Blog
Sårbarhedens etik og retten til at sørge
En af Litteratursidens brugerambassadører blogger om den amerikanske filosof Judith Butlers essaysamling 'Precarious Life'.
Kan du holde på en hemmelighed?
Tiden forekommer mig altid håndgribelig, når jeg åbner avisen. Jeg læser om massakrer i Syrien, selvmordsbomber i Irak og udfoldelsen af retssagen mod Anders Breivik, men morgenkaffen smager mig pludselig ikke, og et eller andet begynder at trykke mod indersiden af mit bryst. Hvis jeg bare kunne gøre noget, når jeg at tænke.
Kan du holde på en hemmelighed?
Efter min anden kop kaffe og morgenmaden folder min dag sig ud som rækker af møder med mennesker og intervaller af pligter og lyst.
Midt i hverdagens trummerum glemmer jeg at huske de mennesker, som jeg lige har læst om i avisen. Jeg glemmer deres ansigter eller værre endnu, jeg glemmer den trykken, som jeg mærkede i brystet.
Ikke en eneste gang under et af dagens møder, fik jeg bragt deres ansigter på banen. Og når dagen er omme, har jeg hverken berørt dem, nævnt dem eller skitseret dem.
Med andre ord forbliver de usagte.
Sårbarhedens etik
Den amerikanske filosof og socialkonstruktivist Judith Butler efterlyser i sin essaysamling Precarious Life. The Power of Mourning and Violence (2004) en ”ethics of vulnerability”, som er en sårbarhedens etik, som, hun håber, kan bane vejen for en større, grundlæggende hensyntagen til den Anden.
Butler teori om den Anden er funderet i præmissen om, at moralske krav er konstitueret i den måde, hvorpå andre adresserer os - og i måden, hvorpå vi adresserer dem.
En orientering mod sårbarhedens etik transcenderer individet og bliver dermed kollektiv.
Butlers præmis for Precarious Life er, at vi alle er sårbare – både som individer og på kollektivt plan. Vi er derfor forpligtede til at favne denne sårbarhed – igen både som individer og på politisk plan – og det er især sidstnævnte politiske dimension, som hun kritiserer i essaysamlingen for ikke at slå til.
Efter 9/11 oplevede USA en hidtil ukendt tilstand af sårbarhed, men i stedet for at fastholde en fællesnævner, hvor alle ses som mennesker, iværksatte Bush-administrationen en vidtrækkende censur, som udelukkede visse menneskers Ansigter. Butler lægger ikke skjul på, at hun sidestiller disse kollektive og politiske mekanismer med en vidtrækkende dehumanisering, en ”effacement”.
Hendes fem essays i samlingen fungerer på hver deres måde som argumenter for førnævnte pointe. Selvom samlingen kun fylder 168 sider med forord og noter, når hun at favne bredt: Ét essay kritiserer fx annulleringen af menneskerettighederne af de fanger, som tilbageholdes på ubestemt tid i Guantanamo Basen, og et andet undersøger sorg som en psykisk reaktion efter et tab og som en politisk censureringsmekanisme.
Sorg som en kollektiv tilstand
Judith Butler opererer med sorg som en kollektiv tilstand, der indtræder efter et tab. Hun argumenterer for, at sorg tydeliggør de bånd, der er mellem mennesker, og deraf følger en etisk forpligtelse til ikke at gøre andre ondt. De bånd er udtryk for en gensidig afhængighed mellem mennesker, som oftest ikke kan narrativiseres (Butler 2004:22).
Butler trækker på den franske filosof Emmanuel Levinas’ etik om Ansigtet. Ansigtet kan hverken reduceres til blot at repræsentere en fysisk Anden eller en række moralske krav, men skal i stedet forstås som et betydningsindhold, der binder mennesker sammen, en fælles sårbarhed. Ser man først den Andens Ansigt, er man dermed forpligtet til ikke at gøre den Anden ondt.
Det kan ikke være et tilfælde, at Butler benytter sig af ordet ”effacement”, når hun taler om processen, hvori der forekommer en udviskning af en Andens Ansigt.
Indlejret i kulturen er nogle inklusions- og eksklusionsmekanismer, som selekterer i forhold til, hvem der humaniseres, og hvem der dehumaniseres, og dem, hvis Ansigter ikke vises, undergår en dehumaniseringsproces - de bliver derfor til ingenting – ifølge Butler.
