Blog
Litteraturen kan ikke undvære redaktøren
Litteraturen kan godt eksistere uden forlagene, men selvudgivelserne mangler redaktører, der gør andet og mere end at finpudse et manuskript.
Antallet af selvudgivelser er de seneste år eksploderet som følge af, at det er blevet nemt og billigt at udgive sine egne bøger. Ind imellem kommer spørgsmålet op at vende, om vi overhovedet har brug for forlagene længere. Mange er dog enige om, at der er langt mellem snapsene blandt selvudgivelserne, og at kvaliteten sjældent matcher de bøger, der kommer fra forlagene. I sidste uges kommentar i Weekendavisen argumenterer journalist og litteraturanmelder Johanne Mygind for, at det, de selvudgivne bøger savner, ikke er et forlag men en redaktør.
Johanne Mygind sammenligner redaktøren med radioteknikeren, der kunne ”filtrere lyden, fraklippe de dårlige spørgsmål og bytte rundt på et par af historiens brikker”. Mygind har en fortid som radiojournalist på Danmarks Radio, og da hun startede med at lave radio i slutningen af 1990erne, var der stadig mange teknikere. Det er der ikke i dag, hvor teknologien har gjort det muligt for journalisterne selv at klippe indslagene på et computerprogram. Det er nemt at se parallellen, og jeg er fuldstændig enig med Johanne Mygind i, at litteraturen ikke kan undvære dygtige redaktører. Men skal redaktøren være bogbranchens svar på teknikeren, som Mygind foreslår? Det mener jeg ikke.
Jeg er selv uddannet journalist med radiospeciale, og jeg var så heldig at tilbringe den første tid efter Journalisthøjskolen i DR’s Dokumentarafdeling. Min makker og jeg havde sendt et par af vores radiodokumentarer fra studietiden til DR, og en dag blev vi ringet op. Dokumentarafdelingen ville gerne købe vores programmer, og de ville samtidig hyre os til at producere en radiodokumentar, som skulle ligge i forlængelse af en af vores tidligere udsendelser. Det var lidt af en drøm for to nyudklækkede radiojournalister, så selvfølgelig sagde vi ja. Men det var ikke uden en vis præstationsangst, for redaktøren, der ringede, var en af vores journalisthelte, nemlig Erik Valeur, som i dag også er skønlitterær forfatter. Dengang, for cirka ti år siden, var han derimod mest kendt som en af journalistikkens hårde hunde, og Valeur havde fra starten en klar idé om, hvordan vores program skulle skrues sammen. Det var dengang, der stadig blev sendt timelange radiodokumentarer på P1, så det var en proces, der strakte sig over mange måneder, hvor vi hele tiden sparrede med vores redaktør.
Da min makker og jeg så langt om længe mente, at programmet var ved at være færdigt, bookede vi en tid ved radioteknikeren, som skulle hjælpe os med at klippe den færdige dokumentar. Men dette kom redaktøren for øre, hvorefter han ringede os op med en regulær skideballe: Den dokumentar var ikke færdig, før han sagde, at den var det! Herefter gennemgik vi manuskriptet og programmets enkeltdele med ham, før han sagde ok til, at dokumentaren kunne redigeres og sendes.
Man kan selvfølgelige ikke sammenligne et radioprogram og et litterært værk. Hvor det første primært kræver godt håndværk, fordrer det andet kunstnerisk talent for at lykkes, og derfor er det naturligvis også nemmere at forestille sig den kollektive proces bag et journalistisk produkt end for eksempel en roman. Men er kunsten uberørt og undfanget i et vakuum – et ensomt loftskammer – som vi ynder at forestille os? Boghistorien har vist utallige eksempler på, at redaktører har haft endog meget afgørende indflydelse på store litterære værker. Men redaktørens indsats er altid skjult, og derfor kan nogle (fx selvudgiverne) få den idé, at en redaktør er noget, der nemt kan undværes.
