Blog
For eller imod Lars Bukdahl?
Igen engang har medierne kastet sig over spørgsmålet om den gode litteraturkritik, og igen engang kommer det hele til at handle om, hvorvidt man kan lide Weekendavisens anmelder eller ej.
Ligesom litteraturelskere til alle tider diskuterer, hvad den gode litteratur er, så er litteraturkritikken og anmelderiet også løbende genstand for debat om, hvad der kendetegner en god anmeldelse og - ikke mindst - en god anmelder. Ofte genoplives debatten i kølvandet på en litterær fejde mellem forfattere og kritikere, som den nu efterhånden kanoniserede fejde mellem forfatter Ib Michael og Weekendavisens anmelder, Lars Bukdahl, hvis høj- eller lavpunkt, alt efter hvordan man betragter det, var bevægelsen fra de verbale slagsmål over i mere eller mindre håndfaste trusler om tæsk, politianmeldelse og boykot.
Den seneste uge har litteraturkritikken igen været til debat i de danske medier. Den konkrete anledning var, at litteraturtidsskriftet Spring har udgivet et særnummer om anmelderi, hvor dagbladskritikere, forskere og forfattere belyser kritikken fra forskellige vinkler. Der er blandt andet et indlæg fra Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis, som desuden blev publiceret i Kristeligt Dagblad, hvilket ganske givet har betydet, at forskellige medier har (gen)opdaget diskussionen og dermed taget endnu en tur rundt i det litterære kritikmanege. Riis fremhæver i sit indlæg nogle tendenser i dagbladskritikken, som de ser ud fra hans stol. Normalt er forlagsfolk varsomme med at blande sig i den debat, for som Riis selv fremhæver, har disse – foruden kærligheden til litteraturen – alt for mange interesser, som ikke vedrører litterær kvalitet men derimod forhold som økonomi og omsætning.
Men Johannes Riis gør altså alligevel en undtagelse, og i sit indlæg karakteriserer han tre kritikertyper, han mener har slidt sig selv og deres troværdighed op, fordi ”han for længst er holdt op med at give sin læser god og redelig besked om de værker, han anmelder”. Den ene type kritiker er ifølge Riis kendetegnet ved, at han kun kan skrive positivt om litteratur, han føler er skrevet til ham og hans litteratursyn. Den anden opfatter sig selv som en selvindlysende institution, og hans anmeldelser får derfor en så overdrevent selvrefererende karakter, at det kan gå fatalt ud over forståeligheden af anmeldelsen, som hovedsagelig består af kritikerens mangeartede associationer og indfald i hovedkulds, ustruktureret rækkefølge. Den tredje type kan kun skrive positivt om litteratur, der bekræfter og understøtter hans egen måde at leve sit liv på. Hvis man kender den mindste smule til Weekendavisens bogtillæg, eller hvis man har fulgt de seneste års anmelderi-diskussionerne med blot et halvt øre, så er man ikke i tvivl om, at havde Johannes Riis sat navn på (mindst) to af de tre kritikertyper, så havde der stået Lars Bukdahl.
Weekendavisens anmelder er meteren, vi måler dagbladskritikken med, for Lars Bukdahl ER en (selv)indlysende institution (jf. Riis-karakteristikken), ikke blot i dansk litteraturkritik men i dansk litteraturliv. Han er polemisk og provokerende grænsende til det nævenyttige, hvilket har skaffet ham en del litterære fjender på halsen. Da avisen Dagen i 2002 blev lanceret, var det med et slogan om, at ”Boganmelderiet skal ikke være som Lars Bukdahl”, hvilket også dengang affødte en litterær fejde mellem Dagens (på det tidspunkt daværende) litteraturredaktør, forfatter Kristian Ditlev Jensen og natuligvis Lars Bukdahl. Her blev dog ikke udlovet tæsk, men debatten – som blev startet af Weekendavisens daværende litteraturredaktør, Klaus Wivel, under overskriften ’Antibukdahldoktrinen’ (WA, 2006) – indeholdt de samme komponenter, som vi ser i anmelderidiskussionerne igen og igen: Dem, der er for Bukdahl og hans kritikstil, mener, at den er ”morsom, læsbar og opsigtsvækkende” (Wivel igen), mens hans modstandere mener, Bukdahls anmeldelser er ”en værre omgang pjat, der skjuler sin afsenders eklatant manglende evne til at vurdere fint nuanceret og til at argumentere sagligt bag et, åh, så uartigt frisprog og, åh, så kulørte provokationer” (Ditlev Jensen). Man hører ekkoet af tidligere litterære fejder og diskussioner af anmelderiet i dagens debat, men hvorfor diskuterer vi det samme om og om igen? Svaret er nok desværre, at den slags personfnidder er guf for medierne, for så kan spørgsmålet om dagbladskritikkens udvikling og rolle nemlig koges ned til det meget simple spørgsmål: For eller imod Lars Bukdahl.