Butlers projekt
Butlers essaysamling har sin fødsel i den post-traumatiske kontekst efter 9/11. En kontekst kendetegnet ved en national sårbarhed, som havde sit udtryk i en kollektiv oplevelse af frygt, tab og sorg. Det for USA særegne er, at George W. Bush i retorisk forstand slukkede for sorgen blot 10 dage efter og igangsætte en unilateral amerikansk adfærd på den internationale scene[1]. En politisk agenda, som hurtigt centrerede sig om mantraet: Hvis du ikke er med os, er du i mod os. Sorgen blev med andre ord censureret og kom primært til at omhandle de lidt over 3000 mennesker, der døde ved terrorangrebene 9/11 – og efterfølgende de amerikanske og allierede soldater, som faldt i Irak og Afghanistan.
En af de største konsekvenser af denne (de)humaniseringsproces blev, at de færreste spurgte om grunde for de transnationale problematikker, som ledte til 9/11. Butler taler om, at der skete en ”muting of critical discourse”.
Hun stiller i forordet spørgsmålet, som hun ønsker at nærme sig en besvarelse af:
”… how certain forms of grief become nationally recognized and amplified, whereas other losses become unthinkable and ungrievable.” (Butler 2004:xiv)
Efter læsningen af Precarious Life strejfer tanken imidlertid én, om det måske nærmere er selve det at stille spørgsmålet, der er hendes overordnede projekt.
Essensen i hendes filosofi er, at alle liv er ukrænkelige. Alle liv kan begrædes. Når tabte liv sørges, mindes de som det, de var: menneskelige Ansigter. Hendes filosofi er derfor også en ikke-voldelig etik. Det fremgår imidlertid ikke tydeligt, hvordan hun vægter det deskriptive aspekt i forhold til det normative. Hun plæderer for, at vi bør efterkomme den etiske fordring om at se den Andens Ansigt, men samtidig er hendes teser funderet i præmissen om, at vi alle er forbundne i et menneskeligt grundvilkår: En flygtighed, fordi vi er sårbare, i kraft af at vi alle kan blive objekter for andres voldshandlinger. Det er dette grundvilkår, som hun ønsker at formidle gennem samlingens titel: Precarious Life.
Har vi brug for en sårbarhedens etik i dag?
Eller lad mig stille spørgsmålet på en anden måde: ”Har vi behov for at sørge?”
Vi er vidner til opstande, som gøres tavse gennem massakrer i Syrien, vi ved godt, at det indenfor mange områder står alt for stille i Afrika, og i Utøya oplevede Norden en konkret udviskning af Ansigter, som udløste et – i nyere tid, uset behov for at sørge.
Butlers filosofi tilbyder en optik, hvorigennem de (forfærdelige) ting fremstår en smule tydeligere. Hvordan hænger eksklusions- og inklusionsmekanismer sammen med en etisk fordring, som grundlæggende handler om ikke at gøre andre ondt? Og hvordan hænger min status som menneske og forpligtelse overfor den Anden sammen med statens ansvar over for den enkelte borger - og hermed over for alle, eftersom vi i Butlers optik er interdependente og sammenkoblede:
”Let’s face it. We’re undone by eachother. And if we’re not, we’re missing something,” skriver hun på et tidspunkt.
Og mere tydeligt kan det vel næppe siges.
Den etiske forpligtelse, som Butler plæderer for, består i valget af narrativer, der formidles. Hun mener ikke, at USA imødekom den forpligtelse, da de efter 9/11 konstruerede en narcissistisk fortælling om nationen, som til dels søgte at retfærdiggøre ”krigen mod terror”.
Ifølge Butler bliver sårbarhedens etik en betingelse for de valg, vi træffer, når vi konstruerer fortællinger om virkeligheden, i og med sproget er et socialt fænomen.
Hvis bare jeg kunne gøre noget, tænker jeg.
[1] Præsident Bush annoncerer d. 21. september 2001, at USA er færdige med at sørge, og at det nu er tid til at lade resolut handling træde i stedet for sorgen (”A Nation Challenged; President Bush’s Address on Terrorism before a Joint Meeting of Congress, ”New Yorn Times, September 21, 2001, p. A:21)
En af Litteratursidens brugerambassadører blogger om den amerikanske filosof Judith Butlers essaysamling 'Precarious Life'.
