Forfatter
Primo Levi
Den unge, italienske kemiker Primo Levi blev interneret i koncentrationslejren Auschwitz i 1944. Han havde været aktiv i den anti-fascistiske modstandsbevægelse, var blevet pågrebet af sine egne landsmænd og som jøde overgivet til de nazistiske allierede, der sendte ham og 650 andre italienske jøder med godstoget mod den for dem ukendte destination, Auschwitz.
Størstedelen, særligt kvinder og børn, blev allerede ved ankomsten til udryddelseslejren i det sydlige Polen skilt ud og sendt i gaskammeret, andre blev sat til at arbejde og døde efter kort tid af sult, overanstrengelse eller sygdom. Levi var blandt de ganske få, der kom til at opleve Den Røde Hærs befrielse af lejren.
Da han efter mere end et år i Monowitz – én af mange lejre i Auschwitz – endelig vendte tilbage til sin fødeby Turin i det nordvestlige Italien, var behovet for at bevidne de grusomheder, han havde set og oplevet på egen krop, betvingende. Allerede i lejren, i en periode, hvor han havde været heldig at få arbejde i Monowitz’s kemiske laboratorium, gjorde sig notater om det udsigtsløse liv, han levede, men var nødt til at destruere papirerne, efterhånden som han skrev dem, for at undgå en anklage for spionage.
Ved siden af sin daglige beskæftigelse begyndte han nu som en fri mand at skrive sine erindringer fra lejren og færdiggjorde i løbet af få måneder manuskriptet til bogen 'Hvis dette er et menneske'; et af de væsentligste, litterære bidrag til eftertidens forståelse af nazisternes forbrydelser og ikke mindst koncentrationslejrenes indre logik.
”Mange har spurgt mig, hvordan mit liv ville være blevet, hvis jeg ikke havde været fange i Auschwitz”, skriver Levi siden i et efterskrift til bogen, ”men ærlig talt ved jeg det ikke og kan ikke vide det”. Én ting er Primo Levi imidlertid sikker på: havde han ikke gennemlevet månederne i Auschwitz, havde han aldrig haft incitamentet til at skrive. Han havde ingen litterære ambitioner, men ønskede at give vidnesbyrd om livet som Häftling, dvs. som fange i Auschwitz.
”Det var oplevelsen af lejren og den lange rejse hjem, der tvang mig til at skrive. Jeg skulle ikke kæmpe med dovenskab, stilistiske problemer forekom mig latterlige, og mirakuløst fandt jeg tid til at skrive uden at forsømme mit arbejde. Det virkede, som om bøgerne allerede var der, færdige inde i mit hoved, og alt jeg skulle gøre, var at lade dem flyde ned på papiret,” forklarer han.
Tanken om at give vidnesbyrd havde holdt Levi i live, mens han var i lejren, og tilbage i Italien var det lejren selv og dens maskinelle produktion af død og lidelse, der skrev Levis roman for ham.
Han behøvede ikke at overveje stil, synsvinkel eller plot, han skrev, som erindringen om lejren naturligt bød ham. I modsætning til fx den tysk-rumænske digter og Holocaust-overlever Paul Celan, der skrev det senere så berømte digt Sort mælk om livet i koncentrationslejrene, havde Primo Levi ingen problemer med at sætte ord på sine oplevelser. Hvor Celans værk blev stadig mere ordknapt og indvævet i sig selv, mens han forsøgte atter at gøre det tyske sprog brugeligt til poesi, skrev italienske Levi ubesværet og delagtiggjorde køligt læserne i sin smerte.
Ved ankomsten til Auschwitz blev mennesket Primo Levi reduceret til Häftling 174517. Han fik nummeret tatoveret på indersiden af sin arm og skulle adlyde dette, når SS-soldaterne henvendte sig til ham. Der var tale om en ny navngivning, en dåb, som Levi selv bemærker i starten af 'Hvis dette er et menneske', og med det nye navn fulgte et nyt liv, en ny adfærd, sågar et nyt sprog, som man måtte tillære sig, hvis man ville overleve.
Mange italienere i Auschwitz døde af mangel på sprogkundskaber, som Levi forklarer i bogen 'Samtaler og interviews 1963-87'. De forstod ikke de tyske og polske ordrer og risikerede derfor at komme for sent til barbering eller uddeling af sko, hvorfor de fik flere slag end deres medfanger og var mere tilbøjelige til at dø ”af sko”, dvs. af betændte fodsår, som aldrig fik ro til at hele. Samtidig blev de latterliggjort i lejrens hårde, interne hierarki, fordi de ikke kunne udtrykke de simpleste ting, hvilket var en af årsagerne til, at de havde lejrens højeste dødelighedsprocent.
Levi selv var så heldig at kunne en smule tysk og var således i stand til at kommunikere med sine omgivelser. Men ligesom de øvrige nytilkomne fanger oplevede også han en forråelse af sin egen person, en tilnærmelsesvis annihilering af alle menneskelige træk, såvel ydre som indre.
Hans hoved blev barberet, han fik lus, han tabte sig og kom til at ligne de andre indsatte i lejren. Samtidig begyndte han at føle mindre, at tænke mindre på sin familie og det liv i Italien, som han havde forladt, han fokuserede kun på de umiddelbare mangler og behov. Häftlingens tilværelse var en kamp mod kulde, sult, sygdom og udmattelse, en regression mod et kreaturligt stadie, hvor alt overskud til at hjælpe andre forsvandt, og alle – med god ret – mistroede hinanden.
I det femte kapitel af 'Hvis dette er et menneske' beskriver Levi de alt for korte nætter i Monowitz, hvor det hårde arbejde og sulten repeteres i drømme:
”Man kan tydeligt høre de sovende trække vejret og snorke. Nogle stønner og taler. Mange smasker med læberne og bevæger kæberne frem og tilbage. De drømmer, at de spiser. Også den drøm er fælles. En nådesløs drøm som ophavsmanden til myten om Tantalus må have været særdeles bekendt med. Man kan ikke alene se maden, men føle den i sine hænder, tydeligt og konkret, selv dens uimodståelige lugt kan man mærke. Nogle holder den sågar op mod læberne i drømmen, men hver gang de skal til at putte den i munden afbrydes de af et eller andet. Så opløses drømmen og fortoner sig i andre billeder, men straks efter gentager den sig, ens og dog forandret. Og sådan går det for os alle, hele natten igennem, uden pauser og så længe vi sover."
Det enestående ved Levis øjenvidneberetning fra Auschwitz er, at han ikke alene beskriver de kummerlige forhold, som fangerne lever under med stor præcision, han gør det ud fra Häftligens meget begrænsende perspektiv, hvorved hans bog får en helt særlig stil.
Den er ganske vist skrevet efter krigens afslutning, og fra bl.a. fortsættelsen 'Tøbruddet', der følger hans lange rejse hjem fra Auschwitz, gennem det daværende USSR, over Rumænien, Ungarn og Tjekkoslovakiet til Sydtyskland og Østrig, ved vi, at Levi føler Tyskland skyldigt, at han rummer vrede mod de, der gjorde ham og så mange andre så meget ondt. Men i Hvis dette er et menneske søger han hverken at anklage eller at analysere de nazistiske soldater, han diskuterer ikke de grunde, der måtte være til nazismen, jødehadet og udryddelseslejrenes opståen.
Årsagen er enkel: vi ser her Auschwitz med Häftlingens øjne, og ligesom Häftlingen ikke tænker på sin fortid eller fremtid, reflekterer han heller ikke over det, der sker ham nu og her. Han ænser hverken sin egen skæbne eller de omkring ham, som udånder og dør, men holder fast i sin ske og sin skål og håber, at det i dag bliver ham, der får den mest fyldige del af suppen.
Kontrasten er tydelig, hvis man sammenligner Levis fortællestil i 'Hvis dette er et menneske' med eksempelvis 'Tøbruddet', der begynder, netop som de russiske soldater har fortrængt tyskerne fra Auschwitz og nu bringer fangerne mad og lægehjælp. Omsorgen er sparsom, men velment; russerne har været igennem en udmattende krig og ikke ventet den elendighed, der møder dem i koncentrationslejrene. Men selv denne smule opmærksomhed gør de nu tidligere fanger til mennesker igen, og forvandlingen sker ligeså hurtigt, som de ankom til Auschwitz. I det øjeblik nazisterne forlader lejren, får de tilbageblevne deres menneskelige træk tilbage igen.
