Blog
De store fortællinger er borte – men hvad med litteraturen?
Hvad kan litteraturen? Har den stadig pondus til at modvirke den ideologiske relativisme, som finder sted for tiden?
Det er efterhånden mange årtier siden, at den franske filosof Francois Lyotard konstaterede, at de store politiske ideologier er døde. I den postmoderne tilstand ophæves alle love - alting flyder, intet giver mening, venstre bliver til højre, centrum bliver til ekstremisme osv. Der eksisterer ingen forkromet forklaringsmodel (en metafortælling), der kan få verdens indbyrdes modstridende fortællinger til at give mening.
Det ses tydeligt i vore dages politiske kamparena. Lokalvalget blev ikke bare de lange knives nat internt i partierne, det blev også en demonstration af, at politiske tilhørsforhold og ideologisk identitet er en saga blot. Der blev indgået studehandler mellem politiske fjender, som efterfølgende fik raget mere magt til sig. De politiske ideologier lod man hånt om.
Det er efterhånden et stykke tid siden, at Dansk Folkeparti erklærede, at de er et midterparti, og hos SF vil man konstant stramme loven for at træde i karakter som den straffende patriark (hvilket normalt tilkommer de borgerlige) og inde på midten stjæler man lystigt af hinandens partiprogrammer. Der skal fedtes for den enkelte vælger, og vil folk have terrorlovgivning, skal de da endelig få det! Det kan jo skaffe stemmer at spille på den kollektive frygt for de fremmede.
Lyotard havde altså ret – eller mere præcist – han har fået mere og mere ret. Alting flyder. Politikerne tilrettelægger ikke længere partiprogrammet efter den store Ideologi, men efter folkets mening. Man har så travlt med at give folk, hvad de vil have (eller hvad man tror de vil have), at man glemmer at se på, hvad det egentlig er, de får. De sidste nye meningsmålinger er blevet den store politiske rettesnor! Det smager lidt af luft…
En svækket litteratur?
Måske hænger det sammen med, at der i mange år været en opgivende og lidt snobbet holdning til politik blandt forfattere; litteratur handler om litteratur, ikke om verden udenfor. Det har længe været fint og god fransk at lave kunst for kunstens skyld, en holdning som folk som Lyotard (måske utilsigtet) har været med til at promovere. Problemet er, at en kunst, der resignerer, og ikke involverer sig i verden, gør det nemt for populisterne.
Litteraturen er måske blevet mindre skarp af at have opholdt sig for længe tid i det postmoderne syrebad? Det er svært at forestille sig, at forfatteren nogensinde skal opnå samme magtfulde position som i romantikken, hvor litteraturen var direkte forbundet med Gud. I romantikken var forfatteren en guddommelig mediator, der kunne pege på evige sandheder og udødelige værdier.
Sådan er det ikke mere, og sådan bliver det måske aldrig igen. En litteratur, der har rødder i det hellige rum, er måske egentlig også for bombastisk og seriøs til, at man for alvor kommer til at savne den, MEN der er behov for, at litteraturen kommenterer på samfundet omkring sig.
Noget er under opsejling
Heldigvis er der ved at ske noget! Jeg synes, man kan ane en stigende tendens til, at danske forfattere involverer sig mere og mere i politik og samfundsforhold. Forfattere som fx Lars Skinnebach, Lone Hørslev og Jan Sonnergaard er (synes jeg; man kan nemt være uenig) eksponenter for en ny bevægelse indenfor dansk litteratur, hvor man prøver at indskrive værdier i det værdiløse tomrum. Eller, mere forsigtigt og nok også mere retvisende sagt, man kommenterer på verdens tilstand. Disse kommentarer, der altså rækker ud og griber fat i verden og udtaler sig om miljø (Skinnebach) og politik (Sonnergaard, Hørslev), har altid (synes jeg; igen kan man nemt være rygende uenig) en prøvende, selvironisk distance, der på en eller anden måde er lidt usikker på sin egen formåen. Usikkerheden til trods, så er kommentarerne ikke desto mindre autentiske!
Den politisk kommenterende litteratur er vigtig, fordi de leddeløse skal have én på bærret og komme ud af vagten. Litteraturen (og kunsten) er om noget stedet, hvor man kan dele huskekager ud, så det hele ikke kommer fuldstændig ud af kurs. Også selv om det sker med den postmoderne forfatters ironi og uendelige metarefleksioner...
