Blog
I am human, you know
Litteratursidens ambassadør, Katrine Marie Guldager, blogger om, da hun som ung befandt sig mellem 150 ungkommunister i en kaffebrigade i Nicaragua.
Hvis man (som jeg) er vokset op i 70´erne, kan man ind imellem føle, at man er vokset op i en helt anden verden, end den vi lever i nu, som om rejsen fra dengang til nu slet ikke kan gennemføres. Dengang havde jeg en veninde, Anne, der var medlem af Danmarks Kommunistiske Ungdom, og det var sammen med hende, at jeg pludselig fandt mig selv mellem 150 andre ungkommunister i en såkaldt kaffebrigade i det nordlige Nicaragua. Jeg havde aldrig været så langt væk hjemmefra, så jeg trak kasketten godt ned i panden og tænkte ”socialistisk kappestrid, my ass”. Jeg havde faktisk allerede planlagt, hvordan jeg skulle flygte til den nærmeste store by, da jeg pludselig fik en henvendelse fra den ungsandinist, der stod i spidsen for hele den samlede kaffebrigade, Christian.
Christian havde (jeg ved ikke hvorfor) fået den fikse idé, at jeg skulle være pelotonchef. I kaffebrigaden var vi organiseret militært, først i femten små eskadriller, og så i fem forskellige pelotoner med fem forskellige pelotonchefer. Det var nu mit ærefulde hverv at holde styr på peloton nummer fem. Hver morgen, jeg skulle herefterdags møde til tiden, modsat min veninde, der kom slentrende, når det passede hende: Hver morgen råbte jeg af fulde lunger: El peloton Salvador Allende? Hvorefter de forsamlede og forkølede medlemmer af pelotonen svarede: Presente! Når alt det var overstået, og Christian havde fortalt nyheder fra fronten (!) gik turen op og ned og hen langs bjerget for at finde nogle modne kaffebønner. Jeg skulle anvise rækker til alle medlemmerne af min peloton (der talte alt fra irere til amerikanere og honduranere), skønt jeg knap nok kunne genkende en kaffebusk. I betragtning af at vi stort set kun fik ris og bønner og alle sammen havde dårlig mave, var vi egentlig meget udholdende.
Når vi endelig stod foran en kaffebusk, var det brændende varmt, og de fleste af os havde ikke sovet ret meget om natten, for vi lå som sild i en tønde i en kæmpe barak, og der var aldrig ro. Da vi skulle op om morgenen, var det ikke noget med vækkeure. Næ, nej. Blikkrus. Geværsalver. Jeg husker sågar en morgen, hvor en af sandisterne simpelt hen kylede en håndgranat ned gennem midtergangen.
Det hele krævede en god disciplin, og også mod, for det viste sig snart, at der var slanger i buskene, noget som den rumænske delegation (af en eller anden grund) vidste alt om. Alligevel stak vi (leve revolutionen!) hænderne ind og håbede på det bedste. En dag blev jeg faktisk bidt af et eller andet, og skønt jeg hurtigt fik trukket hånden til mig, var der tydelige bidemærker, noget jeg tog med en ro, jeg i samme øjeblik hentede ned fra månen: Jeg er blevet bidt af en slange. Jeg går ned til lejren. Anne, vil du ikke gå med? Og så drejede jeg ellers om på hælen, overbevist om, at jeg ville dø, før jeg var nået ned ad bjerget. Mærkeligt nok havde jeg ikke så meget imod det, jeg tog åbenbart imod min skæbne med oprejst pande (eller også var jeg bare stadig udødelig). Få timer senere var jeg dog blevet halet i land hos de levende. Den slange eller larve, eller hvad det var, jeg var blevet bidt af, fik min hånd til at hæve, men så skete der heller ikke mere.
Lejrlivet fortsatte.
