Litteratursidens anmeldere har udvalgt de 50 bedste skønlitterære bøger, der er udkommet i 2014. Læs med og tilføj gerne dine egne bud på årets bedste bøger.
Litteratursidens anmeldere præsenterer også deres bud på årets bedste fagbøger og årets bedste børnebøger.
Hvis det er af Helle Helle
- En berusende læseoplevelse! Med en stærk undertone af vemod er Helle Helles stemme endnu smukkere og mere insisterende end nogensinde. Lise Vandborg
Godhavn af Iben Mondrup
- Mondrups sprog er både følsomt og kødeligt i dette sansemættede portræt af en dansk udflytterfamilies hverdag i Grønland. Line Hoffgaard
Historien om et nyt navn af Elena Ferrante
- Mageløst intenst psykologisk kammerspil om et tæt venskab mellem to unge kvinder, Lila og Elena, der på hver sin måde er fanget i Napolikvarterets irrationelle logik i 1960’erne. Anny Skov Madsen
Ud i det u-løse af Signe Gjessing
- Der er langt mellem debutdigtsamlinger, hvor man lige fra starten finder en så personlig og fuldt udfoldet stemme som hos Signe Gjessing. Jens Hjøllund
Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår af Haruki Murakami
- Fortællingen om venskab, kærlighed og om at finde frem til sine allerinderste følelser er både dybt betagende, stilfærdig, skarp og indsigtsfuld. Anne Birgitte Hundahl
Venedig eller kunsten at fare vild af Jens Blendstrup og Lars Gundersen
- Flot, finurlig, fræk og poetisk bog om Venedig set gennem øjnene på to kække mænd, der kan deres kram. Lida Wengel
På marmorklipperne af Ernst Jünger
- Fortællingen er et godt eksempel på, at katastrofer og ødelæggelser kan virke æstetisk inspirerende, og at der ud af disse kan opstå interessante kunstværker. Thomas Ry Andersen
Hestens fødselsdag af Sidsel Falsig Pedersen
- Tragikomikken er til at tage og føle på i Sidsel Falsig Pedersens herlige roman om at være at være på skideren og i tvivl om, hvem man selv er. Line Hoffgaard
Hun er vred af Maja Lee Langvad
- Med sin blanding af personligt traume og dybt politiske indhold kan denne bog være med til at rykke fundamentalt ved, hvordan vi forstår og taler om transnational adoption. Anne Steen Himmelstrup
Dette er vand af David Foster Wallace
- Skarpt, underholdende og skræmmende godt. En god indføring i Foster Wallaces tekster, hans syn på sine amerikanske medborgere og ikke mindst hans skarpe iagttagelsesevner. Anne Birgitte Hundahl
Sådan mister du hende af Junot Diaz
- Usentimentalt men alligevel rørende giver novellerne indsigt i kærlighedens væsen og uvæsen i det dominikanske immigrantmiljø i USA. Anny Skov Madsen
Dukkebarn af Mo Hayder
- At læse fiktion om sindet er altid spændende. Når forfatteren er så god som Mo Hayder, bliver det endnu mere fascinerende, skræmmende og godt. Lida Wengel
Askeblomster af Patrick Modiano
- Forunderlig roman om erindring og tab af identitet og følelser i byen Paris genintroducerer den franske nobelpristager, Patrick Modiano, på dansk. Thomas Ry Andersen
Finklerspørgsmålet af Howard Jacobson
- Skøn og humoristisk bog om en mand, der ikke helt har fundet sig selv og kærligheden. Line Vendelbo
Men af Jesper Wung-Sung
- Psykologisk portræt af de to vidt forskellige mænd, deres tanker og følelser. Anbefales på det varmeste til alle, som har den mindste interesse i at få indsigt i det at være mand. Erling Lykke
De elskende – et sammenstød af Christel Wiinblad
- Stærk og foruroligende. Christel Wiinblad skriver sig helt ind i sjælens mørkeste kringelkroge og drift imod undergang og udslettelse. Arendse Ørding
Dagens hus, nattens hus af Olga Tokarczuk
- En mosaik af fortællinger om religion, filosofi, eksistens, drømme og kærlighed rammet ind af et hus på landet i Polen. Dette er et værk, du aldrig bliver færdig med! Maria Guldager Rasmussen
En hjemby af Kristian Lundberg
- Opråb fra bunden af Sverige. Tankevækkende og velskrevet roman om klasse, fattigdom, overgreb og magtesløshed. Pernille Lisborg
Støv og stjerneskær af Laini Taylor
- Fortsættelse af den mageløse og helt fortryllende saga om engle og dæmoner i en urgammel krig mod hinanden er mere mørk og dyster, fyldt med sorg, krig og raseri. Arne Larsen
Islændingesagaerne af Annette Lassen (red.)
