begivenheder.
Proust skrev også litterære essays om blandt andet Sainte-Beuves litteraturkritik i essayet ”Contre Sainte-Beuve”. Sainte-Beuve mente, at man kunne aflede en forfatters værk af privatpersonen, og var en af fortalerne for den biografiske læsemetode. Proust derimod fandt koblingen mellem privatperson og værk ligegyldig og mente, man måtte tage udgangspunkt i værket selv.
Et udgangspunkt i På sporet kan lede ad mange stier. Romanens knopskud fører én af sted i en konstant overraskende udforskning af erindringen, kunsten og kærligheden. Det er en roman af sanse- og følelsesindtryk, ikke kendsgerninger, som man må læse på bogens præmisser. Man må kaste sig ud i den, lade sig indfange af dens omsluttende, forgrenede sætninger for endelig at blive opslugt af dens fascinerende univers. Derfra er det bare at nyde, at der er så fantastisk mange sider at tage af.
Af cand.mag. Johanne Worsøe Petersen, 2006
