W.

Man læser ikke Steve Sem-Sandbergs imponerende værk W., man sanser det.

'W.' af Steve Sem-Sandberg er en mørk, eksistentialistisk og poetisk rejse, som starter allerede i mødet med bogens omslag, der er sort i al sin simpelhed. Et stort, hvidt W, som virker spejlet eller splintret, pryder den mørke baggrund. Og værket er da også ligeså mørkt indeni som udenpå.

Historien starter nær slutningen. Den historiske skikkelse, som er kendt fra Georg Büchners ufuldstændiggjorte skuespil, soldaten Johann Christian Woyzeck er kommet i fængsel efter at have begået et mord. Han har stukket enkefru Johanna Woost ned med en sabel. I fængslet undersøges det, om han handlede ud fra sin fornuft eller i affekt, for det er afgørende for, om han skal straffes med døden eller indlæggelse.

'W.' er en hybrid mellem dialoger i fængslet, foredrag, erindringer, breve, bønner, dokumenterede undersøgelser og citater fra Büchners skuespil. Opbygningen bidrager med en vekselvirkning mellem det sansende og det dokumenterende. Mellem det poetiske og det kliniske. Dette understreger dualiteten mellem verdens kliniske, determinerende ydre og Woyzecks poetiske indre, hvor der hersker håb om et smukt liv. For Woyzeck er et naturbarn, og hans univers er poetisk. Læserens forståelse for Woyzecks tankegang antændes således via poetiske associationer, såsom i Woyzecks beskrivelse af sit liv:

”Det er aldrig løbet fremad i én retning [Woyzecks liv, red.]. Det lader snarere til at være skredet frem med et lille usikkert stykke ad gangen for så at folde sig tilbage ind mod sig selv, som når man lægger et stykke stof sammen”.

'W.' er på mange måder et mørkt værk, der fremstiller menneskers dæmoner. Især i Woyzecks foredrag ’Om hjerteslag og dæmoner’ fortalt til Johann Christian August Clarus, som undersøger den fængslede Woyzecks mentale tilstand, belyses disse dæmoner. Foredraget afsluttes som følger: ”Hvis alt, der sker i verden, er dæmonernes værk, måtte Herren Jesus Kristus have barmhjertighed”

Det leder tankerne hen på Descartes’ metodiske tvivl, hvor han fandt frem til, at den eneste eksistens han kunne være helt sikker på, var hans egen (Cogito ergo sum). For muligvis er alt det, vi opfatter som eksisterende, et drømmespind af uvirkelige ting fremkaldt af en bedragerisk dæmon. På samme måde fører W. læseren gennem et univers fyldt med tvivl og gådefuldhed.

'W.' er et stærkt sanseligt værk, som ridser både voldsomt smukke, men også voldsomt skrækkelige billeder ind på nethinden. Som i scenen, hvor en gravid kvinde bliver skåret op, så tarmene og underlivet vælter ud og med det også fosteret. Woyzeck overværer scenen, og det får et mystisk smil frem på hans læber, som han ikke kan forklare. Derved viser de groteske scener, hvordan ydre påvirkninger former individet i en retning, det ikke selv er herre over.

Således er 'W.' en trist livshistorie om menneskets vilkår og påvirkning heraf. Men den er samtidig langt mere end det. Den er en indsigt i menneskelig ondskab, psykisk sygdom, krigens konsekvenser for individet og livets absurditet.