Og efterhånden som Levis rejse hjem skrider frem, bliver hans personskildringer mere levende og muntre. I Auschwitz havde alle samme slidte ansigt, samme benede krop og en fortid, som ingen turde spørge til. På hjemturen træder personlighederne atter frem og giver grobund for venskaber, kærlighedsaffærer, gode historier og lyse øjeblikke. Sentimentaliteten bryder frem. Mens italienerne afventer deres repatriering, tillader de sig selv at længes efter solen og den gode, gule spaghetti i deres hjemland.
Hvis dette er et menneske er en undersøgelse, ikke af nazismen, men – som titlen antyder – af hvad det vil sige at være et menneske. Er det muligt at fjerne det menneskelige i et menneske, spørger Levi indirekte og svarer selv bekræftende. Udryddelseslejrene fjernede ethvert håb og dermed også det egentligt menneskelige, synes han at mene.
Som læser af 'Hvis dette er et menneske' bliver man bevidst om, hvor skrøbeligt mennesket er. Sår på fødderne, mangel på søvn, et forkert svar, det kan slå én ihjel.
Den såkaldte vidnesbyrdslitteratur er i dag så omfattende, at man kan tale om en decideret, selvstændig genre. Nævnte Paul Celan er ligesom Levi en væsentlig og tidlig repræsentant, og ligesom Levi endte Celan med at tage sit eget liv, plaget af depressioner i årtier (Levis selvmord er dog omdiskuteret; bl.a. Diego Gambetta mener, at det er en misforståelse at forklare hans død med oplevelserne i Auschwitz og argumenterer for, at det styrt i en trappeopgang i Italien i 1987, der forårsagede Levis død, kunne have været en ulykke); ungarske Imre Kertez er en anden.
Levis forfatterskab, der udover 'Hvis dette er et menneske' også inkluderer bl.a. 'Tøbruddet' og det lille, kemisk-litterære mesterværk 'Det periodiske system' er imidlertid enestående i sin oprigtighed og i sine litterære kvaliteter.
Skal man kun læse én beretning om Holocaust, bør det være Primo Levis.
Den unge, italienske kemiker Primo Levi blev interneret i koncentrationslejren Auschwitz i 1944. Han havde været aktiv i den anti-fascistiske modstandsbevægelse, var blevet pågrebet af sine egne landsmænd og som jøde overgivet til de nazistiske allierede, der sendte ham og 650 andre italienske jøder med godstoget mod den for dem ukendte destination, Auschwitz.
Størstedelen, særligt kvinder og børn, blev allerede ved ankomsten til udryddelseslejren i det sydlige Polen skilt ud og sendt i gaskammeret, andre blev sat til at arbejde og døde efter kort tid af sult, overanstrengelse eller sygdom. Levi var blandt de ganske få, der kom til at opleve Den Røde Hærs befrielse af lejren.
Da han efter mere end et år i Monowitz – én af mange lejre i Auschwitz – endelig vendte tilbage til sin fødeby Turin i det nordvestlige Italien, var behovet for at bevidne de grusomheder, han havde set og oplevet på egen krop, betvingende. Allerede i lejren, i en periode, hvor han havde været heldig at få arbejde i Monowitz’s kemiske laboratorium, gjorde sig notater om det udsigtsløse liv, han levede, men var nødt til at destruere papirerne, efterhånden som han skrev dem, for at undgå en anklage for spionage.
Ved siden af sin daglige beskæftigelse begyndte han nu som en fri mand at skrive sine erindringer fra lejren og færdiggjorde i løbet af få måneder manuskriptet til bogen 'Hvis dette er et menneske'; et af de væsentligste, litterære bidrag til eftertidens forståelse af nazisternes forbrydelser og ikke mindst koncentrationslejrenes indre logik.
”Mange har spurgt mig, hvordan mit liv ville være blevet, hvis jeg ikke havde været fange i Auschwitz”, skriver Levi siden i et efterskrift til bogen, ”men ærlig talt ved jeg det ikke og kan ikke vide det”. Én ting er Primo Levi imidlertid sikker på: havde han ikke gennemlevet månederne i Auschwitz, havde han aldrig haft incitamentet til at skrive. Han havde ingen litterære ambitioner, men ønskede at give vidnesbyrd om livet som Häftling, dvs. som fange i Auschwitz.