- Islændingesagaerne er skrevet i 1200-tallet og opstod som genre i krydsfeltet mellem norrøne traditioner og nye europæiske kulturstrømninger. Et kanon-værk i moderne klæ’r. Marianne Majgaard Jensen
Jord af David Vann
- Fascinerende, velskrevet og meget skræmmende roman om en familie, der falder fra hinanden. Anne Grete Jacobsen
Den svævende tankbestyrer af Bent Vinn Nielsen
- Endnu en ætsende sarkastisk roman fyldt med tør humor fra Bent Vinn Nielsen om almindelige menneskers ualmindelige liv. Underholdende! Jette Holst
Peters død af Katrine Marie Guldager
- Fjerde del af Guldagers stort anlagte værk Køge-krønike holder på alle måder niveauet fra de tre foregående i en af tidens betydeligste og mest originale romanpræstationer. Torben Wendelboe
Luftspejling 38 af Kjell Westö
- Modtageren af Nordisk Råds Litteraturpris 2014 har skrevet en helt fantastisk og umådelig helstøbt historisk roman om Finland i mellemkrigstiden. Pernille Lisborg
Agterudsejlet af Christina Hesselholdt
- Sidste bind i tetralogien om Camilla og hendes kreds er et af de mest overraskende og værdifulde bidrag til dansk kortprosa i vor tid. Torben Wendelboe
Stalker af Lars Keppler
- Succes-ægteparret leverer igen et mesterligt plot med forrygende og isnende uhygge samt et forfriskende gensyn med psykologen Erik Maria Bark. Arne Larsen
Og vi kom over havet af Julie Otsuka
- Uforglemmelig, rørende og stærk roman om japanske kvinder, som rejser til USA for at blive gift med mænd, de kun kender fra breve. Anne Grete Jacobsen
Mörkhall af Rasmus Halling Nielsen
- Digtsamlingen er centreret omkring farfarens kræftsygdom og død, og sorgen bearbejdes gennem refleksioner over de to Halling Nielseners indbyrdes relation. Arendse Ørding
Britt-Marie var her af Fredrik Backman
- På trods af bogens lettilgængelighed og humorens form formår forfatteren at få leveret en indfølende og magisk beskrivelse af et lille samfund midt i finanskrisen. Arne Larsen
Den anden bred af Camilla Stockmarr
- Den selvstændige fortsættelse af Udflytterne er skrevet med en troværdighed, ærlighed og eftertænksomhed, som er dybt rørende. Pernille Lisborg
Avuncular af Pia Juul
- Smuk, foruroligende, alvorlig, legende, vittig. Pia Juul mobiliserer hele sit digteriske univers i dette overraskende udspil med ’onkelagtige tekster’. Torben Wendelboe
Digte 2014 af Theis Ørntoft
- Fremmedgørelse, samfundskrise og den menneskelige undergang behandles, så det giver et sug i læseren. Arendse Ørding
Effekten af Susan af Peter Høeg
- Susan Svendsen er en ny frøken Smilla! Peter Høegs nye bog har alt det, der giver en god historie, og samtidig er den blændende godt fortalt. Pernille Lisborg
Americanah af Chimamanda Ngozi Adichie
- Helt fantastisk og meget dragende roman, der skarpt, præcist og nuanceret behandler forholdet mellem race, identitet, kultur og kærlighed i en globaliseret verden. Anne Birgitte Hundahl
Pudder af Heidi Fjelstrup
- Åndeløst udsøgt læsning om mennesker og magtforhold, svigt, sex og svigerforældre samt den uopnåelige, men så eftertragtede, kærlighed. Maria Guldager Rasmussen
Et sted i verden af Katrine Marie Guldager
- Katrine Marie Guldagers nye digte er fyldt med alderens og erfaringens nye indsigter, men også med modet til at se fortiden i øjnene og gøre gamle regnskaber op. Jens Hjøllund
I glimt af Juha Itkonen
- Gribende og velskrevet familiekrønike fra Finland om en middelklassefamilies tilværelse gennem seks årtier i en tid, hvor verden blev forandret. Anne Klara Bæhr
Min blege bror. Tysk kortprosa efter krigen af Ilse Aichinger m.fl.
