Blog
Parnassets luftkasteller
I disse år falder prisregn, legater, fondsmidler og anmelderroser over én type litterær især:
Realismen, i lyrisk prosaform, og oftest dugfrisk fra forfatterskolen. Med andre ord, den litteratur, der i disse år kaldes den ”rigtige” eller, om man vil, den nye parnaslitteratur – som det litterære etablissement står på skuldrene af hinanden for at lovprise.
Denne type litteratur, der er så tungt belæsset med priser som Montana, Nordisk Råds, Stjernedrysprisen m.m. – og ikke mindst stjerner fra dagbladene (fem eller seks stjerner synes at være det eneste, der virker) – er uundgåeligt studentikos, og man kan stille spørgsmålet: Er litteraten anno 2015 blevet blind, eller forstiller han/hun sig bare?
Vinderværkerne er tit præget af denne indforståede – og i mange tilfælde nærmest samstemte – uforståelighed, der ikke er eksklusiv for forfatterskolen, men de fleste kulturelle læreinstitutioner. Og det er nemt for afsenderne (og deres backing group, ikke mindst!) at postulere, at pøblen simpelthen ikke forstår de store tanker, der rumsterer i deres hoveder; at deres plotforsagende form- og sprogeksperimenter nærmest når guddommelige højder, der da overstiger banal menneskelig refleksionsevne.
Mange læsere har da også en tendens til at opgive læsningen af disse bøger med et ”Det fatter jeg simpelthen ikke” eller ”Det er jeg nok for dum til at forstå”. Ærgerligt, for tit er det den kunstlette litteratur, der er dum og slet ikke læseren.
Værkerne er ofte propfulde af referencer til pensum på litteraturstudiet, og appellerer derved til elitens almenviden og anmelderens følelse af ”hov, det kender jeg da, så må jeg være klog!”. Det kan være, de spotter et ord som ’Sappho’ eller andet græsk, og så er skolepengene da ikke helt spildt – de kan så være trygge ved, at bare et eller andet adskiller dem fra proletariatet.
Mange af værkerne er simpelthen ikke andet end dominorækker af strøtanker, banalt reflekterende om vind og vejr, iblandet lidt kunstlette og floskeltunge naturbetragtninger og populærvidenskab over en bund af dagbogslignende navlefnuller. Og forsøges der ud i det større perspektiv, er vi ude i en misforstået en-til-en spejling i natur eller verdensrum.
Og det, litteraterne finder flotte ord for, eksperimenterende typografi, tegnsætning, eller hvad det kan være, er ofte bare dårlige vaner eller kunstlet lir. Forvildede semikoloner, umotiverede linjeskift, fjollede sideopsætninger og malplacerede kursiveringer. Og hvis disse greb så bare havde en berettigelse i forhold til indhold. Læg dertil et helvede af metaforer, der burde løfte øjenbryn hos selv fjerde klasses-læreren, måske lidt danglish og en gang sløret grafik isat – så har du nutidens overvurderede parnaslitteratur.
Men selv de dårligste vaner kan få et fint navn, når litteraturen omtales flot i pressen. Man kunne jo også bare beskrive det så enkelt som ”en fis i en hornlygte”.
Jeg undlader navne i dette indlæg (hvem ved, måske for at undgå ”kæreste/ven/kollega-fyrer-i-blindt-forsvar-effekten”), og vil gerne pointere, at kritikken egentlig først og fremmest går til de voksne mennesker, der står bag og blæser omtalte litteratur op til noget, den slet ikke er.
Men det er da et stort problem, er det ikke? At det manierede og umodne er blevet synonymt med kunsten? At disse vaklende svendestykker, bugnende med floskelfilosofi fra teenageværelset (”Cirklen er den stærkeste form” etc.) indtager pladsen over alt andet? Og hvorfra stammer denne leflen for det umodne og kunstlette egentlig?
Det er synd, for det bliver sværere og sværere at pege på en egentlig litterær intelligentsia i dagens Danmark. Litteraterne, der skamroser disse studenterværker, fremstår som det ægte proletariat, og litteraturen, der står på stylter for at være stor kunst, afslører vor tids sande Prins Knud. Men helt til grin er de selvfølgelig ikke, for pengene følger dem jo stadig – også selvom de fleste, der står uden for deres miljø, jo godt kan se, at ikke en eneste af de mennesker har noget tøj på.