Hvad kan litteraturen? Har den stadig pondus til at modvirke den ideologiske relativisme, som finder sted for tiden?
Det er efterhånden mange årtier siden, at den franske filosof Francois Lyotard konstaterede, at de store politiske ideologier er døde. I den postmoderne tilstand ophæves alle love - alting flyder, intet giver mening, venstre bliver til højre, centrum bliver til ekstremisme osv. Der eksisterer ingen forkromet forklaringsmodel (en metafortælling), der kan få verdens indbyrdes modstridende fortællinger til at give mening.
Det ses tydeligt i vore dages politiske kamparena. Lokalvalget blev ikke bare de lange knives nat internt i partierne, det blev også en demonstration af, at politiske tilhørsforhold og ideologisk identitet er en saga blot. Der blev indgået studehandler mellem politiske fjender, som efterfølgende fik raget mere magt til sig. De politiske ideologier lod man hånt om.
Det er efterhånden et stykke tid siden, at Dansk Folkeparti erklærede, at de er et midterparti, og hos SF vil man konstant stramme loven for at træde i karakter som den straffende patriark (hvilket normalt tilkommer de borgerlige) og inde på midten stjæler man lystigt af hinandens partiprogrammer. Der skal fedtes for den enkelte vælger, og vil folk have terrorlovgivning, skal de da endelig få det! Det kan jo skaffe stemmer at spille på den kollektive frygt for de fremmede.
Lyotard havde altså ret – eller mere præcist – han har fået mere og mere ret. Alting flyder. Politikerne tilrettelægger ikke længere partiprogrammet efter den store Ideologi, men efter folkets mening. Man har så travlt med at give folk, hvad de vil have (eller hvad man tror de vil have), at man glemmer at se på, hvad det egentlig er, de får. De sidste nye meningsmålinger er blevet den store politiske rettesnor! Det smager lidt af luft…
En svækket litteratur?
Måske hænger det sammen med, at der i mange år været en opgivende og lidt snobbet holdning til politik blandt forfattere; litteratur handler om litteratur, ikke om verden udenfor. Det har længe været fint og god fransk at lave kunst for kunstens skyld, en holdning som folk som Lyotard (måske utilsigtet) har været med til at promovere. Problemet er, at en kunst, der resignerer, og ikke involverer sig i verden, gør det nemt for populisterne.
Litteraturen er måske blevet mindre skarp af at have opholdt sig for længe tid i det postmoderne syrebad? Det er svært at forestille sig, at forfatteren nogensinde skal opnå samme magtfulde position som i romantikken, hvor litteraturen var direkte forbundet med Gud. I romantikken var forfatteren en guddommelig mediator, der kunne pege på evige sandheder og udødelige værdier.
Sådan er det ikke mere, og sådan bliver det måske aldrig igen. En litteratur, der har rødder i det hellige rum, er måske egentlig også for bombastisk og seriøs til, at man for alvor kommer til at savne den, MEN der er behov for, at litteraturen kommenterer på samfundet omkring sig.
Noget er under opsejling
Heldigvis er der ved at ske noget! Jeg synes, man kan ane en stigende tendens til, at danske forfattere involverer sig mere og mere i politik og samfundsforhold. Forfattere som fx Lars Skinnebach, Lone Hørslev og Jan Sonnergaard er (synes jeg; man kan nemt være uenig) eksponenter for en ny bevægelse indenfor dansk litteratur, hvor man prøver at indskrive værdier i det værdiløse tomrum. Eller, mere forsigtigt og nok også mere retvisende sagt, man kommenterer på verdens tilstand. Disse kommentarer, der altså rækker ud og griber fat i verden og udtaler sig om miljø (Skinnebach) og politik (Sonnergaard, Hørslev), har altid (synes jeg; igen kan man nemt være rygende uenig) en prøvende, selvironisk distance, der på en eller anden måde er lidt usikker på sin egen formåen. Usikkerheden til trods, så er kommentarerne ikke desto mindre autentiske!
Den politisk kommenterende litteratur er vigtig, fordi de leddeløse skal have én på bærret og komme ud af vagten. Litteraturen (og kunsten) er om noget stedet, hvor man kan dele huskekager ud, så det hele ikke kommer fuldstændig ud af kurs. Også selv om det sker med den postmoderne forfatters ironi og uendelige metarefleksioner...
Kommentarer