For et par måneder siden rullede en storslået Hollywoodfilm over lærredet i mangen dansk biograf. Filmen er baseret på en herrenørdet hard science fiction bog, nemlig 'The Martian'. Bogen er just udkommet på dansk, og meget sigende på det mindre forlag DreamLitt.
Og hvorfor er det sigende, spørger den kvikke læser så?
Jow, det er sigende, fordi det på bedste vis belyser science fictions position i det hjemlige litterære landskab. Det er til min store og udelte frustration en bette, ugle- og til tider endda ildeset genre.
Hvis man ser bort fra Kaspar Colling Nielsens ’Den danske borgerkrig’, så kan jeg ikke mindes en eneste dansk science fiction bog, der er nået ud til et større publikum.
Det er egentlig både synd og skam, for vi har en flot tradition for science fiction herhjemme. Tag nu bare ’Niels Klim’ eller ’Flyvefisken Prometheus’. For ikke at tale om ’Himmelskibet’. Ja, jeg husker min ellers meget flegmatiske far bliver ganske entusiastisk, når han talte om ’Willy på eventyr’.
Men hvorfor pokker er det så ikke mere populært? Hvorfor flyder medierne ikke over med lovprisninger af dansk sci-fi? Hvorfor segner vores reoler ikke under vægten af velskrevne, udfordrende bøger?
Denmark, we have a problem
Jeg synes, uden at udråbe manden selv til den store skurk, at skellet mellem progressiv, god dansk science fiction og de noget lidt kedelige og uinspirerede udgivelser, vi trækkes med nu om stunder, kom med Niels E. Nielsen. På godt og ondt dannede han skole med sine samfundskritiske undergangsfortællinger. ’Narrens drøm’ fra 1974 er et fint eksempel herpå: ”Dystopisk fortælling om en familie, der i 1969 sidder næsten alene tilbage i København, da Europa evakueres af frygt for atombomber. En roman om at handle eller bryde sammen - om at overleve i en døende storby.” Her i år 2016 så føler man unægtelig, man har både set og hørt det før. Mange gange.
Det er naturligvis typisk for tiden, men det er desværre også en skole, en nyere forfatter som Freddy Milton har favnet helt og aldeles med ’Fort Europa’ fra 2014. Det sammen synes folk som Jørgen Munck Rasmussen, Kristian Massey og den ellers så lovende H. H. Løyche også at gøre med deres bøger. Det er dystopier, der på mange måder mere italesætter forfatterens nutidige frygt eller politiske kæpheste, end det er egentlig tidløs sci-fi. Disse - og langt de fleste danske - værker er da også katalogiseret ”fremtidsfortællinger” fremfor ”science fiction”.
’Narrens drøm’ er sært nok lige blevet genudgivet, og det underbygger bare min oprindelige holdning, at sci-fi skal være mere end blot et tidsbillede og et fartøj for en forfatters givne kvababbelser, hvad end de nu måtte være frygt for atomkrig eller Den Europæiske Union, hvis det skal være relevant og interessant på længere sigt.
Men er det nu et problem? Ja, det er det, når det bliver så ubegribeligt navlepillende og visionsløst, at det virker som et genopkog af et eller andet, vi har set før. Genren, og især vi læsere, fortjener bedre. Vi har fortjent gode, tidløs sci-fi historier. Også på dansk.
Manglen på den gode fortælling
Når jeg har nævnt dansk sc-fi for forlagskonsulenter, lektører og genreelskere uden for det snævre fanmiljø, så spænder reaktionerne fra øjenrullen i bedste fald til et stort spørgsmålstegn i værste fald. Eller også er det i virkeligheden omvendt, at i bedste fald, så kender folk uden for miljøet ikke til dansk science fiction, mens de i værste fald ruller med øjnene og synes, det er noget jammerligt noget.
Men hvorfor er der så ikke bedre science fiction i Danmark? Et af mine bud er, at vi mangler en mere darwinistisk indgangsvinkel, dvs. færre, men bedre udgivelser, hvor de dårlige og middelmådige sorteres fra og der arbejdes mere med de bedre. Der mangler med andre ord et bedre redaktionelt arbejde. Derfor må vi simpelthen også stoppe med alle de mange ligegyldige antologier, der ikke synes at have anden formål, end at de forskellige forfattere nu kan kalde sig forfattere. Udbyttet er for pauvert for os læsere, og kræfterne bedre brugt på at hjælpe nogle enkelte forfattere frem ved arbejde med deres færdigheder og måske endda nøde nogle af dem til at bevæge sig væk fra det dystopiske.
Dog er der lyspunkter, men det er sjældent under banneret science fiction. Der er Thomas Clemens 'Berlin 404' eller Colling Nielsens 'Mount København'. Og her oplever vi det større billede, det fantastiske og udfordrende ved virkeligt fede bøger. Oven i købet selvom Colling Nielsen dybest set skriver en kritik af vort nuværende samfund, så har bogen dog litterære kvaliteter.