Vi holdt venskabsmøder om aftenen og var mere døde end levende om morgenen. Som dagene gik, fik vi plukket færre og færre kaffebønner, og sammen med de andre pelotonchefer blev jeg indkaldt til et krisemøde. Vi måtte jo virkelig se at få lidt styr på vores respektive delegationer, fik vi at vide. Cyprioterne, f.eks. som ellers plukkede som død og helvede, var kendt for at tage en formiddagslur, og de tilhørte den peloton, jeg var chef for. Det gjorde russerne også, og de var et langt større problem, for der var rigtig mange af dem, og de var da ligeglade med, hvad sådan en lille (endnu ikke fyldt 20) kapitalist som mig måtte mene. Og problemet med dem var, at de snød med tallene, sådan at det så ud, som om at de vandt den socialistiske kappestrid, hver dag!
Bortset fra det skulle vi også lave en evakueringsøvelse for efter sigende lå sandinisterne i tre ringe om lejren, og et par dage tidligere var kontraerne brudt igennem de to. Alt den slags fik vi at vide til møderne for pelotoncheferne, (generalstaben hed det faktisk), men vi måtte for Guds skyld ikke sige det videre til de andre, for det ville, mente man, skabe panik. At jeg overhovedet forstod, hvad der foregik på de møder for pelotoncheferne, var lidt af et mirakel, for jeg talte ikke spansk, og alle de andre var fra Latinamerika og lignede omvandrende Che Gevarra-kloner. Men alt dette med evakuering stressede mig temmelig meget (ikke mindst fordi jeg end ikke måtte betro mig til nogen). Det stressede mig også, at jeg (død og pine) skulle få de andre til at plukke nogen flere kaffebønner. Måske var det derfor, at jeg på et tidspunkt begyndte at råbe lidt højt. Eller måske var jeg også ved at forvandle mig til en omvandrende Che Guevarra-klon. I hvert fald traf jeg for Gud ved hvilken gang cyprioterne i deres formiddagsslummer, og det var ved den lejlighed, at deres leder forsvarede sig med en replik, jeg aldrig vil glemme: -Don´t talk to me like that, sagde han. Han holdt en pause, tyggede på sit græsstrå og fortsatte: -I am Human, you know
Litteratursidens ambassadør, Katrine Marie Guldager, blogger om, da hun som ung befandt sig mellem 150 ungkommunister i en kaffebrigade i Nicaragua.
Hvis man (som jeg) er vokset op i 70´erne, kan man ind imellem føle, at man er vokset op i en helt anden verden, end den vi lever i nu, som om rejsen fra dengang til nu slet ikke kan gennemføres. Dengang havde jeg en veninde, Anne, der var medlem af Danmarks Kommunistiske Ungdom, og det var sammen med hende, at jeg pludselig fandt mig selv mellem 150 andre ungkommunister i en såkaldt kaffebrigade i det nordlige Nicaragua. Jeg havde aldrig været så langt væk hjemmefra, så jeg trak kasketten godt ned i panden og tænkte ”socialistisk kappestrid, my ass”. Jeg havde faktisk allerede planlagt, hvordan jeg skulle flygte til den nærmeste store by, da jeg pludselig fik en henvendelse fra den ungsandinist, der stod i spidsen for hele den samlede kaffebrigade, Christian.
Christian havde (jeg ved ikke hvorfor) fået den fikse idé, at jeg skulle være pelotonchef. I kaffebrigaden var vi organiseret militært, først i femten små eskadriller, og så i fem forskellige pelotoner med fem forskellige pelotonchefer. Det var nu mit ærefulde hverv at holde styr på peloton nummer fem. Hver morgen, jeg skulle herefterdags møde til tiden, modsat min veninde, der kom slentrende, når det passede hende: Hver morgen råbte jeg af fulde lunger: El peloton Salvador Allende? Hvorefter de forsamlede og forkølede medlemmer af pelotonen svarede: Presente! Når alt det var overstået, og Christian havde fortalt nyheder fra fronten (!) gik turen op og ned og hen langs bjerget for at finde nogle modne kaffebønner. Jeg skulle anvise rækker til alle medlemmerne af min peloton (der talte alt fra irere til amerikanere og honduranere), skønt jeg knap nok kunne genkende en kaffebusk. I betragtning af at vi stort set kun fik ris og bønner og alle sammen havde dårlig mave, var vi egentlig meget udholdende.