Det er naturligvis sat på spidsen, og man kan med en vis ret påstå, at diskussionerne (også) drejer sig om, hvor langt man kan gå som anmelder, hvor idiosynkratisk en anmelderpraksis, det er i orden at have, og hvornår man behandler en forfatter fair eller ej. Problemet er bare, at vi diskuterer nøjagtig det samme, som vi har gjort mange gange tidligere. Den litterære fejde mellem Bukdahl og Ditlev Jensen endte i store træk med, at Lars Bukdahl kaldte Ditlev Jensen for en stor, gennemsigtig badebold, og Ditlev Jensen beskyldte Bukdahl for litterært snobberi. I Springs anmelderi-nummer får fejden mellem Ib Michael og Lars Bukdahl igen engang grundig opmærksomhed, og der er både en udredning af forløbet samt en personlig kommentar fra de to implicerede parter, Michael og Bukdahl.
Jeg kan sagtens forstå, medierne – herunder seriøse litterære tidsskrifter - vælger at kaste sig over de her fejder, for det pirrer da helt klart den sensationshunger, som ellers sjældent får lov at udfolde sig indenfor rammerne af litteraturformidling. Derfor er det skønt, når der endelig er ægte følelser og drama på spil, når nu man er holdt helt op med at duellere i Dyrehaven med rigtige pistoler. Men det bliver desværre også – som sensationer har det med at gøre, når gemytterne har lagt sig og det hele har mistet nyhedens interesse – lidt tamt, og man står tilbage med en smådårlig smag i munden. For hvad kom der egentlig ud af diskussionen? Fik vi noget nyt at vide, blev vi klogere, fik vi rykket ved substansen?
Lars Bukdahl bliver ved med at være Lars Bukdahl, og det er jeg personligt glad for. Jeg læser hans anmeldelser hver uge og skiftevis gyser, henrykkes eller stopper midtvejs, hvis jeg synes, det bliver for forvrøvlet. Jeg kan lide hans stil, men jeg er samtidig glad for, at ikke alle anmelder, som han gør. Jeg er langtfra altid enig med Bukdahl, men fordi han er så tydelig i sin litterære smag, ved jeg ret præcist, hvor jeg selv befinder mig i forhold til et givent værk. Jeg synes hverken værre eller bedre om de forfattere, som er Bukdahls foretrukne hadeobjekter, for jeg er stor nok til at have min egen litterære smag og præferencer, så hans forskellige mere eller mindre lødige udsagn står for mig alene for hans regning og påvirker ikke mine litterære til- og fravalg. Nu har jeg sagt, hvad jeg synes om Lars Bukdahl. Kan vi snakke om noget andet nu?
Der er nemlig så mange dybt interessante perspektiver på litteraturkritikken, som aldrig bliver diskuteret udenfor snævre litterære kredse, og det er en skam, synes jeg. Springs anmelderi-tema byder faktisk på en række gode tekster, som man kan blive klog på, blandt andet om habilitetsproblemet indenfor anmelderiet og om litteraturkritikken i Tyskland. Lektor og Politiken-anmelder, Lilian Munk Rösing, diskuterer i et indlæg, om litteraturkritik er forbrugervejledning eller kritisk refleksion, og hun tager blandt andet udgangspunkt i den tidlige tyske romantik, når hun argumenterer for idealet om den karakteriserende litteraturkritik, som for Rösing er det vigtigste i en anmeldelse, vigtigere end både nyhedsmeddelelsen og vurderingen. Det perspektiv synes jeg er ret interessant, for her står hun i tydelig opposition til anmelderpraksis de fleste steder og blandt andet også til et andet indlæg her på siden, hvor forfatter Jonas Wilmann efterlyser mere tydelige vurderinger fra anmelderne: ”Jeg har gang på gang læst anmeldelser, hvor jeg bagefter sad og tænkte: Kunne anmelderen lide den eller ej? Skal jeg købe bogen eller gå i en bue udenom?”.
Rösing mener derimod - i forlængelse af tyske romantikere som Friedrich Schlegel og Novalis - at litteraturen og kritikken arbejder på samme projekt, og at dette projekt er litteraturen selv. Derfor er anmeldelsen hverken skrevet for at vejlede forfatteren i sit videre virke eller for at vejlede læseren i sit bogindkøb, men ”for at være fødselshjælper for litteraturens dialog med sig selv”.
DET synes jeg faktisk er en interessant diskussion dejligt blottet for personfnidder og litterære fejder.