I forhold til vores radiodokumentar var det ikke radioteknikeren (om end han gjorde et fantastisk arbejde på lydsiden), der var afgørende for, hvordan programmet i sidste ende blev sat sammen. Det var redaktøren, som var med i hele processen og bidrog med sin viden, erfaring og input. Mygind har givet ret i, at den redaktørindsats, selvudgiverne benytter sig af, langt hen ad vejen kan sammenlignes med radioteknikeren, der – som korrekturlæseren og grafikeren – kommer ind i den sidste fase af processen. Men litteraturen har også brug for redaktører, som gør andet og mere end at få et manuskript til at hænge bedre sammen.
Det kan lyde lidt pedantisk, men jeg mener faktisk, det er ret afgørende, hvordan man forstår redaktørens rolle. Jeg tror, at den dygtige redaktør langt hen ad vejen hænger sammen med et stærkt forlag. Ikke nødvendigvis i økonomisk forstand men stærk i sin holdning til litteraturen og i stand til at foretage kvalificerede valg. Hvis man forestiller sig et litterært landskab befolket af selvudgivere, der selv hyrer den redigeringshjælp, de har brug for, hvem er redaktøren så loyal overfor – den gode litteratur eller sin arbejdsgiver? Johanne Mygind fortæller, hvordan Johannes Riis, litterær direktør på Gyldendal, bad Jakob Ejersbo om at skrive ’Nordkraft’ om, hvilket fik forfatteren til at udvandre i raseri. Kunne man forestille sig en freelanceredaktør, hyret ind af forfatteren selv, bede den forfatter om det samme? Redaktøren er nødt til at være så uafhængig af det, han eller hun redigerer, at denne i sidste ende er parat til at forkaste det.
Mit svar på det spørgsmål, Johanne Mygind rejser i Weekendavisen, om forlagene helt kan undværes, hvis blot selvudgiverbøgerne blev redigeret, må derfor være nej. Vi har stadig brug for forlagene, men hvis de skal have en eksistensberettigelse i fremtidens litterære landskab, skal de tilbyde noget andet, end selvudgiverne kan købe sig til, nemlig redaktører, der gør andet og mere end at finpudse et næsten-færdigt manuskript.
Litteraturen kan godt eksistere uden forlagene, men selvudgivelserne mangler redaktører, der gør andet og mere end at finpudse et manuskript.
Antallet af selvudgivelser er de seneste år eksploderet som følge af, at det er blevet nemt og billigt at udgive sine egne bøger. Ind imellem kommer spørgsmålet op at vende, om vi overhovedet har brug for forlagene længere. Mange er dog enige om, at der er langt mellem snapsene blandt selvudgivelserne, og at kvaliteten sjældent matcher de bøger, der kommer fra forlagene. I sidste uges kommentar i Weekendavisen argumenterer journalist og litteraturanmelder Johanne Mygind for, at det, de selvudgivne bøger savner, ikke er et forlag men en redaktør.
Johanne Mygind sammenligner redaktøren med radioteknikeren, der kunne ”filtrere lyden, fraklippe de dårlige spørgsmål og bytte rundt på et par af historiens brikker”. Mygind har en fortid som radiojournalist på Danmarks Radio, og da hun startede med at lave radio i slutningen af 1990erne, var der stadig mange teknikere. Det er der ikke i dag, hvor teknologien har gjort det muligt for journalisterne selv at klippe indslagene på et computerprogram. Det er nemt at se parallellen, og jeg er fuldstændig enig med Johanne Mygind i, at litteraturen ikke kan undvære dygtige redaktører. Men skal redaktøren være bogbranchens svar på teknikeren, som Mygind foreslår? Det mener jeg ikke.