”Det var oplevelsen af lejren og den lange rejse hjem, der tvang mig til at skrive. Jeg skulle ikke kæmpe med dovenskab, stilistiske problemer forekom mig latterlige, og mirakuløst fandt jeg tid til at skrive uden at forsømme mit arbejde. Det virkede, som om bøgerne allerede var der, færdige inde i mit hoved, og alt jeg skulle gøre, var at lade dem flyde ned på papiret,” forklarer han.
Tanken om at give vidnesbyrd havde holdt Levi i live, mens han var i lejren, og tilbage i Italien var det lejren selv og dens maskinelle produktion af død og lidelse, der skrev Levis roman for ham.
Han behøvede ikke at overveje stil, synsvinkel eller plot, han skrev, som erindringen om lejren naturligt bød ham. I modsætning til fx den tysk-rumænske digter og Holocaust-overlever Paul Celan, der skrev det senere så berømte digt Sort mælk om livet i koncentrationslejrene, havde Primo Levi ingen problemer med at sætte ord på sine oplevelser. Hvor Celans værk blev stadig mere ordknapt og indvævet i sig selv, mens han forsøgte atter at gøre det tyske sprog brugeligt til poesi, skrev italienske Levi ubesværet og delagtiggjorde køligt læserne i sin smerte.
Ved ankomsten til Auschwitz blev mennesket Primo Levi reduceret til Häftling 174517. Han fik nummeret tatoveret på indersiden af sin arm og skulle adlyde dette, når SS-soldaterne henvendte sig til ham. Der var tale om en ny navngivning, en dåb, som Levi selv bemærker i starten af 'Hvis dette er et menneske', og med det nye navn fulgte et nyt liv, en ny adfærd, sågar et nyt sprog, som man måtte tillære sig, hvis man ville overleve.
Mange italienere i Auschwitz døde af mangel på sprogkundskaber, som Levi forklarer i bogen 'Samtaler og interviews 1963-87'. De forstod ikke de tyske og polske ordrer og risikerede derfor at komme for sent til barbering eller uddeling af sko, hvorfor de fik flere slag end deres medfanger og var mere tilbøjelige til at dø ”af sko”, dvs. af betændte fodsår, som aldrig fik ro til at hele. Samtidig blev de latterliggjort i lejrens hårde, interne hierarki, fordi de ikke kunne udtrykke de simpleste ting, hvilket var en af årsagerne til, at de havde lejrens højeste dødelighedsprocent.
Levi selv var så heldig at kunne en smule tysk og var således i stand til at kommunikere med sine omgivelser. Men ligesom de øvrige nytilkomne fanger oplevede også han en forråelse af sin egen person, en tilnærmelsesvis annihilering af alle menneskelige træk, såvel ydre som indre.
Hans hoved blev barberet, han fik lus, han tabte sig og kom til at ligne de andre indsatte i lejren. Samtidig begyndte han at føle mindre, at tænke mindre på sin familie og det liv i Italien, som han havde forladt, han fokuserede kun på de umiddelbare mangler og behov. Häftlingens tilværelse var en kamp mod kulde, sult, sygdom og udmattelse, en regression mod et kreaturligt stadie, hvor alt overskud til at hjælpe andre forsvandt, og alle – med god ret – mistroede hinanden.
I det femte kapitel af 'Hvis dette er et menneske' beskriver Levi de alt for korte nætter i Monowitz, hvor det hårde arbejde og sulten repeteres i drømme:
”Man kan tydeligt høre de sovende trække vejret og snorke. Nogle stønner og taler. Mange smasker med læberne og bevæger kæberne frem og tilbage. De drømmer, at de spiser. Også den drøm er fælles. En nådesløs drøm som ophavsmanden til myten om Tantalus må have været særdeles bekendt med. Man kan ikke alene se maden, men føle den i sine hænder, tydeligt og konkret, selv dens uimodståelige lugt kan man mærke. Nogle holder den sågar op mod læberne i drømmen, men hver gang de skal til at putte den i munden afbrydes de af et eller andet. Så opløses drømmen og fortoner sig i andre billeder, men straks efter gentager den sig, ens og dog forandret. Og sådan går det for os alle, hele natten igennem, uden pauser og så længe vi sover."