Igen engang har medierne kastet sig over spørgsmålet om den gode litteraturkritik, og igen engang kommer det hele til at handle om, hvorvidt man kan lide Weekendavisens anmelder eller ej.
Ligesom litteraturelskere til alle tider diskuterer, hvad den gode litteratur er, så er litteraturkritikken og anmelderiet også løbende genstand for debat om, hvad der kendetegner en god anmeldelse og - ikke mindst - en god anmelder. Ofte genoplives debatten i kølvandet på en litterær fejde mellem forfattere og kritikere, som den nu efterhånden kanoniserede fejde mellem forfatter Ib Michael og Weekendavisens anmelder, Lars Bukdahl, hvis høj- eller lavpunkt, alt efter hvordan man betragter det, var bevægelsen fra de verbale slagsmål over i mere eller mindre håndfaste trusler om tæsk, politianmeldelse og boykot.
Den seneste uge har litteraturkritikken igen været til debat i de danske medier. Den konkrete anledning var, at litteraturtidsskriftet Spring har udgivet et særnummer om anmelderi, hvor dagbladskritikere, forskere og forfattere belyser kritikken fra forskellige vinkler. Der er blandt andet et indlæg fra Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis, som desuden blev publiceret i Kristeligt Dagblad, hvilket ganske givet har betydet, at forskellige medier har (gen)opdaget diskussionen og dermed taget endnu en tur rundt i det litterære kritikmanege. Riis fremhæver i sit indlæg nogle tendenser i dagbladskritikken, som de ser ud fra hans stol. Normalt er forlagsfolk varsomme med at blande sig i den debat, for som Riis selv fremhæver, har disse – foruden kærligheden til litteraturen – alt for mange interesser, som ikke vedrører litterær kvalitet men derimod forhold som økonomi og omsætning.
Men Johannes Riis gør altså alligevel en undtagelse, og i sit indlæg karakteriserer han tre kritikertyper, han mener har slidt sig selv og deres troværdighed op, fordi ”han for længst er holdt op med at give sin læser god og redelig besked om de værker, han anmelder”. Den ene type kritiker er ifølge Riis kendetegnet ved, at han kun kan skrive positivt om litteratur, han føler er skrevet til ham og hans litteratursyn. Den anden opfatter sig selv som en selvindlysende institution, og hans anmeldelser får derfor en så overdrevent selvrefererende karakter, at det kan gå fatalt ud over forståeligheden af anmeldelsen, som hovedsagelig består af kritikerens mangeartede associationer og indfald i hovedkulds, ustruktureret rækkefølge. Den tredje type kan kun skrive positivt om litteratur, der bekræfter og understøtter hans egen måde at leve sit liv på. Hvis man kender den mindste smule til Weekendavisens bogtillæg, eller hvis man har fulgt de seneste års anmelderi-diskussionerne med blot et halvt øre, så er man ikke i tvivl om, at havde Johannes Riis sat navn på (mindst) to af de tre kritikertyper, så havde der stået Lars Bukdahl.
Weekendavisens anmelder er meteren, vi måler dagbladskritikken med, for Lars Bukdahl ER en (selv)indlysende institution (jf. Riis-karakteristikken), ikke blot i dansk litteraturkritik men i dansk litteraturliv. Han er polemisk og provokerende grænsende til det nævenyttige, hvilket har skaffet ham en del litterære fjender på halsen. Da avisen Dagen i 2002 blev lanceret, var det med et slogan om, at ”Boganmelderiet skal ikke være som Lars Bukdahl”, hvilket også dengang affødte en litterær fejde mellem Dagens (på det tidspunkt daværende) litteraturredaktør, forfatter Kristian Ditlev Jensen og natuligvis Lars Bukdahl. Her blev dog ikke udlovet tæsk, men debatten – som blev startet af Weekendavisens daværende litteraturredaktør, Klaus Wivel, under overskriften ’Antibukdahldoktrinen’ (WA, 2006) – indeholdt de samme komponenter, som vi ser i anmelderidiskussionerne igen og igen: Dem, der er for Bukdahl og hans kritikstil, mener, at den er ”morsom, læsbar og opsigtsvækkende” (Wivel igen), mens hans modstandere mener, Bukdahls anmeldelser er ”en værre omgang pjat, der skjuler sin afsenders eklatant manglende evne til at vurdere fint nuanceret og til at argumentere sagligt bag et, åh, så uartigt frisprog og, åh, så kulørte provokationer” (Ditlev Jensen). Man hører ekkoet af tidligere litterære fejder og diskussioner af anmelderiet i dagens debat, men hvorfor diskuterer vi det samme om og om igen? Svaret er nok desværre, at den slags personfnidder er guf for medierne, for så kan spørgsmålet om dagbladskritikkens udvikling og rolle nemlig koges ned til det meget simple spørgsmål: For eller imod Lars Bukdahl.