- Efterkrigstidens største tyske forfattere skriver om et samfund præget af selvransagelse i noveller, der fortjener at blive læst igen og igen. Anne Klara Bæhr
Fut fut fut af Klaus Rifbjerg
- Digte fra en gammel mester i storform. Fabulerende, poetiske, fræsende, underfundige, alvorlige og gnistrende gode digte. Torben Wendelboe
Vi skal have nye navne af NoViolet Bulawayo
- Man får næsten ondt i maven af følelsesindtrykkene fra Bulawayos debutroman om pigen Darling fra Zimbabwes slum. Dinna Andrup Madsen
Boyfrind af Christina Hagen
- Kikset, anmassende, manipulerende og kynisk. Det kan helt klart anbefales at tage på stævnemøde med Christina Hagens Boyfrind. Anne Steen Himmelstrup
Mellem venner af Amos Oz
- Amos Oz skildrer livet i en kibbutz i 1957 gennem en række gribende skæbner. Det er mesterligt gjort. Birgit Sloth
Valeyri-valsen af Gudmundur Andri Thorsson
- Stemningsfulde skæbnefortællinger fra lille islandsk by skildret både poetisk og som realistisk hverdag. Birgit Sloth
Stoner af John Williams
- Et almindeligt liv, men en ualmindelig god bog. Denne velfortalte historie om en mand i Missouri i første halvdel af 1900-tallet er amerikansk litteratur, når den er allerbedst! Maria Guldager Rasmussen
Og bjergene gav genlyd af Khaled Hosseini
- Stærk og bevægende familiehistorie fortalt gennem flere generationer – fra Kabul og Paris til Californien og det græske øhav. Kirsten M. Dreier
Åben by af Teju Cole
- Fortælleren skaber en fortættet stemning, mens han vandrer i New Yorks gader. Fortryllende og fascinerende. Beth Høst
Marchen af E. L. Doctorow
- Fremragende roman, der udspiller sig i slutningen af den amerikanske borgerkrig og følger krigens spor både geografisk og menneskeligt. Jette Holst
Når solen er begravet af Bodil Steensen-Leth
- Indfølende, insisterende og vibrerende portræt af en af de mest ekstraordinære personligheder i dansk musikliv, komponisten og organisten Rued Langgaard. Torben Wendelboe
Dyrets år af Lone Hørslev
- Vidunderlig, lidenskabelig og sanselig roman om Marie Grubbe. Lone Hørslev tilføjer noget nyt til historien om adelskvinden, der uhæmmet satsede alt på kærligheden. Pernille Lisborg
Blodsværmen af A. Rune
- Med sin blanding af regelret fantasy og science fiction er det lykkedes forfatteren at skabe et helt unikt univers med en fantastisk fortryllende historie. Arne Larsen
Litteratursidens anmeldere præsenterer også deres bud på årets bedste fagbøger og årets bedste børnebøger.
Kommentarer