Kan du holde på en hemmelighed?
Tiden forekommer mig altid håndgribelig, når jeg åbner avisen. Jeg læser om massakrer i Syrien, selvmordsbomber i Irak og udfoldelsen af retssagen mod Anders Breivik, men morgenkaffen smager mig pludselig ikke, og et eller andet begynder at trykke mod indersiden af mit bryst. Hvis jeg bare kunne gøre noget, når jeg at tænke.
Kan du holde på en hemmelighed?
Efter min anden kop kaffe og morgenmaden folder min dag sig ud som rækker af møder med mennesker og intervaller af pligter og lyst.
Midt i hverdagens trummerum glemmer jeg at huske de mennesker, som jeg lige har læst om i avisen. Jeg glemmer deres ansigter eller værre endnu, jeg glemmer den trykken, som jeg mærkede i brystet.
Ikke en eneste gang under et af dagens møder, fik jeg bragt deres ansigter på banen. Og når dagen er omme, har jeg hverken berørt dem, nævnt dem eller skitseret dem.
Med andre ord forbliver de usagte.
Sårbarhedens etik
Den amerikanske filosof og socialkonstruktivist Judith Butler efterlyser i sin essaysamling Precarious Life. The Power of Mourning and Violence (2004) en ”ethics of vulnerability”, som er en sårbarhedens etik, som, hun håber, kan bane vejen for en større, grundlæggende hensyntagen til den Anden.
Butler teori om den Anden er funderet i præmissen om, at moralske krav er konstitueret i den måde, hvorpå andre adresserer os - og i måden, hvorpå vi adresserer dem.
En orientering mod sårbarhedens etik transcenderer individet og bliver dermed kollektiv.
Butlers præmis for Precarious Life er, at vi alle er sårbare – både som individer og på kollektivt plan. Vi er derfor forpligtede til at favne denne sårbarhed – igen både som individer og på politisk plan – og det er især sidstnævnte politiske dimension, som hun kritiserer i essaysamlingen for ikke at slå til.
Efter 9/11 oplevede USA en hidtil ukendt tilstand af sårbarhed, men i stedet for at fastholde en fællesnævner, hvor alle ses som mennesker, iværksatte Bush-administrationen en vidtrækkende censur, som udelukkede visse menneskers Ansigter. Butler lægger ikke skjul på, at hun sidestiller disse kollektive og politiske mekanismer med en vidtrækkende dehumanisering, en ”effacement”.
Hendes fem essays i samlingen fungerer på hver deres måde som argumenter for førnævnte pointe. Selvom samlingen kun fylder 168 sider med forord og noter, når hun at favne bredt: Ét essay kritiserer fx annulleringen af menneskerettighederne af de fanger, som tilbageholdes på ubestemt tid i Guantanamo Basen, og et andet undersøger sorg som en psykisk reaktion efter et tab og som en politisk censureringsmekanisme.
Sorg som en kollektiv tilstand
Judith Butler opererer med sorg som en kollektiv tilstand, der indtræder efter et tab. Hun argumenterer for, at sorg tydeliggør de bånd, der er mellem mennesker, og deraf følger en etisk forpligtelse til ikke at gøre andre ondt. De bånd er udtryk for en gensidig afhængighed mellem mennesker, som oftest ikke kan narrativiseres (Butler 2004:22).
Butler trækker på den franske filosof Emmanuel Levinas’ etik om Ansigtet. Ansigtet kan hverken reduceres til blot at repræsentere en fysisk Anden eller en række moralske krav, men skal i stedet forstås som et betydningsindhold, der binder mennesker sammen, en fælles sårbarhed. Ser man først den Andens Ansigt, er man dermed forpligtet til ikke at gøre den Anden ondt.
Det kan ikke være et tilfælde, at Butler benytter sig af ordet ”effacement”, når hun taler om processen, hvori der forekommer en udviskning af en Andens Ansigt.
Indlejret i kulturen er nogle inklusions- og eksklusionsmekanismer, som selekterer i forhold til, hvem der humaniseres, og hvem der dehumaniseres, og dem, hvis Ansigter ikke vises, undergår en dehumaniseringsproces - de bliver derfor til ingenting – ifølge Butler.