Udover det, så har en mand som Søren Risløv Staugaard med ’Kali’ fra 2014 formået at skrive noget ret fin science fiction. Her skrev lektøren bl.a. ”Hæsblæsende science fiction roman. Et udmærket bud på god underholdning til især mandlige læsere af genren.” Og jeg er enig, så tak til Valeta for at kæmpe den gode kamp.
Nogle af de bud, der trods alt er på god dansk science fiction, kommer fra forfattere, der mestendels gør sig i andre af de fantastiske genrer, bl.a. Patrick Leis, Christian Reslow, Charlotte Weitze eller A. Silvestri, der med ’Ambrosia/Live’ formår at skrive en syret, men god dobbeltnovelle. Dog er det igen med udgangspunkt i nutiden og med verdens undergang som tema. Som lektøren skriver ”Man skal gide genren og så får man to fine historier om menneskets ikke altid lyse fremtid”. Bemærk ”ikke altid lyse fremtid”. Det synes desværre at være et definerende træk ved meget dansk ”sci-fi” litteratur.
Beklageligvis forekommer det overordnede fællestræk for danske science fiction udgivelser at være soft sci-fi eller rendyrket dystopi, men sjældent, hvis nogensinde, egentlig hard sci-fi, altså science fiction centreret på teknologi og videnskab. Her tænker jeg også, at en mere professionelle og fokuseret indsats fra forlagene kunne være givtig, både for os læsere, men også for forfatterne. Det falder jo nok de fleste lettere for at forfatte noget dystopisk med udgangspunkt i en genkendelig nutidig problemstilling end at skulle dykke ned i videnskaberne.
Og det er en skam, for vi mangler god, dansk science fiction.
Men hvorfor er science fiction så vigtigt?
Jeg ynder i mange tilfælde at sammenligne Danmark med Skotland, og det gør jeg også her. Skotland har f.eks. fostret Iain M. Banks og Charles Stross. To blændende dygtige forfattere, men også forfattere med vision og fantasi. Begge havde sympati for venstrefløjen, tror jeg roligt, jeg kan sige, men begge formåer (eller formåede i Banks tilfælde – han er desværre død nu) at skrive, så man ikke følte forfatterens verdenssyn blev proppet ned i halsen på en. De kunne væve en god fortælling, der ubevidst pillede ved den måde, man som læser så verden på.
Banks skrev fantastiske fortællinger om sære eksistenser i et overflodssamfund i en fjern, fjern fremtid. Der er alt lige fra evigt liv over selvtænkende stjerneskibe til fred blandt mennesker. For det meste. Hans bøger om ”Kulturen” er intet mindre end fremragende og visionære, og piller ved vores opfattelse af nødvendigheden af en striks narkotikapolitik og et arbejde for at trives for at nævne et par kardinalpunkter.
Stross’ ’Rule 34’ er et eminent eksempel på en bog, der kigger kritisk på den teknologiske udvikling og fortæller en fin menneskelig historie tillige – den er sågar også sjov til tider. Stross har et skarpt blik for teknologiske tendenser og de afledte effekter deraf.
Science fiction er fantastisk til at undersøge konsekvensen af tendenser og strømninger i nutiden, samt konsekvenserne af teknologiske fremskridt – eller manglende på samme. Men kernen bør være videnskab, og ikke blot en undskyldning for at bedrive samfundskritik. Et godt eksempel på, hvordan det skal gøres, er Anders Bodelsens ’Frysepunktet’ fra 1969, der sætter spørgsmålstegn ved den menneskelige tilstand ved at væve en historie om mennesker OG teknologisk udvikling i en mere og mere rablende sindssyg fremtid. Svend Åge Madsen forsøger med ’Genspejlet’ det sammen, men Bodelsen slipper så meget bedre afsted med sit forehavende. Madsen formår ikke på samme måde at perspektivere, hvilket gør hans bøger sært provinsielle og navlebeskuende i deres fokus på en samtidig problemstilling. Igen bliver det mere et værk om nutiden end egentlig sci-fi.
Men hvad er så egentlig science fiction? Den Store Danske definerer science fiction som ”(en) mere eller mindre fabulerende tematiseringer af (natur)videnskabens resultater og anskuelsesmåder, og hyppige emner er højteknologiske fremtidssamfund, rumrejser, tidsrejser, væsner fra andre kloder, robotter, kunstig intelligens, Jordens undergang o.l..”. Med andre ord, så er der tale om fiktion, der i stil og indhold trækker på videnskabelige elementer.