Det er naturligvis sat på spidsen, og man kan med en vis ret påstå, at diskussionerne (også) drejer sig om, hvor langt man kan gå som anmelder, hvor idiosynkratisk en anmelderpraksis, det er i orden at have, og hvornår man behandler en forfatter fair eller ej. Problemet er bare, at vi diskuterer nøjagtig det samme, som vi har gjort mange gange tidligere. Den litterære fejde mellem Bukdahl og Ditlev Jensen endte i store træk med, at Lars Bukdahl kaldte Ditlev Jensen for en stor, gennemsigtig badebold, og Ditlev Jensen beskyldte Bukdahl for litterært snobberi. I Springs anmelderi-nummer får fejden mellem Ib Michael og Lars Bukdahl igen engang grundig opmærksomhed, og der er både en udredning af forløbet samt en personlig kommentar fra de to implicerede parter, Michael og Bukdahl.
Jeg kan sagtens forstå, medierne – herunder seriøse litterære tidsskrifter - vælger at kaste sig over de her fejder, for det pirrer da helt klart den sensationshunger, som ellers sjældent får lov at udfolde sig indenfor rammerne af litteraturformidling. Derfor er det skønt, når der endelig er ægte følelser og drama på spil, når nu man er holdt helt op med at duellere i Dyrehaven med rigtige pistoler. Men det bliver desværre også – som sensationer har det med at gøre, når gemytterne har lagt sig og det hele har mistet nyhedens interesse – lidt tamt, og man står tilbage med en smådårlig smag i munden. For hvad kom der egentlig ud af diskussionen? Fik vi noget nyt at vide, blev vi klogere, fik vi rykket ved substansen?
Lars Bukdahl bliver ved med at være Lars Bukdahl, og det er jeg personligt glad for. Jeg læser hans anmeldelser hver uge og skiftevis gyser, henrykkes eller stopper midtvejs, hvis jeg synes, det bliver for forvrøvlet. Jeg kan lide hans stil, men jeg er samtidig glad for, at ikke alle anmelder, som han gør. Jeg er langtfra altid enig med Bukdahl, men fordi han er så tydelig i sin litterære smag, ved jeg ret præcist, hvor jeg selv befinder mig i forhold til et givent værk. Jeg synes hverken værre eller bedre om de forfattere, som er Bukdahls foretrukne hadeobjekter, for jeg er stor nok til at have min egen litterære smag og præferencer, så hans forskellige mere eller mindre lødige udsagn står for mig alene for hans regning og påvirker ikke mine litterære til- og fravalg. Nu har jeg sagt, hvad jeg synes om Lars Bukdahl. Kan vi snakke om noget andet nu?
Der er nemlig så mange dybt interessante perspektiver på litteraturkritikken, som aldrig bliver diskuteret udenfor snævre litterære kredse, og det er en skam, synes jeg. Springs anmelderi-tema byder faktisk på en række gode tekster, som man kan blive klog på, blandt andet om habilitetsproblemet indenfor anmelderiet og om litteraturkritikken i Tyskland. Lektor og Politiken-anmelder, Lilian Munk Rösing, diskuterer i et indlæg, om litteraturkritik er forbrugervejledning eller kritisk refleksion, og hun tager blandt andet udgangspunkt i den tidlige tyske romantik, når hun argumenterer for idealet om den karakteriserende litteraturkritik, som for Rösing er det vigtigste i en anmeldelse, vigtigere end både nyhedsmeddelelsen og vurderingen. Det perspektiv synes jeg er ret interessant, for her står hun i tydelig opposition til anmelderpraksis de fleste steder og blandt andet også til et andet indlæg her på siden, hvor forfatter Jonas Wilmann efterlyser mere tydelige vurderinger fra anmelderne: ”Jeg har gang på gang læst anmeldelser, hvor jeg bagefter sad og tænkte: Kunne anmelderen lide den eller ej? Skal jeg købe bogen eller gå i en bue udenom?”.
Rösing mener derimod - i forlængelse af tyske romantikere som Friedrich Schlegel og Novalis - at litteraturen og kritikken arbejder på samme projekt, og at dette projekt er litteraturen selv. Derfor er anmeldelsen hverken skrevet for at vejlede forfatteren i sit videre virke eller for at vejlede læseren i sit bogindkøb, men ”for at være fødselshjælper for litteraturens dialog med sig selv”.
DET synes jeg faktisk er en interessant diskussion dejligt blottet for personfnidder og litterære fejder.
Kommentarer