Det enestående ved Levis øjenvidneberetning fra Auschwitz er, at han ikke alene beskriver de kummerlige forhold, som fangerne lever under med stor præcision, han gør det ud fra Häftligens meget begrænsende perspektiv, hvorved hans bog får en helt særlig stil.
Den er ganske vist skrevet efter krigens afslutning, og fra bl.a. fortsættelsen 'Tøbruddet', der følger hans lange rejse hjem fra Auschwitz, gennem det daværende USSR, over Rumænien, Ungarn og Tjekkoslovakiet til Sydtyskland og Østrig, ved vi, at Levi føler Tyskland skyldigt, at han rummer vrede mod de, der gjorde ham og så mange andre så meget ondt. Men i Hvis dette er et menneske søger han hverken at anklage eller at analysere de nazistiske soldater, han diskuterer ikke de grunde, der måtte være til nazismen, jødehadet og udryddelseslejrenes opståen.
Årsagen er enkel: vi ser her Auschwitz med Häftlingens øjne, og ligesom Häftlingen ikke tænker på sin fortid eller fremtid, reflekterer han heller ikke over det, der sker ham nu og her. Han ænser hverken sin egen skæbne eller de omkring ham, som udånder og dør, men holder fast i sin ske og sin skål og håber, at det i dag bliver ham, der får den mest fyldige del af suppen.
Kontrasten er tydelig, hvis man sammenligner Levis fortællestil i 'Hvis dette er et menneske' med eksempelvis 'Tøbruddet', der begynder, netop som de russiske soldater har fortrængt tyskerne fra Auschwitz og nu bringer fangerne mad og lægehjælp. Omsorgen er sparsom, men velment; russerne har været igennem en udmattende krig og ikke ventet den elendighed, der møder dem i koncentrationslejrene. Men selv denne smule opmærksomhed gør de nu tidligere fanger til mennesker igen, og forvandlingen sker ligeså hurtigt, som de ankom til Auschwitz. I det øjeblik nazisterne forlader lejren, får de tilbageblevne deres menneskelige træk tilbage igen.
Og efterhånden som Levis rejse hjem skrider frem, bliver hans personskildringer mere levende og muntre. I Auschwitz havde alle samme slidte ansigt, samme benede krop og en fortid, som ingen turde spørge til. På hjemturen træder personlighederne atter frem og giver grobund for venskaber, kærlighedsaffærer, gode historier og lyse øjeblikke. Sentimentaliteten bryder frem. Mens italienerne afventer deres repatriering, tillader de sig selv at længes efter solen og den gode, gule spaghetti i deres hjemland.
Hvis dette er et menneske er en undersøgelse, ikke af nazismen, men – som titlen antyder – af hvad det vil sige at være et menneske. Er det muligt at fjerne det menneskelige i et menneske, spørger Levi indirekte og svarer selv bekræftende. Udryddelseslejrene fjernede ethvert håb og dermed også det egentligt menneskelige, synes han at mene.
Som læser af 'Hvis dette er et menneske' bliver man bevidst om, hvor skrøbeligt mennesket er. Sår på fødderne, mangel på søvn, et forkert svar, det kan slå én ihjel.
Den såkaldte vidnesbyrdslitteratur er i dag så omfattende, at man kan tale om en decideret, selvstændig genre. Nævnte Paul Celan er ligesom Levi en væsentlig og tidlig repræsentant, og ligesom Levi endte Celan med at tage sit eget liv, plaget af depressioner i årtier (Levis selvmord er dog omdiskuteret; bl.a. Diego Gambetta mener, at det er en misforståelse at forklare hans død med oplevelserne i Auschwitz og argumenterer for, at det styrt i en trappeopgang i Italien i 1987, der forårsagede Levis død, kunne have været en ulykke); ungarske Imre Kertez er en anden.
Levis forfatterskab, der udover 'Hvis dette er et menneske' også inkluderer bl.a. 'Tøbruddet' og det lille, kemisk-litterære mesterværk 'Det periodiske system' er imidlertid enestående i sin oprigtighed og i sine litterære kvaliteter.
Skal man kun læse én beretning om Holocaust, bør det være Primo Levis.