Jeg er selv uddannet journalist med radiospeciale, og jeg var så heldig at tilbringe den første tid efter Journalisthøjskolen i DR’s Dokumentarafdeling. Min makker og jeg havde sendt et par af vores radiodokumentarer fra studietiden til DR, og en dag blev vi ringet op. Dokumentarafdelingen ville gerne købe vores programmer, og de ville samtidig hyre os til at producere en radiodokumentar, som skulle ligge i forlængelse af en af vores tidligere udsendelser. Det var lidt af en drøm for to nyudklækkede radiojournalister, så selvfølgelig sagde vi ja. Men det var ikke uden en vis præstationsangst, for redaktøren, der ringede, var en af vores journalisthelte, nemlig Erik Valeur, som i dag også er skønlitterær forfatter. Dengang, for cirka ti år siden, var han derimod mest kendt som en af journalistikkens hårde hunde, og Valeur havde fra starten en klar idé om, hvordan vores program skulle skrues sammen. Det var dengang, der stadig blev sendt timelange radiodokumentarer på P1, så det var en proces, der strakte sig over mange måneder, hvor vi hele tiden sparrede med vores redaktør.
Da min makker og jeg så langt om længe mente, at programmet var ved at være færdigt, bookede vi en tid ved radioteknikeren, som skulle hjælpe os med at klippe den færdige dokumentar. Men dette kom redaktøren for øre, hvorefter han ringede os op med en regulær skideballe: Den dokumentar var ikke færdig, før han sagde, at den var det! Herefter gennemgik vi manuskriptet og programmets enkeltdele med ham, før han sagde ok til, at dokumentaren kunne redigeres og sendes.
Man kan selvfølgelige ikke sammenligne et radioprogram og et litterært værk. Hvor det første primært kræver godt håndværk, fordrer det andet kunstnerisk talent for at lykkes, og derfor er det naturligvis også nemmere at forestille sig den kollektive proces bag et journalistisk produkt end for eksempel en roman. Men er kunsten uberørt og undfanget i et vakuum – et ensomt loftskammer – som vi ynder at forestille os? Boghistorien har vist utallige eksempler på, at redaktører har haft endog meget afgørende indflydelse på store litterære værker. Men redaktørens indsats er altid skjult, og derfor kan nogle (fx selvudgiverne) få den idé, at en redaktør er noget, der nemt kan undværes.
I forhold til vores radiodokumentar var det ikke radioteknikeren (om end han gjorde et fantastisk arbejde på lydsiden), der var afgørende for, hvordan programmet i sidste ende blev sat sammen. Det var redaktøren, som var med i hele processen og bidrog med sin viden, erfaring og input. Mygind har givet ret i, at den redaktørindsats, selvudgiverne benytter sig af, langt hen ad vejen kan sammenlignes med radioteknikeren, der – som korrekturlæseren og grafikeren – kommer ind i den sidste fase af processen. Men litteraturen har også brug for redaktører, som gør andet og mere end at få et manuskript til at hænge bedre sammen.
Det kan lyde lidt pedantisk, men jeg mener faktisk, det er ret afgørende, hvordan man forstår redaktørens rolle. Jeg tror, at den dygtige redaktør langt hen ad vejen hænger sammen med et stærkt forlag. Ikke nødvendigvis i økonomisk forstand men stærk i sin holdning til litteraturen og i stand til at foretage kvalificerede valg. Hvis man forestiller sig et litterært landskab befolket af selvudgivere, der selv hyrer den redigeringshjælp, de har brug for, hvem er redaktøren så loyal overfor – den gode litteratur eller sin arbejdsgiver? Johanne Mygind fortæller, hvordan Johannes Riis, litterær direktør på Gyldendal, bad Jakob Ejersbo om at skrive ’Nordkraft’ om, hvilket fik forfatteren til at udvandre i raseri. Kunne man forestille sig en freelanceredaktør, hyret ind af forfatteren selv, bede den forfatter om det samme? Redaktøren er nødt til at være så uafhængig af det, han eller hun redigerer, at denne i sidste ende er parat til at forkaste det.
Mit svar på det spørgsmål, Johanne Mygind rejser i Weekendavisen, om forlagene helt kan undværes, hvis blot selvudgiverbøgerne blev redigeret, må derfor være nej. Vi har stadig brug for forlagene, men hvis de skal have en eksistensberettigelse i fremtidens litterære landskab, skal de tilbyde noget andet, end selvudgiverne kan købe sig til, nemlig redaktører, der gør andet og mere end at finpudse et næsten-færdigt manuskript.
Kommentarer