Mathias Clasen ud- og underbygger i ’Science fiction som brobygger’ ”(…) men selvom sf pr. definition beskæftiger sig med videnskab og teknologi, er genren ikke nødvendigvis positivt indstillet over for disse.” Clasen fortsætter med at nævne bl.a. ’Frankenstein’, ’The X-Files’ og Orwells ’1984’ som eksempler på en videnskabs- og teknologikritisk vikling af genren, hvilket underbygger science fictions egnethed til samfundsdebat i en bred forstand, men især til et kig på teknologi og videnskabs betydning for os mennesker, både som art og individer.
Vigtigst er det, at god science fiction som intet andet kan inspirere ved at sætte ord på en nutidig problemstilling og fremskrive udviklingen. Eller perspektivere, om man vil. Og gøres det rigtig godt, så er science fiction stort set tidløs og en evig kilde til inspiration. Eller til evig advarsel som i Orwells tilfælde.
Dét er stor kunst, relevant og noget jeg i den grad savner herhjemme. Også hos ”almindelige” forfattere i øvrigt.
Her er mine to skotske yndlingsforfattere igen værd at bringe på banen. Banks og Stross vil være læsbare om 20-30 år. Banks især er meget tidløs, mens Stross sikkert vil have sammen status som William Gibson – en mand, der så fremtiden og skrev om den. Og de vil have pillet ved deres læseres verdensopfattelser, ændret deres liv sågar.
I en artikel af Jacob Krogsøe i ’Nye Sider’ udtaler Anne-Cathrine Riebnitzsky: "Og så er der et kæmpe drive i at vide at gode bøger kan ændre folks liv til det bedre. En god bog kan få dig til at ændre holdning, elske din mand på ny, tilgive en fjende og skifte arbejde." Det gælder i min optik særdeleshed for science fiction.
Calla Cofield, der skriver for Space.com og Scientific America, underbyggede fornyligt den antagelse i et interview: "Det er meget veldokumenteret, at mennesker, der arbejder for NASA, er blevet inspireret af science fiction," og hun fortsætter "Det handler alt sammen om at drømme om, hvad der foregår andetsteds end på jordens overflade."
Det er Elon Musk, manden bag bl.a. Space X, nok det bedste eksempel på – godt nok arbejder han ikke for NASA, men han bygger dog rumskibe som sin levevej.
Neal Stephenson, forfatteren til ’Seveneves’, er inde på noget af det samme som Cofield. Udover at være træt til døden af dystopier, så siger Stephenson til NPR.org, og bær over med min kluntede oversættelse, ”Vi har ofte problemer med at forestille os, hvordan en positiv fremtid ville se ud. Og det er her science fiction kommer ind. Hvis vi ønsker en bedre fremtid, har vi brug for bedre historier.”
Jeg kunne ikke være mere enig. Vi mangler den gode sci-fi og de gode historier.
Så lad mig spørge igen; hvor fanden er min marsboer?!?
Anbefalet læsning
Desværre er det som nævnt stort set kun dystopier og soft sci-fi, der er udgives, så der er en sørgelig mangel på rigtig science fiction, altså hard sci-fi, i Danmark. Vi mangler altså stadig vor marsboer og de gode historier, men man tager jo, hvad man kan, og bøgerne på denne liste er ganske læsbare, omend nok ikke så inspirerende for en evt. kommende Elon Musk.
- Peter Adolphsen, År 9 efter Loopet
- Anders Bodelsen, Frysepunktet
- Jon Brændsgaard Toft. Blå lys
- Thomas Clemen, Berlin 404
- Kaspar Colling Nilesen, Mount København
- Peter Dreyer, Glitch: Vostok-eksperimentet
- Inge Eriksen, Luderen fra Gomorra
- Ole Fogh Kirkeby, Den anden død
- Michael Kamp, Samlerne
- Lars Konzack, 20.02.2020
- Patrick Leis, Jagtmarken
- Nær og fjern, Lige under overfladen, 7, red. Carl-Eddy Skovgaard
- Christian Reslow, Miraklets fald
- Søren Risløv Staugaard, Kali
- Pierre Robert, Kolonien
- Grethe Roulund, Professor Sterns kontor
- Freddy E. Silva, Mediatropolis
- Amdi Silvestri, Ambrosia/Live
- Johan Springborg, Hjernehallen
- Universets Mørke, red. H. Harksen
- Charlotte Weitze, Mørkets egne
Værd at påpege, hvis man er lidt biblioteksnørdet, så er et fåtal af bøgerne på ovenstående liste rent faktisk katalogiseret som ren ”science fiction”. Langt de fleste er ”fremtidsfortællinger” og/eller ”dystopier”. Men det underbygger jo blot på mit udsagn om, at der er meget lidt god dansk sci-fi.
PS: Denne artikel er en lettere bearbejde udgave af en note fra min Facebookside Den Grå Bibliotekar.
Kommentarer