Giovanni Boccaccio

Fortælleren der startede hele den europæiske prosatradition. Giovanni Boccaccio forener kærlighed og erotik, købmandsskab og begærlighed, dyder og laster i sin pragtfulde novellesamling, Dekameron.

Giovanni Boccaccio (1313-1375) er den sidste i rækken af de tre store italienske forfattere fra 1300-tallet – Dante og Petrarca er de to andre. Hvor de to første mest er kendt for deres store digterværker, funderet i middelalderens religiøse grundholdning, så adskiller Boccaccio sig fra sine to store forgængere ved sin ligefremme verdslighed. 
Først og fremmest ved tekstens form. Boccaccio betegnes ofte som novellekunstens fader og hans hovedværk, Dekameron, består af 100 noveller med verdslige temaer såsom lykkelig eller ulykkelig kærlighed, konflikten mellem riddertidens etiske værdier og det nye borgerskabs materialistiske livssyn eller historier om hvordan den kloge narrer den mindre kloge. 

Man kalder også Dekameron, "Den menneskelige komedie" som pendent til Dante’s Den Guddommelige komedie. Fordi Boccaccio afspejler menneskets svagheder og styrker som vi også kender dem i dag. Men i modsætning til Dante fortæller han i et dagligdags talesprog med ironiske fortællerstemmer, der peger frem mod Cervantes´ Don Quijote og nyere tids fortællemåder.

 

Forfatteren og hans samtid

Boccaccio voksede op i Firenze, hvor hans far var en velhavende handelsmand. Her var en ny slags borgere, købmændene, i færd med at skabe nye samfundsnormer. Det merkantile var i vækst og ligeså velstanden blandt de norditalienske bystaters borgere.
Som 15 årig flyttede Boccaccio med sin far til Napoli og tilbragte de påvirkelige ungdomsår tæt på Anjou’ernes hof med dets ridderlige idealer om høvisk kærlighed, om venskab og ædelhed sådan som de kommer til udtryk i middelalderens ridderromaner. 
Boccaccio forsøgte sig lidt med bankvæsen og jurastudier før han endelig fik lov til at hellige sig sine humaniorastudier og sin forfattervirksomhed.

I 1340 vendte han tilbage til Firenze. Derved kom han mentalt til at stå med et ben i hver by; Firenze med dens købmandsmoral og de fornuftbetonede handlinger og Napoli med riddertidens arkaiske værdier. Men resultatet blev en frugtbar splittelse, som er med til at give dynamik til Dekamerons fortællinger.

Ligesom digteren Petrarca, som han beundrede meget, arbejdede han desuden for at udbrede den antikke græske kultur. Han var åben overfor forskellige kulturer og interesserede sig for videnskab, psykologi, de nye opdagelser og billedkunst. Denne nysgerrighed afspejles i hans noveller hvor han udvider intrigerne til det omgivende samfund. Dermed peger han frem mod humanisterne som netop træder frem på Firenzes scene sidst i 1300 tallet.

I 1348 ramte pesten Italien med voldsom kraft. Boccaccio mistede sine forældre og mange af sine venner. I kølvandet af pestrædslernes kaos, hvor sædernes forfald stortrivedes og alle hæmninger var smidt overbord, skrev Boccaccio Dekameron, som udkom i 1351 og hurtigt blev kendt og læst. Midt i Firenzes pestmareridt sætter han en gruppe ædle, unge, smukke mænd og kvinder sammen for at fortælle os historier med moraler.

Dekameron

Titlen betyder "de ti dages værk" på latin. I bogens indledning, Proemio, hører vi Boccaccio’s egen stemme. Han fortæller at historierne er tænkt som trøst for kvinderne, der ikke har samme muligheder for adspredelser for triste tanker som mændene har. Desuden havde historierne et belærende, didaktisk, formål, hvilket man dog ikke skænker en tanke, når man læser dem.
Han viser hvordan pesten vender op og ned på alle moralkoncepter, på klasseforskelle og på autoritetstroen overfor kirke og lovgivning. I indledningen giver han en nøgtern beskrivelse af sygdommen og dens følger som medvirker til samfundsopløsningen. En af følgerne bliver samtidig et definitivt farvel til troen på den middelalderlige orden som styrende for alt i samfundet og i menneskets liv.