Når vi endelig stod foran en kaffebusk, var det brændende varmt, og de fleste af os havde ikke sovet ret meget om natten, for vi lå som sild i en tønde i en kæmpe barak, og der var aldrig ro. Da vi skulle op om morgenen, var det ikke noget med vækkeure. Næ, nej. Blikkrus. Geværsalver. Jeg husker sågar en morgen, hvor en af sandisterne simpelt hen kylede en håndgranat ned gennem midtergangen.
Det hele krævede en god disciplin, og også mod, for det viste sig snart, at der var slanger i buskene, noget som den rumænske delegation (af en eller anden grund) vidste alt om. Alligevel stak vi (leve revolutionen!) hænderne ind og håbede på det bedste. En dag blev jeg faktisk bidt af et eller andet, og skønt jeg hurtigt fik trukket hånden til mig, var der tydelige bidemærker, noget jeg tog med en ro, jeg i samme øjeblik hentede ned fra månen: Jeg er blevet bidt af en slange. Jeg går ned til lejren. Anne, vil du ikke gå med? Og så drejede jeg ellers om på hælen, overbevist om, at jeg ville dø, før jeg var nået ned ad bjerget. Mærkeligt nok havde jeg ikke så meget imod det, jeg tog åbenbart imod min skæbne med oprejst pande (eller også var jeg bare stadig udødelig). Få timer senere var jeg dog blevet halet i land hos de levende. Den slange eller larve, eller hvad det var, jeg var blevet bidt af, fik min hånd til at hæve, men så skete der heller ikke mere.
Lejrlivet fortsatte.
Vi holdt venskabsmøder om aftenen og var mere døde end levende om morgenen. Som dagene gik, fik vi plukket færre og færre kaffebønner, og sammen med de andre pelotonchefer blev jeg indkaldt til et krisemøde. Vi måtte jo virkelig se at få lidt styr på vores respektive delegationer, fik vi at vide. Cyprioterne, f.eks. som ellers plukkede som død og helvede, var kendt for at tage en formiddagslur, og de tilhørte den peloton, jeg var chef for. Det gjorde russerne også, og de var et langt større problem, for der var rigtig mange af dem, og de var da ligeglade med, hvad sådan en lille (endnu ikke fyldt 20) kapitalist som mig måtte mene. Og problemet med dem var, at de snød med tallene, sådan at det så ud, som om at de vandt den socialistiske kappestrid, hver dag!
Bortset fra det skulle vi også lave en evakueringsøvelse for efter sigende lå sandinisterne i tre ringe om lejren, og et par dage tidligere var kontraerne brudt igennem de to. Alt den slags fik vi at vide til møderne for pelotoncheferne, (generalstaben hed det faktisk), men vi måtte for Guds skyld ikke sige det videre til de andre, for det ville, mente man, skabe panik. At jeg overhovedet forstod, hvad der foregik på de møder for pelotoncheferne, var lidt af et mirakel, for jeg talte ikke spansk, og alle de andre var fra Latinamerika og lignede omvandrende Che Gevarra-kloner. Men alt dette med evakuering stressede mig temmelig meget (ikke mindst fordi jeg end ikke måtte betro mig til nogen). Det stressede mig også, at jeg (død og pine) skulle få de andre til at plukke nogen flere kaffebønner. Måske var det derfor, at jeg på et tidspunkt begyndte at råbe lidt højt. Eller måske var jeg også ved at forvandle mig til en omvandrende Che Guevarra-klon. I hvert fald traf jeg for Gud ved hvilken gang cyprioterne i deres formiddagsslummer, og det var ved den lejlighed, at deres leder forsvarede sig med en replik, jeg aldrig vil glemme: -Don´t talk to me like that, sagde han. Han holdt en pause, tyggede på sit græsstrå og fortsatte: -I am Human, you know
Kommentarer