I disse år falder prisregn, legater, fondsmidler og anmelderroser over én type litterær især:
Realismen, i lyrisk prosaform, og oftest dugfrisk fra forfatterskolen. Med andre ord, den litteratur, der i disse år kaldes den ”rigtige” eller, om man vil, den nye parnaslitteratur – som det litterære etablissement står på skuldrene af hinanden for at lovprise.
Denne type litteratur, der er så tungt belæsset med priser som Montana, Nordisk Råds, Stjernedrysprisen m.m. – og ikke mindst stjerner fra dagbladene (fem eller seks stjerner synes at være det eneste, der virker) – er uundgåeligt studentikos, og man kan stille spørgsmålet: Er litteraten anno 2015 blevet blind, eller forstiller han/hun sig bare?
Vinderværkerne er tit præget af denne indforståede – og i mange tilfælde nærmest samstemte – uforståelighed, der ikke er eksklusiv for forfatterskolen, men de fleste kulturelle læreinstitutioner. Og det er nemt for afsenderne (og deres backing group, ikke mindst!) at postulere, at pøblen simpelthen ikke forstår de store tanker, der rumsterer i deres hoveder; at deres plotforsagende form- og sprogeksperimenter nærmest når guddommelige højder, der da overstiger banal menneskelig refleksionsevne.
Mange læsere har da også en tendens til at opgive læsningen af disse bøger med et ”Det fatter jeg simpelthen ikke” eller ”Det er jeg nok for dum til at forstå”. Ærgerligt, for tit er det den kunstlette litteratur, der er dum og slet ikke læseren.
Værkerne er ofte propfulde af referencer til pensum på litteraturstudiet, og appellerer derved til elitens almenviden og anmelderens følelse af ”hov, det kender jeg da, så må jeg være klog!”. Det kan være, de spotter et ord som ’Sappho’ eller andet græsk, og så er skolepengene da ikke helt spildt – de kan så være trygge ved, at bare et eller andet adskiller dem fra proletariatet.
Mange af værkerne er simpelthen ikke andet end dominorækker af strøtanker, banalt reflekterende om vind og vejr, iblandet lidt kunstlette og floskeltunge naturbetragtninger og populærvidenskab over en bund af dagbogslignende navlefnuller. Og forsøges der ud i det større perspektiv, er vi ude i en misforstået en-til-en spejling i natur eller verdensrum.
Og det, litteraterne finder flotte ord for, eksperimenterende typografi, tegnsætning, eller hvad det kan være, er ofte bare dårlige vaner eller kunstlet lir. Forvildede semikoloner, umotiverede linjeskift, fjollede sideopsætninger og malplacerede kursiveringer. Og hvis disse greb så bare havde en berettigelse i forhold til indhold. Læg dertil et helvede af metaforer, der burde løfte øjenbryn hos selv fjerde klasses-læreren, måske lidt danglish og en gang sløret grafik isat – så har du nutidens overvurderede parnaslitteratur.
Men selv de dårligste vaner kan få et fint navn, når litteraturen omtales flot i pressen. Man kunne jo også bare beskrive det så enkelt som ”en fis i en hornlygte”.
Jeg undlader navne i dette indlæg (hvem ved, måske for at undgå ”kæreste/ven/kollega-fyrer-i-blindt-forsvar-effekten”), og vil gerne pointere, at kritikken egentlig først og fremmest går til de voksne mennesker, der står bag og blæser omtalte litteratur op til noget, den slet ikke er.
Men det er da et stort problem, er det ikke? At det manierede og umodne er blevet synonymt med kunsten? At disse vaklende svendestykker, bugnende med floskelfilosofi fra teenageværelset (”Cirklen er den stærkeste form” etc.) indtager pladsen over alt andet? Og hvorfra stammer denne leflen for det umodne og kunstlette egentlig?
Det er synd, for det bliver sværere og sværere at pege på en egentlig litterær intelligentsia i dagens Danmark. Litteraterne, der skamroser disse studenterværker, fremstår som det ægte proletariat, og litteraturen, der står på stylter for at være stor kunst, afslører vor tids sande Prins Knud. Men helt til grin er de selvfølgelig ikke, for pengene følger dem jo stadig – også selvom de fleste, der står uden for deres miljø, jo godt kan se, at ikke en eneste af de mennesker har noget tøj på.
Kommentarer