Boccaccio indsætter fortællingerne i en ydre rammefortælling. Her introducerer han ti fortællere, unge, smukke mænd og kvinder. Disse flygter fra pestbyen Firenze ud til et nærliggende landsted hvor de, i idylliske omgivelser, fortæller hinanden historier i ti dage. 
Hermed indfører Boccaccio "fortællerbegrebet", de unge fungerer som filter mellem forfatteren Boccaccio og de enkelte historiers morale. For uanset Dekamerons ry for at indeholde "uartige historier", så er det alle historier med en morale. 
Historiernes morale er måske knap så tydelig for os i dag som for Boccaccios samtidige. Når man læser dem i dag, skal man have de forhold i baghovedet som er nævnt under "Forfatteren og hans samtid". Så vil man kunne genkende de holdninger og konflikter som dominerede i datidens Italien. Boccaccios unge er med til at sætte nye normer for værdig opførsel, de repræsenterer det nye, stærke merkantile aristokati.

Den inderste ramme for fortællingerne er de ti dage, hvor de ti fortællere hver dag fortæller en historie hver. Bagefter kommenterer de indbyrdes historien og selvom de ikke giver en direkte grydeklar fortolkning, kan man ofte aflæse nogle ledetråde udfra deres stillingtagen. 

Historierne kan man dele op i 3 grupper:
 

Riddernoveller. 
Hvor de høviske værdier som kærlighed, ædelhed og venskab spiller en afgørende rolle for historiens personer. Boccaccio havde blik for ridderstandens svagheder og dens styrker og satte dem modspil til borgerskabets værdier. Ofte med et dramatisk resultat til følge.

Købmandsnoveller. 
Her er det kløgt, besindighed og fornuft der sættes i højsædet. De har ofte en happy end.

Almuenoveller. 
Det er disse noveller der før i tiden gav Dekameron ry for erotiske historier. Boccaccio afslører hulheden blandt datidens munkes og nonners fromhed. Kleresiet bliver gjort til nar, men på en festlig måde. 3. dags 1. novelle er en meget festlig novelle om hvorledes sex, snedighed og kløgt kan bruges, så alle får tilfredsstillet deres lyst. Moralen i disse noveller er, at erotikken og drifterne er en naturlig drivkraft for mennesket og at man ikke kan undertrykke dem. Et andet eksempel på naturens kræfter er historien om Balducci og gæssene.

 

Temaer 

I ridder- og købmandsnovellerne afspejles ofte modsætninger mellem de to forskellige miljøer. En forskel som Boccaccio kendte fra sin opvækst. 
I mange af disse noveller er der et budskab om at lade det bedste fra de to verdener smelte sammen: et nyt borgerskab med købmandens rationalitet og ridderens ædelhed og følsomhed.
Kærligheden, ulykkelig eller lykkelig, kan ofte ses i konflikt med familiens rigdom eller mangel på samme. I nogle af historierne gøres kærligheden til selve eksistensgrundlaget. Derved kan den koste livet.

Eksempel på købmandsnovelle:
”Nattergalen”. I denne historie, som i så mange af de andre, er datteren, kvinden et salgsobjekt. Fordi hun opdages i et erotisk forhold bliver hendes værdi på markedet forringet. Den snarrådige købmandsfar finder alligevel en udvej til at overholde normerne, gøre datteren lykkelig og få gevinst selv samtidig. 

4. dags 9. historie: Købmandsnovelle om handelsstandens altødelæggende profitbegær, der dræber alt smukt omkring sig. 
Historien genbruges i Bjarne Reuter: Løgnhalsen fra Umbrien, 2004

Eksempel på riddernovelle:
5. dags 9. historie: "Falken" er indbegrebet af den høviske fortælling. 
Den ædle, men forarmede adelsmand ofrer sin elskede jagtfalk, det eneste værdifulde han ejer, for at demonstrere sin kærlighed til en gift købmandsfrue. Til gengæld for at ofre (spise!) dette ultimative symbol på ædelhed og ridderidealer, får han sin elskede sidst i historien. Sammen med hende begynder helten at føre et fornuftigt, borgerligt liv.

Af cand. mag. Janet Wilhjelm, København Universitet