Butlers projekt
Butlers essaysamling har sin fødsel i den post-traumatiske kontekst efter 9/11. En kontekst kendetegnet ved en national sårbarhed, som havde sit udtryk i en kollektiv oplevelse af frygt, tab og sorg. Det for USA særegne er, at George W. Bush i retorisk forstand slukkede for sorgen blot 10 dage efter og igangsætte en unilateral amerikansk adfærd på den internationale scene[1]. En politisk agenda, som hurtigt centrerede sig om mantraet: Hvis du ikke er med os, er du i mod os. Sorgen blev med andre ord censureret og kom primært til at omhandle de lidt over 3000 mennesker, der døde ved terrorangrebene 9/11 – og efterfølgende de amerikanske og allierede soldater, som faldt i Irak og Afghanistan.
En af de største konsekvenser af denne (de)humaniseringsproces blev, at de færreste spurgte om grunde for de transnationale problematikker, som ledte til 9/11. Butler taler om, at der skete en ”muting of critical discourse”.
Hun stiller i forordet spørgsmålet, som hun ønsker at nærme sig en besvarelse af:
”… how certain forms of grief become nationally recognized and amplified, whereas other losses become unthinkable and ungrievable.” (Butler 2004:xiv)
Efter læsningen af Precarious Life strejfer tanken imidlertid én, om det måske nærmere er selve det at stille spørgsmålet, der er hendes overordnede projekt.
Essensen i hendes filosofi er, at alle liv er ukrænkelige. Alle liv kan begrædes. Når tabte liv sørges, mindes de som det, de var: menneskelige Ansigter. Hendes filosofi er derfor også en ikke-voldelig etik. Det fremgår imidlertid ikke tydeligt, hvordan hun vægter det deskriptive aspekt i forhold til det normative. Hun plæderer for, at vi bør efterkomme den etiske fordring om at se den Andens Ansigt, men samtidig er hendes teser funderet i præmissen om, at vi alle er forbundne i et menneskeligt grundvilkår: En flygtighed, fordi vi er sårbare, i kraft af at vi alle kan blive objekter for andres voldshandlinger. Det er dette grundvilkår, som hun ønsker at formidle gennem samlingens titel: Precarious Life.
Har vi brug for en sårbarhedens etik i dag?
Eller lad mig stille spørgsmålet på en anden måde: ”Har vi behov for at sørge?”
Vi er vidner til opstande, som gøres tavse gennem massakrer i Syrien, vi ved godt, at det indenfor mange områder står alt for stille i Afrika, og i Utøya oplevede Norden en konkret udviskning af Ansigter, som udløste et – i nyere tid, uset behov for at sørge.
Butlers filosofi tilbyder en optik, hvorigennem de (forfærdelige) ting fremstår en smule tydeligere. Hvordan hænger eksklusions- og inklusionsmekanismer sammen med en etisk fordring, som grundlæggende handler om ikke at gøre andre ondt? Og hvordan hænger min status som menneske og forpligtelse overfor den Anden sammen med statens ansvar over for den enkelte borger - og hermed over for alle, eftersom vi i Butlers optik er interdependente og sammenkoblede:
”Let’s face it. We’re undone by eachother. And if we’re not, we’re missing something,” skriver hun på et tidspunkt.
Og mere tydeligt kan det vel næppe siges.
Den etiske forpligtelse, som Butler plæderer for, består i valget af narrativer, der formidles. Hun mener ikke, at USA imødekom den forpligtelse, da de efter 9/11 konstruerede en narcissistisk fortælling om nationen, som til dels søgte at retfærdiggøre ”krigen mod terror”.
Ifølge Butler bliver sårbarhedens etik en betingelse for de valg, vi træffer, når vi konstruerer fortællinger om virkeligheden, i og med sproget er et socialt fænomen.
Hvis bare jeg kunne gøre noget, tænker jeg.
[1] Præsident Bush annoncerer d. 21. september 2001, at USA er færdige med at sørge, og at det nu er tid til at lade resolut handling træde i stedet for sorgen (”A Nation Challenged; President Bush’s Address on Terrorism before a Joint Meeting of Congress, ”New Yorn Times, September 21, 2001, p. A:21)
Kommentarer