Vorherre er en rutebil

Alvoren titter ofte frem under den humoristiske overflade i Flemming Jensen vellykkede samfundssatire om tro, politik, magt og underholdning.

’Vorherre er en rutebil’ er en humoristiske samfundssatire, hvor handlingen kører i to parallelle spor, der til sidst flettes sammen. Formanden for Centrumpartiet, Jørgen Brandt, deltager i reality programmet ’Vild med sport’, hvor han under disciplinen vægtløftning taber sine bukser og afslører et par underbukser med teksten Double Airbag. Han bliver totalt til grin i offentligheden og for at få ro i partiet, vælger man den stenrige og politisk uskolede udenlandsdansker Jens-Erik Kruuse som overgangsfigur.

I en ydmyg klub et andet sted i byen forelsker den unge Lærke sig hovedkulds i Simon, der synger og spiller sig helt ind i hjertet på hende. Da det viser sig, at Simon er medlem af Frelsens Hær og tror på Gud, får Lærke et chok. For kan man elske én, der tror på Gud og vedkender sig det? I første omgang smider Simon uniformen og kaster sig over socialt arbejde, men uniformen kommer på igen. På foranledning af Lærke stiller Frelsens Hær op i Melodi Grandprix med sangen ’Vorherre er en rutebil’ – og vinder!

”Vorherre er en rutebil – ham kan du regne med!

Der’ ikk’ et sted på jord, han ikke har et stoppested.

Enhver kan køre med og høste troens glade smil,

For det er trygt at vid’: Vorherre er en rutebil”

Flemming Jensen er en modig mand, der tør tage fat på et så brandvarmt emne som tro, som er noget af det mest tabubelagte i vor tid. Sjovt nok kommer bogen på samme tid, som DR1 viser ’Herrens veje’, så det er måske en ny trend? Ikke mange sætter spørgsmålstegn ved Frelsens Hærs store sociale indsats, men samtidig synes mange, at det er lidt komisk, at det en hær med uniformer, og at Gud er blandet ind i det. Flemming Jensen tager ikke bare fat på tro, men også på politisk hykleri og en åndsforladt underholdningsindustri. Det er hylende morsomt, når den politisk uskolede og ret naive Jens-Erik Kruuse siger og gør de helt forkerte ting på de helt forkerte tidspunkter og tankevækkende, når der sættes fokus på en underholdningsindustri, hvor banale sange bare skal synges på engelsk af smukke unge piger for at få en plads i diverse shows.

Flemming Jensen mestrer den politiske satire og er en af de få, der arbejder med politisk teater.  Han er en venlig og humoristisk mand, men under den venlige overflade, gemmer der sig noget skarpt og farligt. Han gør grin med den islamfobi, der gør, at visse politikere straks råber ”Terror”, hvis en ægyptisk taxachauffør rammer en politiker, der går lige ud foran bilen. Han gør dog også grin med Islamisk Stat, der straks tager ansvar, hvis der sker et eller andet, der kunne være terrorrelateret.

Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen har været konsulent på bogen for at sikre, at de politiske intriger ikke var helt ude af trit med virkeligheden, og når man er færdig med at grine, opdager man, at det hele er ikke er så sjovt alligevel, og at selv de største idealister er til fals for smiger og magt.