Bog

Vis mig en engel

Af (
2001
)

Anmeldelse

Vis mig en engel af Lone Mikkelsen

01 nov.01

"Vær så venlig at vise mig en engel, så skal jeg gerne male den", vrisser Caravaggio ad sin værste kritiker.

For Caravaggio maler det, han faktisk ser. Han maler realistisk og nådesløst ærligt - og har kun hån til overs for tidens traktater om billedkunstens blide og skønne idealer.

Den virkelige Michel Angelo Merisi da Caravaggio levede 1571-1610 i Italien. Han var en af barokkens største malere. Hans måde at male på var i modstrid med de gældende kirkelige vedtagelser omkring billedkunstens udtryk, han vakte forargelse, men hans indflydelse på malerkunsten var revolutionerende.
Lone Mikkelsen fremmaner et stemningsfuldt og levende tidsbillede og giver et troværdigt portræt af denne kunstner i romanen "Vis mig en engel".

Maleren Michele Caravaggio kommer som ung til Rom, og der går ikke lang tid før han er anerkendt som en fremragende maler. Den magtfulde kardinal Del Monte giver ham arbejde og husly og optræder som hans mæcen, vejleder og beskytter.
Michele udvikler sit talent. Han arbejder med lys, farver, ansigtsudtryk, vil skildre lige præcis det øjeblik hvor der sker en forandring, om det så er det øjeblik, en mand dør.

Når Michele ikke maler, turer han rundt i byen, spiller, drikker og slås. Hans voldsomme temperament, hans dårlige opførsel og den modstand hans kontroversielle maleri møder, lægger naturligt nok op til problemer. Mere end én gang må kardinalen træde til og redde Michele ud af hans mere eller mindre selvskabte vanskeligheder.

Bogens stemme er i første del Micheles. Et vendepunkt i bogen indtræffer da Michele kommer til at slå en mand ihjel og flygter fra Rom. Flugten bringer ham i første omgang til Malta. Der knytter en 14-årig dreng, Paolo, sig til ham, og fra da af er det gennem Paolo historien fortælles. Paolo oplever og kommenterer Michele og deres fælles liv med ungdommelig naivitet og tolerance. Han forstår ikke meget af hvad der foregår i Micheles vanskelige sind, men han binder sin skæbne til hans til den bitre ende.

Michele er en interessant romanfigur, på mange måder usympatisk med sit ustyrlige temperament og sin brovtende selvhævdelse, men når han er "kunstneren i arbejde", er han dybt fascinerende.

Lone Mikkelsen har tidligere fået udgivet en roman, "Solo for Cecilia" som foregår i 1700-tallets Venedig og bl.a. handler om Vivaldi. Den fik hun en hel del ros for, og hendes roman nr. 2 lever fuldt og helt op til de forventninger den første roman skabte.

Læs bogen, og sørg også for at få en bog med Caravaggios billeder med!

Samleren, 2001. 257 sider

Bogdetaljer

Forlag
Samleren
Faustnummer
23649241
ISBN
9788756816328
Antal sider
257

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer